Читать книгу Natur, videnskab og metafysik - Carl Henrik Koch - Страница 14

I sommeren 1665 udbrød der pest i London. Sygdommen bredte sig snart til Cambridge, hvilket medførte, at universitetet lukkede for først at genåbne i foråret 1667. Lægerne stod magtesløse, og langt de fleste forlod byerne sammen med alle, der havde mulighed derfor, og drog ud på landet. Fra august 1665 til april 1667 opholdt Newton sig i sin fødeby og lagde her grunden til de opdagelser inden for matematik, mekanik og optik, som senere gjorde ham til Europas førende videnskabsmand og til det 18. århundredes mest indflydelsesrige naturforsker.

I årene 1665-66 udviklede Newton principperne for det, der senere er blevet kaldt differential- og integralregningen, og som blev et af fysikkens nyttigste matematiske redskaber, og opdagede som den første sollysets sammensatte karakter. Mange år senere skrev han, at han

samme år begyndte at opfatte tyngden som strækkende sig til Månens bane […] og ud fra Keplers love for planeternes omløbstid […] udledte jeg, at den kraft, der holder dem i deres baner, må være omvendt proportional med kvadratet på afstanden til det centrum, som de drejer sig om; og ved at sammenligne den kraft, der er nødvendig for at holde Månen i dens bane, med tyngdekraften på jordoverfladen, fandt jeg, at de stort set svarer til hinanden. Alt dette skete i de to pestår fra 1665 til 1666. Thi i hine tider var jeg på mit livs højdepunkt med hensyn til at gøre opdagelser, og jeg beskæftigede mig mere med matematik og filosofi end nogensinde siden.

Senere undersøgelser af det store manuskriptmateriale, som Newton efterlod, viser, at han nok har pyntet lidt på sine ungdomsbedrifter. Intet tyder på, at han i realiteten havde indledt udarbejdelsen af sit senere storværk Principia. Men dagbogsoptegnelser viser dog, at han allerede som ung havde dannet et begreb om kraft, der var baseret på inertiloven, og som indebærer, at de fysiske legemer må opfattes som passive legemer underkastet ydre kræfter og ikke som bærere af fysiske kræfter bibragt og formidlet ved mekaniske stødprocesser, som Descartes havde ment. Senere bestemte Newton kraft som årsag til bevægelsesændringer. Og en manuskriptafhandling fra omkring 1670 med titlen De gravitatione et aequipondio fluidorum (Om tyngde og ligevægt i væsker) viser, at han var godt på vej. Afhandlingen er Newtons eneste egentlige metafysiske arbejde og indeholder bl.a. overvejelser over rummet, og den er eksplicit vendt imod Descartes. Begreberne “kraft”, “rum” og “tid” kom til at spille en afgørende rolle i Principia.