Читать книгу PlanlAegning i oplevelsessamfundet - Anne Lorentzen - Страница 6

Vi har taget udgangspunkt i, at den stedsbundne oplevelsesøkonomi er den vigtigste del af oplevelses økonomien at forholde sig til i forbindelse med lokal udvikling. Trekanten i figur 1 kan derfor definere oplevelsesplanlægningens genstandsfelter. Det vil også sige, at uden for figurens trekant ligger politikker rettet mod den ikke-stedsbundne oplevelsesøkonomi og de kreative erhverv i bredere forstand. Disse områder er naturligvis også vigtige for den lokale og regionale udvikling, men er strukturelt og strategisk mere at betragte på linje med videnserhvervene.

Selv uden denne ikke stedsbundne del er oplevelsesplanlægningens genstandsfelt alligevel ganske bredt som de tre eksempler ovenfor også gav indtryk af. Det rummer erhvervsudvikling, fysisk planlægning og udvikling, kultur, fritid og turisme samt natur- og miljøpolitik. Når vi i denne bog beskæftiger os med den stedsbaserede oplevelsesøkonomi, er kommunernes politik og planlægning et væsentligt opdrejningspunkt, skønt en lang række andre aktører medvirker i udviklingen af stedsbaserede oplevelsesprodukter og oplevelsessteder. Skønt kommunerne fortsat er centrale leverandører af velfærd, er de også blevet entreprenører i den stedsbundne oplevelsesøkonomi. Disse to opgaver behøver ikke at være i konflikt med hinanden, fordi attraktionerne kan fungere tosidet. Et konkret oplevelsesudbud kan nemlig ses både som bidrag til borgernes livskvalitet og som attraktionsmoment, konkurrenceparameter og signal udadtil. Her har den stedsbaserede oplevelsesøkonomi altså en dobbelthed. Attraktioner eller herlighedsværdier kan derfor anskues som en art ‘moderne velfærd’. Samtidig har den stedsbaserede oplevelsesøkonomi også en grundlæggende kommerciel eller markedsorienteret dimension. Det handler om at få steder til at blive efterspurgte af borgere, investorer og turister gennem attraktioner og synlighed med henblik på at skabe bosætning, beskæftigelse og skatteindtægter.

Oplevelsesøkonomi og global stedkonkurrence udvikles imidlertid i en kontekst af stigende geografisk ulighed. Det må planlægningen også forholde sig til. Det er ikke alle byer, der har mulighed for at pumpe ressourcer i havnefronter, kulturhuse eller storstilet branding. Tilsvarende er det ikke alle borgere, som først og fremmest ønsker deres skattekroner anvendt på netop dette. Andre aspekter af lokalsamfundets liv kan kræve opmærksomhed med god ret. Endelig er den bredere udviklingseffekt af investeringer i attraktioner og kultur faktisk ikke klart dokumenteret. Der er fortalere for både et pessimistisk syn (Hansen & Niedomysl 2009; Kotkin 2005) og et optimistisk syn (Cooke 2008; Florida 2002) på denne sammenhæng.

Alligevel benyttes oplevelsesøkonomi som det halmstrå, som nogle kriseramte kommuner tyr til i deres forsøg på at afværge affolkning og økonomisk tilbagegang. I skrivende stund (efteråret 2010) er krise imidlertid ikke længere et begreb forbeholdt udvalgte områder i landet. Det er blevet et begreb, som alle er nødt til at forholde sig til i kraft af en generel voksende ledighed, et fald i privatforbruget og stramme kommunale budgetter. I en sådan sammenhæng kan det oplevelsesøkonomiske fokus forstærkes som nødvendig krisestrategi, eller det kan afvises som upassende luksus, som alligevel ikke skaber nye jobs, flere indbyggere eller besøgende.

Med disse betragtninger er vi nået frem til, hvad vi vil med denne bog. Formålet med bogen er at bidrage til at forstå, hvorfor og hvordan oplevelsesøkonomi har vundet indpas i planlægningen i Danmark, og vise, hvilken virkning og indflydelse oplevelsesbaserede initiativer, projekter og planer har for den rumlige udvikling, økonomisk, fysisk, socialt og miljømæssigt. Denne problemformulering kalder på tværfaglighed, og bogens bidragydere er da også i besiddelse af forskellige fagligheder inden for geografi og planlægning. Hver især har de ligeledes en bred tilgang til deres emne.

Bogen er bygget op af fire dele. Første del af bogen diskuterer oplevelses økonomiens udviklingsmæssige potentialer for forskellige typer af byer og lokalområder. Anden del analyserer og diskuterer en række lokale projekter og strategier baseret på oplevelsesøkonomi. Tredje del anskuer oplevelsesøkonomiske initiativer ud fra en innovationssynsvinkel, og endelig viser fjerde del, hvordan oplevelse af landskabet kan bruges strategisk inden for miljø og natur, planlægning og udvikling.

DEL I. Oplevelser – en ny drivkraft for steders økonomiske og fysiske udvikling?

Lige siden Floridas bog om den kreative klasse (Florida 2002) har planlæggere og forskere haft fokus på sammenhængen mellem oplevelsesmuligheder og lokal vækst, ikke mindst i forhold til højteknologiske erhverv. En udløber af debatten er diskussionen af sammenhængen mellem oplevelsesøkonomisk udvikling og bredere samfundsøkonomisk udvikling og vækst. Første del af bogen angår derfor oplevelses økonomiens muligheder for at stimulere udvikling i forskellige typer af regioner og lokalområder.

I kapitel 2 ‘Lokal udvikling i oplevelsessamfundet’ sætter Anne Lorentzen oplevelsesøkonomi ind i en samfundsgeografisk sammenhæng. Hun foreslår i sin artikel at fortolke oplevelses økonomien som et sammenhængende samfundsøkonomisk system på linje med f.eks. den industrielle økonomi eller vidensøkonomien. Nøglefaktorerne bag udviklingen af systemet er overskud i samfundet og høj mobilitet. Tilsvarende er de lokaliteter, som kan udvikle oplevelsesøkonomi, dem, som er integreret i globaliseringen, og som har god tilgængelighed. Dertil kommer naturligvis en række institutionelle forhold. Det kan let dokumenteres, at Danmark som helhed er i fuld gang med at udvikle et oplevelsesøkonomisk system. Da faktorerne ikke kun kan opfyldes i store byer, betyder det, at der også i mindre byer og perifere områder i princippet er muligheder for at skabe en udvikling med udgangspunkt i den stedsbundne oplevelsesøkonomi. Bogens andre kapitler giver forskellige eksempler på, hvordan mindre byer såsom Frederikshavn, Thisted, Roskilde, Billund og Nyköping (Sverige) også udvikler oplevelsestilbud. Disse steder engagerer sig, ligesom en lang række andre byer, i indbyrdes konkurrence med andre byer om at tiltrække borgere, turister og en bredere erhvervsudvikling.

Søren Smidt-Jensen og Lars Winther tager i kapitel 3 ‘Oplevelseserhverv og forandring i Danmarks økonomiske geografi’ kritisk fat på spørgsmålet om det realistiske i at bruge stedsbundet oplevelsesøkonomi som vækstdriver i små kommuner uden for de store byer. Deres kvantitative undersøgelse er baseret på tal for beskæftigelses- og uddannelsesniveau inden for hotel-, restaurations-, sport-, kultur- og underholdningserhvervene i samtlige danske kommuner fra 1993 til og med 2006. Deres analyse viser, at oplevelses økonomien for alvor vandt indpas i Danmark fra 2002, men at det skete på en geografisk meget ulige facon med de store kommuner som klare vindere af væksten. Blandt øvrige kommuner var det kun de traditionelle turistdestinationer ved kysterne, som mærkede noget til væksten i den fremmødebaserede oplevelsesøkonomi. Det var også kun de store og velhavende kommuner, som samtidig kunne opvise en vækst i avancerede videnserhverv, og som således kunne underbygge tesen om den kreative klasse (Florida 2002). Som udgangspunkt spås mindre yderkommuner altså ikke store chancer for at lykkes med oplevelsesbaserede vækststrategier. Her skal man imidlertid også tænke på, at lokale oplevelsestilbud kan have andre formål end økonomisk vækst, nemlig den ‘moderne velfærd’ for borgerne. Trods disse hårde fakta, som ikke kan bortforklares, viser Claus Lassen, Carla F. Smink og Smidt-Jensen i kapitel 5, ‘Destination: oplevelsesby’ hvordan alliancer mellem private og offentlige aktører, fulgt op af massive investeringer i oplevelsesfaciliteter og transportmæssig infrastruktur, er i stand til at bryde det generelt negative mønster for de små byer.

DEL II. Planlægning af oplevelser

Som eksemplerne ovenfor viser, kan planlæggernes rolle i forhold til at støtte og udvikle stedsbaserede oplevelser i princippet siges at være temmelig mangfoldig. Hvordan planlægning af oplevelser har vundet indpas i kommunerne, hvordan planlægningen foregår, og hvad der kommer ud af den, giver denne del eksempler på. Oplevelsesbaserede vækststrategier afprøves således i et af Danmarks yderområder, nemlig Frederikshavn, som Anne Lorentzen skriver om i kapitel 4 ‘Frederikshavns forvandling’. Der har været så meget aktivitet inden for kultur, sport og oplevelser i denne kommune igennem de seneste 11 år, at kommunen nærmest udgør et laboratorium for studier af oplevelses økonomien i miniature udgave. Snarere end at være målrettet instrumentel har byens tilgang indtil for nylig været åben, fleksibel, gradvis, eksperimenterende og procesorienteret. En meget alvorlig krise satte nemlig ikke alene kommunen, men en række andre aktører i bevægelse, så der kunne iværksættes initiativer på en lang række felter, af hvilke nogle krævede massive investeringer, og andre kunne nøjes med frivilligt arbejde. Hen ad vejen materialiserede initiativerne sig til, hvad der i bakspejlet var en oplevelsesbaseret strategi. Resultatet er, at byen efter denne periode har ændret sig angående kultur- og oplevelsesudbud, fysisk udseende, politisk og institutionelt og ikke mindst i forhold til borgernes tilfredshed. Dette kompenserer dog ikke for manglen på uddannelser og arbejdspladser i væksterhverv, så det kan være vanskeligt at tale om en vækststrategi. Som en moderne velfærdsstrategi kan man imidlertid sige, at den er lykkedes.

En helt anderledes instrumentel strategi er blevet fulgt i Billund og Nyköping i Sverige (Claus Lassen, Carla K. Smink & Søren Smidt-Jensen, kapitel 5, ‘Destination: oplevelsesby’). De to kommuner har allieret sig med multinationale lavprisflyselskaber for at udvikle deres kommuner til oplevelsesdestinationer. Det er sket vha. massive private og offentlige investeringer. Mens Billund har fokuseret på ren turisme og deraf følgende omsætning og beskæftigelse, har Nyköping i kraft af de store investeringer desuden kunnet udvikle sig til attraktiv forstad til Stockholm. De nye destinationers afhængighed af flyselskaberne og turiststrømmen er imidlertid faretruende stærk, samtidig med at den intense flytrafik naturligvis udgør en miljøtrussel af dimensioner.

Den private sektors rolle for byudviklingen er også temaet i Peter Allinghams undersøgelser af bilindustriens rolle for udviklingen og udformningen af to tyske byer, Wolfsburg og Dresden i kapitel 6 ‘Biler, branding og byudvikling i et oplevelsesøkonomisk perspektiv’. Mens Lassen, Smink og Smidt-Jensen beskrev en tæt alliance mellem private aktører og de undersøgte skandinaviske kommuner, viser Allingham, hvordan den private bilindustri i Tyskland er gået endnu videre ved nærmest at underlægge sig byplanlægningen, så centrale dele af byerne er blevet indrettet som præsentationsplatforme for bestemte bilmærker, og byerne endda brandes som en del af bilmærket. Ligesom i tilfældet Billund og Nyköping er investeringerne i de to tyske byer enorme og baserer sig på medvirken af store multinationale selskaber. Forhåbningen fra myndighedernes side var, at byerne og regionen, ved at indgå et samarbejde om udvikling af oplevelsestilbud, kunne slippe ud af en krisesituation præget af stagnation og ‘lock-in’ (dvs. økonomisk fastlåsning). Men paradoksalt nok synes det tværtimod, som om den monoindustrielle ‘lock-in’ forstærkes, blot på et andet niveau, hvor oplevelser ikke alene tilføjes bilkøbet, men ligefrem selvstændiggøres under temaet ‘biler’. Imidlertid lever den hårde branding ikke op til kravet om ærlighed eller autenticitet, hvilket gør oplevelserne til hule klicheer, hvis relevans for både produkt og by i høj grad kan diskuteres.

Helt aktuelt har kommunalreformen, som definerede nye ansvarsområder for danske kommuner i forhold til kultur og økonomisk udvikling, været en anledning for danske kommuner til for alvor at begynde at tænke over kommunens udvikling strategisk. Knap en tredjedel af kommunerne har som nævnt italesat ‘oplevelses økonomien’ (Caspersen 2009). I den forbindelse er det slående, at alle Nordjyllands 11 kommuner, som Rikke Marie Krogh & Anne Lorentzen har undersøgt i kapitel 7, ‘De nye kommuner og oplevelses økonomien’, definerer oplevelsesøkonomi, kultur og fritid som strategiske indsatsområder i kommunernes planstrategier. Der tænkes i høj grad i termer af konkurrence og synliggørelse. Det drejer sig altså her om markedsorienteret oplevelsesplanlægning, selvom resultaterne også kan ses som moderne velfærdsgoder for borgerne. Planerne forholder sig imidlertid ikke altid realistisk til de faktiske oplevelsesressourcer, og selvom pengene er små, og arbejdskraften langt hen ad vejen er frivillig, så er forhåbningerne til, hvad man kan opnå i forhold til bosætning, turisme og beskæftigelse som regel velvoksne. En væsentlig snubletråd for flere kommuner er problemet med tilgængelighed, og dertil kommer vanskelighederne med synliggørelse af herlighedsværdierne. Et perspektiv, som fremhæves af Krogh & Lorentzen på baggrund af de mange udfordringer, er et muligt tværkommunalt samarbejde omkring Nordjylland som oplevelsesregion.

DEL III. Oplevelser som innovation

Læser man Pine II & Gilmore, får man indtryk af, at oplevelser kan bruges som en innovation i forhold til alle produkter og tjenesteydelser (Pine II & Gilmore 1999). I bogens tredje del undersøges denne påstand. Kapitlerne undersøger innovation på netværksniveau (Carlos L. Freire-Gibb), på virksomhedsniveau (Isaac Kwamena Arthur) og i det urbane rum (Ditte Døssing & Freja Friis).

Freire-Gibb og Kwamena Arthur undersøger i henholdsvis kapitel 8 ‘Lokal erhvervsudvikling i oplevelses økonomien’ og kapitel 9 ‘Oplevelsesøkonomi i fødevaresektoren’, hvordan udvikling af oplevelser kan fungere som igangsætter af læreprocesser i den lokale økonomi og som produktinnovation. Med udgangspunkt i en lysfestival i Frederikshavn viser Freire-Gibb, hvilke resultater realiseringen af denne festival har haft for den lokale økonomi. Analysen viser, at den har ført til dannelsen af nye netværk og partnerskaber mellem offentlige og private aktører, herunder fra uddannelsesverdenen og fra den globale scene for lyskunst og lysteknologi. Festivalen har promoveret lokale firmaers produkter inden for lyssætning ved, svarende til Allinghams eksempel fra bilindustrien, at gøre byen til præsentationsplatform for de nyeste produkter, og den har også brandet selve byen. Det periodiske samarbejde omkring festivalen, som har været afholdt tre gange, har vist sig særdeles produktivt. Imidlertid har interessekonflikter præget udviklingen af festivalen, og som i eksemplerne fra Billund og Nyköping er private virksomheders interesser også i dette tilfælde gradvist blevet mere dominerende. Kwamena Arthur har studeret fødevarevirksomheder i et af Danmarks yderområder, nemlig Thisted Kommune. Det er lokalområdets oplevelsesressourcer i form af landskaber, lokale råvarer og historie, som de små virksomheder formår at integrere som en del af deres produkt og deres service over for besøgende. De undersøgte virksomheder har med stor dygtighed og indlevelse udviklet oplevelsestilbuddene, uden at de for så vidt har været klar over, at de dermed trådte ind i oplevelses økonomien. Så selvom oplevelses økonomien er nået ud i Danmarks yderområder i praksis, så mangler der faktisk viden hos aktørerne om potentialerne. Det kan kommunens erhvervsstrategi, som italesætter oplevelsesøkonomi, måske være med til at råde bod på.

Roskilde har som så mange andre byer en udfordring i forhold til tidligere industrigrunde, og her tilbyder det nye oplevelsesøkonomiske paradigme sig som en oplagt mulighed for at genoplive ellers uddøde områder. Men hvordan får man gang i kunst og kultur i et sådant brakområde? Med Musiconprojektet gøres der et forsøg på at skabe en blandet bydel med frirum for kreative mennesker. Døssing & Friis viser imidlertid meget klart i kapitel 10, ‘En midlertidig planlægningsstrategi – et case-studie af et oplevelsesøkonomisk bydelseksperiment i Roskilde’, at der står nogle blokerende modsætninger mellem planlægningens regler og metoder på den ene side, og muligheden for at få skabt innovation i form af spændende kunstneriske og kreative miljøer på den anden side. De juridiske bestemmelser betyder helt konkret, at de kreative aktører ikke har reelle handlemuligheder og derfor heller ikke kan udvikle de projekter, de brænder for. Bydelen opnår derfor heller ikke den synlighed og attraktionsværdi, som beslutningstagere, stakeholders og planlæggere havde håbet på.

DEL IV. Oplevelseslandskabet

By- og naturlandskaber betragtes i stigende grad ud fra deres oplevelsesmæssige værdi, og denne forbrugsorienterede synsvinkel rummer nye og kvalitative perspektiver for planlægningen. Potentialerne heri tager bogens fjerde del fat i. Med øget fritid og flere penge mellem hænderne i dag end tidligere har folk bedre mulighed for at opsøge oplevelser både i nærområderne og længere væk. Naturområder og ikke mindst skove bliver lettere brugt som ramme for fritiden, og disse områder kan benyttes af folk for deres skønhed, mulighederne for motion, og som inspirerende ramme for spiritualitet. Disse roller beskriver Eva Ritter indgående i sit kapitel 11 ‘Skovens nye rolle for udvikling af landdistrikter’. I denne multifunktionalitet ligger imidlertid også et konfliktpotentiale, som Kirsten Krogh Hansen & Hanne Byskov Ovesen kommer ind på i deres kapitel 12 ‘De danske nationalparkers oplevelsespotentiale’. Fritidsbrug af skoven er dog stærkt på vej frem, og skovrejsning ses derfor som en måde at øge livskvaliteten hos befolkningen i landdistrikterne og som en attraktion for turister. Danske skove bliver på denne måde en ingrediens i landdistriktsudviklingen, og dette potentiale søges styrket gennem skovrejsning.

Nationalparken er en ny institution i Danmark, som skal styrke udvalgte områders synlighed og bevarelse på grundlag af deres særlige kvaliteter. Ifølge lovgivningen, som Ovesen & Hansen redegør for i kapitel 12, er nationalparker, ligesom skove, også multifunktionelle. Rekreativ anvendelse, muligheder for at lære om naturen og økologien, om kulturhistorien og mulighederne for turisme er anvendelser, som reflekterer den oplevelsesøkonomiske konstruktion af steder som forbrugsgoder. Nationalparken forbruges ved besøg, men danner også rammen om andre oplevelser såsom svampejagt eller maratonløb. Samtidig reflekterer lokale produkter stedet i fortællingen om deres produkter, som Kwamena Arthur skriver i sin artikel. Det er imidlertid en udfordring at opretholde oplevelseskvaliteterne, samtidig med at nationalparken gøres mere tilgængelig. Forfatterne argumenterer derfor for, at asfaltering, byggeri og folks beskadigelse af naturen må begrænses så vidt muligt for ikke at ødelægge udpegningsgrundlaget og oplevelseskvaliteterne.