Читать книгу PlanlAegning i oplevelsessamfundet - Anne Lorentzen - Страница 17

Ligesom det geografiske mønster ændrer sig som følge af paradigmeskift fra industriøkonomi til videns- og oplevelsesøkonomi, skifter byens rolle og funktion. Under det industrielle paradigme har virksomheder placeret sig i byer for at være tæt på markedet, på leverandørerne og på arbejdskraften (Hayter 1998). Byerne var altså vigtige produktionssteder. Ud fra et forbrugssynspunkt ville folk bo i byen for at kunne mødes og for at nyde godt af forskellige faciliteter og serviceydelser (Glaeser 2001). I vidensøkonomien søger virksomheder mod byen for at have adgang til specialister, forskning og beslutningscentre, og det bringer dem især til de største byer, metropolerne (Simmie 2003). Vi træffer her den kreative klasse, som prioriterer forbrug af et stort og varieret kulturudbud (Florida 2002; Florida 2005; Scott 2006). Det er baggrunden for storbyernes vækst og koncentration på mindre byers bekostning. Den globale bykonkurrence om investeringer og højtuddannede borgere forstærker denne tendens (Brenner 2004; Simmie 2003; van den Berg et al. 2005; van den Berg, Pol, & van Winden 2004).

En kendt byforsker, Peter Hall, ser tilsvarende et skift i byens rolle og funktion som følge af en række paradigmeskift, fra den ‘industrielle økonomi’ til ‘informationsøkonomien’ til ‘den kulturelle økonomi’ (Hall 2001). Byens roller skifter fra det ene paradigme til det næste. I kulturøkonomien er byens rolle at levere forbedringer i transport og kommunikation, bykvalitet i relation til boliger såvel som til natur og miljø, samt ikke mindst et udbud af kultur og uddannelser på højt niveau. Kulturen bliver brugt strategisk i byudviklingen, hvilket betyder, at den indgår som komponent i en økonomisk udviklingspolitik, snarere end som et velfærdsgode for borgerne, som den gjorde tidligere. Kultur bliver led i byens ‘glokaliseringsstrategi’ (Brenner 2004), og det har den været siden midt i 1970’erne (Freestone & Gibson 2006). Kulturøkonomi og oplevelsesøkonomi er dog ikke identiske begreber, og Halls kulturøkonomi hører snarere til vidensøkonomien, i den forstand, som Florida viser, nemlig at den højtuddannede arbejdskraft i vidensøkonomien i særlig grad efterspørger kultur og underholdning (Florida 2002; Florida 2005), og som også Clark illustrerer med sin ide om byen som en underholdningsmaskine for den kreative klasse (Clark 2004).

En anden byforsker, Evans, udvikler mere detaljerede begreber, som kan siges at referere mere direkte til byens rolle i oplevelses økonomien (Evans 2001). Der er fem dimensioner, som den enkelte by i større eller mindre grad kan rumme: Kulturbyen, den historiske by, nattelivsbyen, indkøbsbyen og turistbyen. Hver af de fem ‘byer’ repræsenterer stedsbundet forbrug af rene oplevelser. Kulturbyen rummer f.eks. museer, gallerier, teatre og koncertsale, mens nattelivsbyen har teatre, koncertsale, natklubber, restauranter og cafeer. For at rumme disse funktioner må byerne nødvendigvis være temmelig store, måske ligefrem kulturhovedstæder eller verdensbyer (Scott 2006; Scott 2004), fordi også kunstnerisk produktion nyder godt af stordriftsfordele og klyngedannelse mellem producenterne (Andersson & Andersson 2006).

Oplevelsesøkonomi handler imidlertid ikke udelukkende om (fin)kultur, skønt denne kan være et væsentligt element i oplevelsesproduktion og -forbrug. Med det mere rummelige perspektiv, som oplevelses økonomien er, udvides mulighederne for mindre byer og perifere steder. De har ganske vist ikke Det Kongelige Teater, men de kan rumme og udvikle andre kvaliteter, som gør dem attraktive for oplevelsesforbrugerne. De enkelte steder behøver heller ikke at udvikle brede vifter af oplevelsestilbud, men kan specialisere sig inden for bestemte områder. Man kan måske tænke på mindre byers position i oplevelses økonomien som en mosaik af specialiserede steder, som hver især udbyder en afgrænset type oplevelser, måske endda som de eneste i verden. Gæster og turister har mulighed for at drage fra sted til sted og forbinde byernes forskellige tilbud i en kæde af oplevelser, mens de enkelte byers borgere ikke har problemer med at køre nogle kilometer for at deltage i arrangementer i andre byer (Romein 2005). Den høje mobilitet i dagens samfund medfører på den måde en nedbrydning af det traditionelle byhierarki inden for kultur og oplevelser (Markusen & Schrock 2006). Derfor må både små og store byer kunne deltage i oplevelses økonomien.

De store byer har selvfølgelig fortsat en fordel i kraft af størrelse og variation af deres udbud og deres store marked for oplevelser. Men det ser faktisk ud til, at små byer og perifere områder også kan være med (Bell & Jayne 2006a; Bell & Jayne 2006b; Bradley & Hall 2006; Meethan 1996; Wilks-Heeg & North 2004). Små byer udbyder oplevelser baseret på deres kulturarv og tradition, eller de udvikler nye oplevelsesprodukter inden for kunst og musik, sport og naturoplevelser. De mindre byers størrelse kan ligefrem være en kvalitet i sig selv.

I Danmark er der mange eksempler på, hvordan mindre byer markerer sig inden for eksempelvis musikfestivaler (Roskilde, Skanderborg, Nibe, Ringe), historiske festivaler (Horsens, Frederikshavn) eller innovativ branding (Horsens, Frederikshavn) (Frandsen, Olsen, Amstrup, & Sørensen 2005; Løkke 2006). På forbrugssiden udgør små byers borgere dog ikke noget stort marked i forhold til oplevelser, men deres borgere efterspørger alligevel oplevelser. I dag er der derfor ikke nogen byer, der kan tillade sig at være kedelige, for så risikerer de at miste såvel borgere som virksomheder. Byerne er derfor nødt til at udvikle deres oplevelsesudbud og samtidig henvende sig til det globale marked. Turister og gæster er nemlig en vigtig forudsætning for oplevelsesproduktionen i de mindre byer, hvorfor transportmæssig infrastruktur er en vigtig del af oplevelsesplanlægningen.