Читать книгу Wien - Группа авторов - Страница 9

Kort efter Schottentor drejer sporvognen til venstre og forlader Ringen, og dermed kører vi ind i 9. Bezirk, Alsergrund. Den første større og måske lidt besynderlige bygning på højre hånd er Rossauer Kaserne, bygget i forbindelse med revolutionen i 1848 for at beskytte den indre by mod eventuelle aktioner fra proletariatets side. Efter sigende er også denne bygning skyld i en arkitekts død. Rygtet siger, at han uheldigvis havde tegnet bygningen uden toiletter. Først da kasernen stod færdig i 1870, blev man opmærksom på manglen, hvorefter arkitekten begik selvmord. En god historie, men om den nu også er sand, det er en anden sag.

Idet vi nærmer os stoppestedet Porzellangasse, kommer vi samtidig tæt på den berømte Berggasse, hvor psykoanalysens fader, Sigmund Freud, holdt til; til den anden side kunne en afstikker til det hyggelige lille kvarter Servitenviertel friste. Tidligere bestod området af flere øer, der var adskilt fra hinanden af Donaus sidearme, da floden på dette tidspunkt endnu ikke var reguleret. Befolkningen i området tjente – hvor utroligt det end kan lyde – deres penge især ved fiskeri og skibsfart. Seværdig er bl.a. den barokke Servitenkirche i Servitengasse, hvor der også er nogle små restauranter og cafeer, og Wiens ældste jødiske kirkegård fra 1500-tallet. Tilgængelig er kirkegården ironisk nok kun gennem et plejehjem i Seegasse.

Nu, hvor vi har forladt selve Ringstraße og er på vej ud af byen, lægger man mærke til, at man befinder sig i et område med mere almindelige forretninger og boligejendomme. Også her kan man få øje på interessant arkitektur, ikke mindst når det drejer sig om huse fra den såkaldte Gründerzeit (ca. 1840-1918), en periode, hvor der byggedes flittigt, gerne i historismens ånd og især også finere beboelsesejendomme. Disse huse er kendetegnet ved rigt ornamenterede facader, ofte med stukelementer, hvor hver etage har en egen formgivning, som man f.eks. kan se på vinduesindramningerne. Det er tydeligt, at det i gamle dage typisk var 1. eller 2. sal, der blev betragtet som den fineste, Beletage blev den kaldt. Blandt dens fordele var, at der var et stykke fra den ofte fugtige kælder, men samtidig skulle man ikke slæbe sig op gennem flere etager – uden elevator.

Men en anden slags bygninger begynder at præge gadebilledet længere ude ad ruten, f.eks. i Althanstraße lige efter Franz-Josefs-Bahnhof med dens glasfacade, hvor man kan få øje på kommunalt boligbyggeri, Gemeindebauten. Kommunalt boligbyggeri begyndte allerede omkring 1900, men det var først i 1920’erne og 1930’erne, i tiden præget af Das rote Wien (Det røde Wien), hvor det socialdemokratiske arbejderparti (SDAP) havde absolut flertal i bystyret. Det var i disse år, 1918-1934, at en række reformer inden for social-, sundheds- og undervisningspolitik blev gennemført, og ikke mindst slog det kommunale boligbyggeri for alvor igennem med i alt ca. 65.000 boliger, ofte i store boligkomplekser til priser, den lavtlønnede del af befolkningen, især arbejderne, havde råd til. Ofte enkelt og funktionelt og uden særlig facadepynt. Ikke desto mindre findes der en del ganske interessante Gemeindebauten i Wien, men det kommer vi til senere på ruten.

Kort efter at linje D drejer fra Ringen, dukker Rossauer Kaserne op, der oprindeligt hed Kronprinz-Rudolf-Kaserne og i dag er hovedsæde for forsvars- og sportsministeriet © Michael Wenusch

Efter sporvognen nu har foretaget yderligere en sløjfe og er kørt forbi det nuværende Wirtschaftsuniversität på højre hånd, dukker lige pludselig – også på højre hånd – Wiens forbrændingsanlæg, Spittelau, op. Som sådan ville det naturligvis ikke være blevet nogen seværdighed, men det bemærkelsesværdige ved det er, at den østrigske, internationalt anerkendte arkitekt og multikunstner Friedensreich Hundertwasser fik til opgave at udstyre anlægget med et nyt ydre i starten af 1990’erne. Hundertwassers arkitektur er kendetegnet ved en meget karakteristisk – nogle ville måske kalde det for kontroversiel – stil uden rette linjer, men derimod med mange snirkler og stærke og gerne lyse(nde) farver. Kunstneren var kendt for altid at have en yderst karakteristisk kasket på hovedet, og en kæmpemodel af kasketten sidder som en hilsen fra arkitekten på forbrændingsanlægget. Værd at se er også Hundertwasserhaus (faktisk også en Gemeindebau), udsmykket i den karakteristiske farveprægtige Hundertwasser-stil, og ikke mindst også Kunsthaus Wien, begge i 3. Bezirk. Her kan man ved siden af udstillinger opleve hans ’skæve’ arkitektur, som er kendetegnet ved bevidste uregelmæssigheder som f.eks. ujævne gulve og vægge efter mottoet: mangfoldighed, ikke monotoni i både farver og former.

Ved det næste sporvognsstoppested, der samtidig er u-banestationen Spittelau, kan man på venstre hånd ane nogle af de såkaldte Stadtbahnbögen, højbaneviadukter, tegnet af Otto Wagner. Wagners betydning for Wiens byplanlægning kan i det hele taget ikke overvurderes og gjorde ham faktisk verdensberømt. Det var især den funktionelle jugendstil, som Wagner repræsenterede, der skabte opmærksomhed. Otto-Wagner-hospitalet i 14. Bezirk vidner herom, ligesom også hans stationsbygninger – den mest berømte er Stadtbahnpavillonen ved Karlsplatz – rundt omkring (ved u-banelinjerne U4 og U6) og sluseanlægget ved Donau i Nussdorf.