Читать книгу Natur, videnskab og metafysik - Carl Henrik Koch - Страница 9

Skønt Galilei, Kepler, Descartes og Newton var del af en og samme naturvidenskabelige udvikling, var deres forhold til metafysisk tænkning yderst forskellig. Galilei fandt det fuldt tilstrækkeligt at opdage de regelmæssigheder i erfaringsverdenen, som kan tilskrives lovkarakter. For aristotelikerne var naturlove udsagn, i medfør af hvilke enhver instans af en bestemt art, fx hvert menneske, tilskrives en bestemt egenskab – fx at være et tænkende væsen. Sprogligt set er en aristotelisk naturlov således et udsagn, hvori der fastslås en konstant og uforanderlig tilskrivning af et prædikat til et subjekt. De galileiske naturlove har en anden karakter. De er relationsudsagn. Loven for det fri fald siger, at der består en konstant relation mellem to variable størrelser, nemlig faldtiden og faldvejen, idet faldvejen forøges proportionalt med kvadratet på faldtiden. Faldvejen i det andet sekund er 4 gange længere end i det første. Hvad der var årsag til det fri fald, interesserede ikke Galilei. Det er ikke muligt, mente han, at give en endelig forklaring på, hvorfor en genstand bevæger sig; opgaven er at beskrive, hvordan den bevæger sig. Den fysiske viden om de jordiske og de himmelske legemer angår kun den verden, som vi lærer at kende gennem vore sanser, og ikke, skriver Galilei, en papirverden, dvs. en spekulativt opstillet bagvedliggende virkelighed.

Ofte er Galileis anti-metafysiske udtalelser rettet mod Kepler. Universet er, mente Kepler, i sin inderste grund af matematisk natur, dvs. bag ved den mangfoldighed, som vi stifter bekendtskab med ved hjælp af vore sanser, ligger en matematisk struktur, som kan erkendes ved fornuftens hjælp. På samme måde, skrev Kepler, som øjet er beregnet til at sanse lys og øret til at registrere lyd, er menneskets fornuft fra skaberens hånd indrettet til at erkende kvantitative forhold. Matematikken, forstået som et studium af verdensaltets harmoniske og matematiske forhold, bygger bro mellem den menneskelige fornuft og den bagvedliggende matematiske virkelighed.

Det videnskabelige nybrud, som det 17. århundredes naturvidenskab indebar, var ikke primært vendt imod den middelalderlige aristotelisme, men snarere imod renæssancens naturfilosofi. Især viser den metafysiske fundering, som Descartes gav sin mekaniske naturopfattelse, at hans modstander ikke så meget var Aristoteles – videnskabens fader – som det var renæssancens naturfilosofi.

Mange af renæssancens naturfilosoffer betragtede Universet som et organisk hele gennemstrømmet af åndelige kræfter og besjælet af en verdenssjæl. Naturen er skabende. På organisk vis anså man metallerne for at vokse frem af Jordens moderskød, og tidens alkymister søgte i deres laboratorier at genskabe de forhold, som havde frembragt metaller og især guld, det ædleste af alle stoffer. En sådan organicistisk naturopfattelse udelukker en matematisk-mekanisk beskrivelse af naturen. Ved i sine filosofiske værker på den ene side at skelne skarpt mellem fysiske, materielle legemer, hvis natur eller essens ifølge Descartes er at være udstrakte og derfor kan karakteriseres udtømmende ved hjælp af måletal, og på den anden side det bevidsthedsmæssige, sjælelige eller åndelige, der ikke er en del af den udstrakte verden, og hvis natur eller essens er tænkning, fik Descartes fordrevet alt åndeligt fra det fysiske univers, hvilket muliggjorde en beskrivelse af det som en kompliceret og livløs maskine. På denne måde forsøgte Descartes at give sin mekaniske naturopfattelse en metafysisk begrundelse.