Читать книгу Natur, videnskab og metafysik - Carl Henrik Koch - Страница 6

Naturvidenskab og metafysik synes umiddelbart at være ulige partnere. Naturens udforskere søger ud fra iagttagelser og eksperimenter på en så nøgtern måde som muligt at beskrive den verden, der omgiver os, og opstiller teorier, som tilsigter at forklare det indvundne erfaringsmateriale. De sidste århundreder har også været vidne til, at de naturvidenskabelige teorier i væsentlig grad har ændret vore livs- og samfundsforhold. Naturvidenskabens store praktiske potentiale har skaffet mange af klodens beboere en tilværelse, som tidligere generationer kun har kunnet drømme om, men har også skabt frygt og usikkerhed. I langt større grad end tidligere har vi på godt og ondt gjort os til herre over vores skæbne.

Metafysikken synes helt anderledes kraftløs. Den angår ikke konkrete livsforhold, men søger at formulere en samlet tilværelsesforståelse. Den iagttager og eksperimenterer ikke, men fortolker på baggrund af en sådan forståelse de videnskabelige resultater, der er opnået, og de dagligdags erfaringer, der er indhentet. Metafysikken søger en virkelighed, der ligger bag den virkelighed, som vi kan iagttage og manipulere med. Den prøver at gøre vor livsverden forståelig og meningsfuld for os ved fx at se de hændelser, som vi er en del af, i en større sammenhæng og ud fra et overordnet perspektiv. Men ved at forlade det jordbundne og så at sige stige op til et punkt hævet over erfaringsverdenen for derfra at overskue og forstå den, synes metafysikken at stå på yderst usikker grund. Dette viser sig bl.a. ved, at en og samme naturvidenskabelige teori synes at kunne forenes med divergerende metafysiske anskuelser. Og praktiske konsekvenser af metafysisk tænkning findes ikke. Det kan derfor ikke undre, at det store flertal blandt nulevende naturforskere finder metafysiske overvejelser blottet for enhver mening.

Denne opfattelse af forholdet mellem naturvidenskab og metafysik skyldes på mange måder Isaac Newtons (1642-1727) videnskabelige indsats. I sit storværk Philosophiae naturalis principia mathematica (De matematiske principper for naturfilosofien, 1687, i det følgende blot kaldt Principia), understregede han, at han ud fra iagttagelser og eksperimenter og uden at inddrage vidtløftige hypoteser ved matematikkens hjælp kunne opstille fysiske love for såvel jordiske som himmelske fænomener. Dermed skabte han et nyt naturvidenskabeligt forbillede; men selv, viser det sig ved en nøjere undersøgelse, tænkte han inden for sin samtids begrebsramme.

Principia var det storslåede resultat af et storstilet fysisk projekt, som gik ud på intet mindre end at samle den fysiske og astronomiske viden i et system. Ikke for intet bar tredje del af værket den omfattende titel “Om verdenssystemet” (De Mundi Systemate). Men det fysiske projekt stod ikke alene. Newton havde også et metafysisk projekt, der i sidste instans gik ud på at vise, at det univers, han beskæftigede sig med, var meningsfuldt. De to projekter kan ikke isoleres fra hinanden, men er vævet tæt sammen. I en vis forstand kan man sige, at det samlede projekt er menneskehedens evige projekt. Den mening, som Newton fandt i det fysiske univers, skyldes en guddom, som har skabt Verden og indrettet den, som den er, med klare formål for øje. Menneskene er ikke alene i verdensmaskineriet. Guddommen er, søgte Newton at vise, til stede overalt. Nok fik det metafysiske projekt ikke samme udførlige behandling som det fysiske, men det ligger bag alt, hvad Newton i sit liv beskæftigede sig med.