Читать книгу Wien - Группа авторов - Страница 12

begær og lykke i gadeplan

Ingen andre steder ser man mennesker komme så begærligt, koncentreret og hurtigt til sagen. Og sagen er: at spise. Den grådige proppen i munden, den hurtige tyggen, den klumpvise synken og den forhastede skyllen efter med væske levner ingen plads til noget, der kunne ligne pæne manerer. Der er intet at skjule: Menneskene fortærer og sluger deres formfuldendt indpakkede bytte. De gør noget godt for sig selv. De føler sig i deres rette element. De er lykkelige. De spiser varme pølser.

Sådan – stærkt komprimeret og parafraseret – skriver den østrigske forfatter og kolumnist Daniel Glattauer om den simple glæde ved udendørs pølsespisning. Man kan sige, at pølseboden har et fællestræk med pissoiret, nemlig at begge indretninger på en utilsløret måde tjener til at dække meget basale behov. Det ligefremme og enkle bærer lykken i sig. Mennesket har brug for den slags små øer af uforstilthed.

Pølsebodernes funktion begrænser sig imidlertid ikke til at levere ernæring i menneskets dag- og især nattetimer. De udgør en slags basisdemokrati og fungerer som kommunikationscentraler, som indehaveren af pølseboden ved Votivkirche, Karl Freitag, udtrykker det. På et banner på hans pølsebod står der: ”Når mennesker har med mennesker at gøre, kan der jo let opstå problemer. Hvis det sker, så ring til os”. Hans telefonnummer står der også. På den måde er han et levende eksempel på begrebet Wiener Schmäh. Det er uoversætteligt, men kernen er, at man skal undgå enhver smålighed og få tingene til at glide med slagfærdig venlighed og humor. Det er ifølge Freitag pølsemandens ansvar at sørge for, at denne stemning breder sig til kunderne. Sådan kan man komme for at få tilfredsstillet et basalt behov og ende med at opleve en forbilledlig urban omgangsform.