Читать книгу PlanlAegning i oplevelsessamfundet - Anne Lorentzen - Страница 18

Spørgsmålene er så, hvad forudsætningerne er for forskellige lokaliteters deltagelse i oplevelses økonomien, og hvordan politik og planlægning vil kunne støtte op om oplevelsesbaseret vækst og udvikling i et område. I den forbindelse kan modellen over de tre teknoøkonomiske paradigmer udgøre et rammeværk for indsatsen. Rammeværket i figur 2 identificerer de faktorer og betingelser, som får folk og virksomheder til at etablere sig bestemte steder.

Byens rolle for produktionen er forskellig i de tre paradigmer. I oplevelses økonomien skal byen kunne levere en bred vifte af kvalifikationer, som skal medvirke ved produktionen af oplevelser såsom kunstnere, reklamefolk, organisations- og bankfolk, planlæggere og manuel arbejdskraft. Byen og dens attraktioner må være tilgængelige fysisk og virtuelt. Endelig er der oplevelsesressourcerne relateret til historie, kultur, natur og kompetencer. Disse kan være nedarvede, men de kan også skabes af kreative aktører.

Mens kun få byer har grundlaget for vidensbaseret vækst, er der mange steder, som vil kunne udgøre basis for oplevelsesbaseret vækst. De kan udvikle oplevelsesprodukter baseret på specielle naturressourcer (en nationalpark) eller en særlig historie (et søslag) eller særlige kompetencer (fødevarer). Det brede arbejdskraftbehov matcher udbuddet i mindre byer, mens specialister vil kunne lånes udefra. Flere faktorer er af betydning for små byers deltagelse i oplevelses økonomien såsom forbruget, mobiliteten og aktørerne.

Forbruget i oplevelses økonomien er kernen i dens udvikling, hvor udvikling af byens kvaliteter bliver et middel for at tiltrække forbrugere. Folk forbruger byens sociale og kulturelle liv. De deltager i aktiviteter og udvikler identiteter og individualiteter baseret på deres liv i byen. Dermed er de selv med til at gøre byen interessant. Små byer kan tiltrække nye indbyggere med deres nærhed, den roligere livsform og dens specielle oplevelsesudbud, mens store byer er mere livlige og varierede.

Høj individuel mobilitet er uhyre vigtig i oplevelsesøkonomien. Det betyder, at folk kan vælge bosted efter, hvor de foretrækker at bo, frem for som tidligere at følge arbejdspladsen. Byer vokser som bosætningsbyer. Det betyder, at bykvalitet bliver et vigtigt område for planlæggerne. Folk er også villige til at rejse langt for at opleve bestemte attraktioner. Attraktionerne gøres kendt i den store verden gennem branding. Gennem branding deltager byerne på ‘den globale catwalk’ (Löfgren 2003), og her kan kommunerne spille en aktiv rolle.

Aktørerne i oplevelses økonomien er en broget skare af planlæggere, borgerforeninger, kunstnere og virksomheder fra mange forskellige brancher. De arbejder sammen i projekter, ofte af begrænset varighed. Udviklingen af en oplevelsesby fordrer helt andre former for inddragelse og fleksibilitet, end traditionel byplanlægning gør (Therkildsen 2007). Små byer kan desuden have en styrke i nærheden mellem aktørerne (Lorentzen 2007).

Figur 2.

Forståelse, forbrug og udvikling af steder er desværre ikke uden konflikter, da forskellige grupper opfatter og bruger stederne forskelligt. Stedsrelateret konfliktstof kan findes mellem turister og fastboende, unge og ældre og mellem forskellige indkomst- og uddannelsesgrupper. I en periode har mange danske kommuner for eksempel været optaget af at imødekomme den kreative klasse, mens yderkommuner fokuserer meget på turister (Lorentzen & Krogh 2009).