Читать книгу Natur, videnskab og metafysik - Carl Henrik Koch - Страница 15

Naturfilosoffer og metafysikere havde siden oldtiden søgt præcise bestemmelser af begreberne “rum” og “tid”. Kirkefaderen Augustin (354-430) havde i sin berømte selvbiografi Bekendelser meget rammende sagt, at så længe ingen spurgte ham, vidste han godt, hvad tid var; men blev han spurgt, blev han forvirret og kunne ikke svare. Aristoteles havde selvfølgelig haft svar på spørgsmålet. Tiden er et mål for bevægelse med hensyn til før og efter. Descartes havde samme svar. Som mål for et træk ved bevægelse har tiden for Aristoteles egenskabskarakter. Rum, derimod, er noget, som ting kan være inden i, dvs. er en slags beholder, og har derfor genstandskarakter. Skønt Descartes i modsætning til Aristoteles karakteriserede rum som udstrækning, og derfor som noget materielt, havde det også for ham genstandskarakter. Inden for klassisk metafysisk tænkning var det ikke muligt at forestille sig, at noget kunne være andet end en genstand eller en egenskab. Der fandtes ikke en tredje mulighed.

Gassendi var den første, der på dette punkt brød med klassisk metafysisk tænkning. Rum og tid har hverken genstands- eller egenskabskarakter, men er noget helt tredje, som har sin særegne værensmåde. Det var vanskeligt at forstå for samtiden. Den samme vanskelighed kæmpede den engelske fysiker Michael Faraday (1791-1867) med, da han i det 19. århundrede udviklede de begreber, der senere kom til at indgå i de såkaldte feltteorier. Et elektrisk eller et magnetisk felt har hverken genstands- eller egenskabskarakter.

I De gravitatione hævdede Newton i overensstemmelse med Gassendi, at det fysiske rum må opfattes som en disposition til at modtage det værende, og at udstrækning hverken har genstands- eller egenskabskarakter. På denne baggrund formulerede han år senere i Principia sine begreber om absolut tid og absolut rum. Skønt alle positionsbestemmelser i rummet er relative, og tidsbestemmelser sker i relation til et vilkårligt valgt nulpunkt, fx Kristi fødsel, har vi alligevel, mente Newton, brug for absolutte og sande tids- og rumbestemmelser. Men hvorfor er relative bestemmelser ikke tilstrækkelige? Fordi der er forskel på relative og absolutte eller sande bevægelser. I det sidste tilfælde skal der altid en kraft til at sætte den træge masse i bevægelse, hvilket ikke altid er nødvendigt, når talen er om relative bevægelser.