Читать книгу Natur, videnskab og metafysik - Carl Henrik Koch - Страница 18

Skønt Newton i Principia skrev, at han havde udledt sine resultater af fænomenerne, og i optikken, at han havde forsøgt at fastslå lysets egenskaber fx i forbindelse med brydning og tilbagekastning ved fornuftens hjælp ud fra eksperimenter, viser hans manuskripter, at han havde overvejet en anden måde, hvorpå han kunne give belæg for sine naturvidenskabelige opfattelser. Også her viste han sig som et barn af sin tid.

Hvor middelalderens filosofi og videnskab især havde været en genklang af aristotelismen, som middelalderteologen og -filosoffen Thomas Aquinas (1224-74) havde søgt at forene med kristendommen, kom Aristoteles’ læremester Platon (428/7-347), hvis tænkning først i dens fulde omfang blev kendt i det 15. århundrede, og de antikke filosoffer, der havde ladet sig inspirere af ham, til at præge den europæiske renæssance. Her søgte man at forene aristotelisme og platonisme og samtidig at vise, at begge disse filosofiske retninger stemmer overens med kristendommen, idet de alle tre er led i en ældgammel visdomstradition, den evige filosofi eller den ældgamle teologi, der strakte sig fra Moses, over Ægyptens og Persiens vismænd, Orfeus og de græske filosoffer Pythagoras, Platon og Aristoteles – for blot at nævne nogle af de navne, der ofte optrådte på listen – frem til Kristus. Visdom kan derfor uddrages af de gamles skrifter, både af de hedenske, de jødiske og de kristne; thi – som Paulus citerer en græsk digter for at have sagt – “Vi er også af hans [dvs. Guds] slægt.”

I det miljø i Cambridge, hvori Newton færdedes, var der en gruppe filosoffer, som senere er blevet kaldt Cambridge-platonikere. Hovedskikkelserne var teologen og filosoffen Henry More (1614-87), der øvede en væsentlig indflydelse på Newtons metafysiske anskuelser, og filologen og filosoffen Ralph Cudworth (1617-88), hvis store værk med den imponerende titel “Universets sande, intellektuelle system. Første del, hvori ateismens hele grundlag og filosofi tilbagevises og dens umulighed bevises” (The True Intellectual System Of The Universe: The First Part; wherein All the Reason and Philosophy Of Atheism is Confuted; And Its Impossibility Demonstrated) udkom i 1678. Her søgte Cudworth at vise, at den sande filosofi er en sammensmeltning af atomistik, mekanisk naturopfattelse og en metafysik, som beviser sjælens udødelighed og Guds eksistens, og at denne filosofis ophavsmand var Moses. Senere er den dog blevet korrumperet, og det er derfor nødvendigt at søge tilbage til den oprindelige kilde. Det var derfor nærliggende for Newton at antage, at den fysiske erkendelse, som han var nået frem til, var en genopdagen af ældgammel, men siden glemt visdom. Der er ingen tvivl om, at han betragtede sig selv som et led i en tradition, der strakte sig tilbage til de ældste tider, da menneskene var nærmere sandhedens kilde end senere. Forestillingen om, at de tidligste tider havde været menneskehedens guldalder, hvor religionen havde været ren og pur og videnskaben havde blomstret, var en del af Newtons historiske bevidsthed. På samme måde som han gennem teologiske og historiske studier søgte tilbage til den oprindelige religion, søgte han en slags bekræftelse på sin naturvidenskabelige opfattelse i antikke kilder. Dette viser nogle manuskripter fra 1690’erne, som indeholder udkast til nogle tilføjelser beregnet til en planlagt ny udgave af Principia, som imidlertid aldrig så dagens lys. Her forsøgte han bl.a. at vise, at allerede Pythagoras havde erkendt, at størrelsen af planeternes stræben mod Solen er omvendt proportional med kvadratet på afstanden til den.

Samlet er Newtons mange intellektuelle og eksperimentelle aktiviteter med til at tegne et billede af videnskabsmanden Isaac Newton. Tidligere tiders videnskabshistorikere har ofte betragtet hans historiske og teologiske studier som udtryk for alderdomssvækkelse, og hans alkymistiske eksperimenter som en grille, der burde forties. Begge dele er forkert. Langt det meste af sin tid i perioden fra slutningen af 1660’erne til begyndelsen af 1690’erne brugte han på disse aktiviteter, og hans optiske studier og udarbejdelsen af Principia fyldte tidsmæssigt kun lidt i hans liv. Han var stedse meget tavs om sig selv, men måske var hans lange virke i sandhedens tjeneste motiveret af et ønske om at besvare to spørgsmål, som ikke er uafhængige af hinanden, nemlig for det første spørgsmålet om den sande religion og for det andet spørgsmålet om Verdens indretning. Til at besvare disse spørgsmål brugte han hele sin tid og hele sit geni og lod ikke noget middel til at opnå svar ligge uudforsket hen. I sit forsøg på at opnå en samlet forståelse af tilværelsen så han på nogle punkter længere end andre i samtiden og blev idealiseret næsten til ukendelighed som videnskabeligt forbillede for de følgende to århundreders naturforskere. I digteren Alexander Popes forslag til en gravskrift over Newton kom samtidens og eftertidens syn på ham til udtryk:

Nature, and Nature’s law lay hid in night:

God said, Let Newton be! and all was light.

(Naturen og naturens lov lå skjult i mørke;

Gud sagde: Lad Newton blive til! Og alt blev lys.)

En digter fra det 20. århundrede, J.C. Squire, som tilsyneladende fandt den ny fysik uforståelig, foreslog følgende fortsættelse:

It did not last: the Devil howling ‘Ho!

Let Einstein be!’ restored the status quo.

(Det vared’ ikke ved. Da djævlen vræled’ ‘O!

Lad Einstein blive til!’ genskabtes status quo.)