Читать книгу Natur, videnskab og metafysik - Carl Henrik Koch - Страница 12

Allerede i sin studietid stiftede Newton, som alle andre studerende ved de europæiske universiteter, bekendtskab med den aristoteliske fysik og den ptolemæiske astronomi, opkaldt efter den alexandrinske astronom Ptolemæus (ca. 100-ca. 170), som havde systematiseret oldtidens astronomi, ifølge hvilken Jorden står i Universets midte og omkredses af planeterne og fiksstjernehimlen; men umådelig intellektuelt nysgerrig, som han var, studerede Newton snart på egen hånd nogle af Galileis, Hobbes’ og Descartes’ værker og læste afhandlinger af Robert Boyle; ikke mindst studerede han den engelske atomist Walter Charletons (1620-1707) store værk fra 1654 med den imponerende titel “Physiologia Epicuro-Gassendo-Charltoniana: Eller en naturvidenskabelig bygning funderet på atomhypotesen, grundlagt af Epikur, forbedret af Gassendi og forøget af Walter Charleton” (Physiologia Epicuro-Gassendo-Charltoniana: Or a Fabrick of Science Natural, Upon the Hypothesis of Atoms, Founded by Epicurus, Repaired by Petrus Gassendus, Augmented by Walter Charleton). Pierre Gassendi (1592-1655) var en fransk teolog, fysiker og filosof, som så at sige havde kristnet den antikke atomlære, der ellers af mange blev anset for at være den skinbarlige ateisme. Gassendi havde været Descartes’ videnskabelige rival og havde både filosofisk og videnskabeligt kritiseret sin modstander. Læsningen af Charleton efterlod et blivende indtryk på Newtons videnskabelige tænkning. I en notesbog fra 1664-65 med titlen Questiones quaedam philosophicae (Filosofiske problemer) sammenholdt han udførligt Descartes’ fysik med Gassendis atomlære.

Gennem Descartes og Hobbes blev Newton indført i den mekaniske naturopfattelse, men hans fysiske opfattelser udformedes først og fremmest under indtryk af atomlæren. I notesbogen kommer kritikken af Descartes’ filosofi også til udtryk. Descartes havde ment, at det, der umiddelbart foreligger for os, er begreber og forestillinger i vores bevidsthed, og at erkendelse af alt andet må bygge på indsigt i vor egen bevidstheds indhold og aktivitet. Det var denne tanke, der kom til udtryk i den berømte sætning “Jeg tænker, altså er jeg til”, et udsagn, som ene af alle synes at modstå den tvivl, som Descartes rettede mod, hvad man hidtil havde hævdet som videnskabelige sandheder, for om muligt at finde et sikkert grundlag for al videnskabelig erkendelse. Hertil indvendte den unge Newton, at først måtte man studere de fysiske legemers indvirken på hinanden for siden at undersøge deres indvirkning på den menneskelige bevidsthed. Han pegede også på, at man ikke kunne forstå den organiske verden som et produkt af blinde, mekaniske årsager. Der måtte forudsættes en verdensskaber, der handlede med bestemte formål for øje. Skønt den unge Newton fuldt og helt gik ind for den matematificering af verdensbilledet, som den mekaniske naturopfattelse stod for, var han også klar over dens begrænsning. Den fysiske virkelighed udgøres nok af materielle legemer i bevægelse, men den mekaniske naturopfattelse udtømmer ikke det fysiske univers. Senere antog han også eksistensen af fysiske kræfter, der tilsyneladende ikke kan forklares ud fra mekanikkens love. Nok er naturens store bog – som Galilei havde sagt – “skrevet i matematikken sprog, og dens bogstaver er trekanter, cirkler og andre geometriske figurer, uden hvilke det er umuligt for mennesket at forstå et eneste ord”; men man måtte også forstå at læse det, der stod mellem linjerne, og som holdt sammen på såvel bogstaver som ord.

Newtons problem var, at det univers, som den mekaniske naturopfattelse skildrede, var en stor, passivt virkende maskine. Alt hvad der sker i det, er lovbestemte resultater af materielle partiklers stød mod hinanden. Der mangler aktive kræfter, som er kendt fra den organiske verden og ikke mindst fra det menneskelige handlingsliv. Den slags kræfter fandt Newton i alkymien, der på mange måder betjente sig af et begrebsapparat hentet fra den organiske verden. Fx blev rustdannelse forstået som en gæringsproces og den efterfølgende smuldring som en forrådnelsesproces. Fra midten af 1660’erne og de næste tyve år beskæftigede Newton sig indgående med alkymi, ikke for at fremstille guld, men for at undersøge, om der i de alkymistiske bøger og de alkymistiske eksperimenter kunne findes en nøgle til at forstå det fysiske univers. Newton samlede en af de største samlinger i det 17. århundrede af alkymistiske bøger og manuskripter og forsøgte med hele sin store intellektuelle kapacitet og energi at trænge om bag den alkymistiske, for uindviede uforståelige terminologi. Hans beskæftigelse var allerede kendt i det 19. århundrede, men blev betragtet som en grille og som noget, der burde forties. Efter at det enorme omfang af Newtons alkymistiske notater blev kendt, har selv fremragende videnskabshistorikere og Newton-kendere i det 20. århundrede haft svært ved at forlige sig med Newtons intense beskæftigelse med noget, som generationerne efter ham måtte betragte som en pseudo-videnskab, der bygger på renæssancens fejlagtige naturopfattelse. Traditionelt har alkymien et dobbelt indhold, et kemisk og et spirituelt. Redegørelsen for de alkymistiske processer tilsigtede både at skitsere, hvorledes uædle metaller renses for urenheder, så det ædle guld bliver tilbage, og at skildre sjælens renselse i dens vej mod det guddommelige. Ingen af disse to sider ved alkymien interesserede Newton, selvom han mente som alkymisterne og for øvrigt også andre, som fx Francis Bacon, der stod uden for deres kreds, at sandheden kun afslører sig for den rene af hjertet, dvs. for den moralsk og religiøst sindede naturforsker. Han studerede alkymi som enhver anden af de naturvidenskaber, han beskæftigede sig med: Gennem iagttagelser og eksperimenter skulle man trænge ind til tingenes natur.