Читать книгу Natur, videnskab og metafysik - Carl Henrik Koch - Страница 8

Descartes havde omkring 1630 arbejdet på en stor afhanding, som skulle have den altomfattende titel Verdenen (Le Monde). Copernicus havde i sit dødsår fået udsendt et epokegørende værk, hvori han havde skrevet: “I Altets midte er Solens sæde. For hvem i dette det smukkeste af alle templer ville placere denne lysgiver på en anden eller bedre plads end på den, fra hvilken den på samme tid kan oplyse alt? […] Som siddende på en kongetrone styrer Solen således sit hof af stjerner, der kredser omkring den.” Dette såkaldte heliocentriske verdensbillede blev senere accepteret af Galilei, Kepler og Descartes. Og da Den Katolske Kirke i 1582 gennemførte en kalenderreform, blev Copernicus’ beregning af årets længde lagt til grund. Men i begyndelsen af det 17. århundrede ændrede situationen sig. Galilei havde lidt letsindigt hævdet, at når det i Det Gamle Testamente fx stod at læse, at Gud standsede Solens gang over himlen for at israelitterne kunne vinde sejr over fjenden (Josuabogen, 10,12-14), så var der kun tale om, at bogens forfatter – som ifølge tidens opfattelse måtte være guddommeligt inspireret – havde udtrykt sig på en for den jævne mand forståelig måde; Bibelen var ikke en lærebog i astronomi. Derfor kunne det copernikanske verdensbillede ikke affejes med en henvisning til diverse steder, hvoraf det synes at fremgå, at Solen bevæger sig rundt om Jorden. Men det var farligt at blande sig i teologiske anliggender på et tidspunkt, hvor Den Katolske Kirke mere end nogensinde oprustede imod de reformerte bevægelser. Med en udtalelse om, at Copernicus’ verdensbillede var absurd, fik Galilei svar på tiltale. Da han imidlertid fremturede, blev han i 1633 dømt til at afsværge heliocentrismen. Dommen over Galilei fik Descartes til at afbryde udarbejdelsen af sit værk – det var ikke ufarligt for en katolik at lægge sig ud med de kirkelige myndigheder – men han udarbejdede senere sin såkaldte hvirvelteori. Da det anstødelige i heliocentrismen synes at være Jordens bevægelse rundt om Solen, gjaldt det for Descartes om at udtænke et verdenssystem, hvor Jorden var i hvile. I sin Principia philosophiae (Filosofiens principper) fra 1644 hævdede han eksistensen af en himmelsk, subtil materie, der i hvirvler kredser omkring Solen. Som i en strøm fører disse hvirvler planeterne rundt, og omkring planeterne kredser delhvirvler, som igen fører disses drabanter rundt. Da Jorden som del af en materiestrøm ikke ændrer position i forhold til den omliggende materie, er den i (relativ) hvile. På denne måde lykkedes det Descartes både at hævde, at Jorden ikke bevæger sig, og at opretholde det heliocentriske verdenssystem.

I 2. bog af Principia gendrev Newton hvirvelteorien ved at vise, at den både er i strid med Keplers love for planetbevægelserne, og at det hvirvelsystem, som Descartes postulerede eksistensen af, ikke kan opretholde sig selv, hvilket dets ophavsmand havde antaget. Han kunne derfor konkludere, at “hvirvelhypotesen ikke kan forenes med astronomiske fænomener og tjener mere til at tilsløre de himmelske bevægelser end til at forklare dem.” Allerede i sine studenteroptegnelser fra 1660’erne havde Newton sat spørgsmålstegn ved teorien. Muligvis havde tilsynekomsten i 1664 af en komet, der i modsætning til planeterne bevægede sig fra øst til vest, været afgørende for hans holdning til hvirvelteorien. Kometens bevægelse syntes at vise, at den slet ikke var påvirket af de materiestrømme, som Descartes havde brugt til at forklare planetbevægelserne med.