Читать книгу Natur, videnskab og metafysik - Carl Henrik Koch - Страница 13

Tanken om, at det fysiske univers vidner om eksistensen af en almægtig og alvidende verdensskaber, holdt Newton fast ved hele livet igennem. Det, der eksisterer, er sat ind i Verden med et bestemt formål for øje. Ifølge aristotelisk tankegang er videnskabelig erkendelse årsagserkendelse, som også omfatter en erkendelse af, hvilket formål der virkeliggøres, når et naturfænomen frembringer et andet. En naturopfattelse, som betragter formål som en årsag til, at noget frembringes, kaldes en teleologisk naturopfattelse. Da “telos” er det græske ord for formål, og “logos” i denne forbindelse betyder “lære”, er teleologi læren om formålsårsager. Hobbes og Descartes havde afvist at inddrage formålsbetragtninger i fysikken og den hollandske filosof Spinoza (1632-1677) havde ligefrem kaldt teleologien for uvidenhedens tilflugtssted: Hvis man var uvidende om et naturfænomens faktiske årsager, kunne man altid henvise til, at det tjente en højere interesse. Men Newton fastholdt både en mekanisk og en teleologisk naturopfattelse. De noget primitive formuleringer i studenteroptegnelserne, hvor han påpeger den mekaniske naturopfattelses begrænsning, blev ikke så lidt forfinet i Principia. I forbindelse med sin redegørelse for kometbevægelserne og for kometernes natur hævdede han her, at kometer ikke kun er tilfældigt opståede naturfænomener, men at de er frembragt med det formål at tilføre fx Jorden væske som erstatning for det vand, de grønne vækster forbruger, og som ved planternes forrådnelse omdannes til tør jord. Kometernes haler er dampe, der spreder sig i Universet og falder som regn og dug på de lavere steder eller lejrer sig som sne og is på bjergenes tinder, hvorfra smeltevandet strømmer ned i lavlandet.

Fra kristendommens barndom og frem til langt op i det 19. århundrede blev Det Gamle Testamentes fem Mosebøger opfattet som en beretning om menneskehedens tidligste historie. Således kunne beretningen i 1. Mosebog om syndfloden forklare, at der fx fandtes aflejringer af muslingeskaller på højtliggende steder, ligesom forskellige geologiske formationer kunne forklares med henvisning til syndfloden. Ifølge beretningen havde det regnet 40 nætter og dage, “og vandet steg og steg over Jorden, saa de højeste bjerge under himmelen stod under vand.” I 1694 foretog den engelske astronom og matematiker Edmund Halley (1656-1742) nogle beregninger, der viste, at et sådant regnskyl kun ville medføre, at vandstanden steg med godt 40 meter, hvilket langtfra var nok til at oversvømme bjergenes tinder. Nok ville de lavere liggende områder være blevet oversvømmet, men vandet ville ikke stige så meget, at der ville blive aflejret muslingeskaller på fx alpetoppene. Dertil kom, at det næppe var muligt at forestille sig, hvor de uhyre vandmasser, som skulle have dækket Jorden, var kommet fra, og hvor de var blevet af. En ivrig Newton-tilhænger fandt et par år senere på en løsning. En kæmpekomet havde haft kurs mod Jorden, men var fløjet tæt forbi. Ved at passere gennem kometens hale, som jo ifølge Newton bestod af vanddamp, fik Jorden en ordentlig dukkert, og der kunne på denne måde skabes en overensstemmelse mellem naturvidenskab og den bibelske beretning.