Читать книгу Wien - Группа авторов - Страница 7

Vores udgangspunkt på turen skal være slotsanlægget Belvedere fra 1700-tallet, som består af de to barokslotte Oberes og Unteres Belvedere med den flotte udsigt (italiensk: bel vedere). Belvedere er også udgangspunkt for en stor del af den østrigske selvforståelse og et historisk sted på flere måder. Ikke blot er slotsanlægget værd at se – de, der har set filmen A Dangerous Method fra 2011 med Viggo Mortensen i hovedrollen som Sigmund Freud, har faktisk allerede kunnet kaste et blik på det. Uanset om det er det barokke parkanlæg eller slotsbygningerne, så er Belvedere et populært udflugtsmål blandt wienerne. Og herfra har man oven i købet udsigt til området, hvor turen slutter.

Oberes Belvedere. Ikke blot er kunstsamlingerne på Belvedere et besøg værd. Også slots- og parkanlæggene er pragtfulde, og så har man en flot udsigt over byen herfra, hvor man bl.a. kan spotte Stephansdom og Kahlenberg © Sarolta Viola

Men Belvedere byder på mere end en flot udsigt, repræsentative bygninger og grønne områder. Oberes Belvedere rummer nemlig en imponerende kunstsamling fra middelalderen til i dag, dog med fokus på østrigske kunstnere fra omkring 1900 med Gustav Klimt, Egon Schiele og Oskar Kokoschka i spidsen. Men det var også her på Belvedere, at en af de mest betydningsfulde begivenheder i Østrigs nyere historie fandt sted, da landet efter en ti-årig besættelsestid efter Anden Verdenskrig i 1955 genvandt sit selvstyre. Wien – og hele Østrig såmænd – var i disse ti år delt i fire zoner under de allieredes kommando: engelsk, amerikansk, fransk og sovjetisk, og det var kun i den indre by (1. Bezirk), at alle fire besættelsesmagter var repræsenterede samtidigt.

Men det var altså fra Oberes Belvedere den 15. maj 1955, de historiske og følelsesladede tre små ord, som i al deres enkelhed lød: Österreich ist frei (Østrig er frit), blev transmitteret, og på Belvederes balkon blev den østrigske uafhængighedstraktat efterfølgende præsenteret for den jublende befolkning. Traktaten har den dag i dag en stor følelsesmæssig værdi for østrigerne, ikke mindst fordi Østrigs ved lov fastslåede ”evige neutralitet” står i tæt sammenhæng med den. Der knytter sig mange myter til de forhandlinger i Moskva, der gik forud for traktaten. Forbundskansler Julius Raab og udenrigsminister Leopold Figl, der rejste til Moskva for at møde Sovjetunionens udenrigsminister Vjatjeslav Molotov, skal efter sigende have taget et stort antal flasker østrigsk vin med til forhandlingerne, hvorefter det hele gik som smurt, da russerne ikke kunne tåle andet end vodka. Dette er naturligvis den østrigske version af begivenhederne.

Det er den historiske dimension af den østrigske selvforståelse, Belvedere er et symbol på. Til wienernes selvforståelse hører dog også bevidstheden om at være hjemby for en lang række internationalt anerkendte kunstnere. Og det er ikke mindst kunstnere fra omkring 1900, Wiener Moderne, der her kommer ind i billedet. Det er navne som Schiele, Kokoschka og Klimt, men også en arkitekt som Otto Wagner, der er verdensberømte, og som har efterladt sig spor ikke mindst i Wien. Og ønsker man at se en af de største samlinger af Klimts værker i verden, er man kommet til det rette sted på kunstmuseet Österreichische Galerie, der befinder sig i Oberes Belvedere.

Klimt, der blev født i 1862 i Wien, tilhører jugendstilen, men på grund af Klimt-samlingens størrelse er det muligt at følge hans kunstneriske udvikling, begyndende med hans opgør med historismen, hvorefter han blev del af den såkaldte Secessionskunst. Wiener Secession var en gruppe, der engagerede sig i kunstens fornyelse og støttede den yngre generation af kunstnere som f.eks. Kokoschka og Schiele, der begge generelt henregnes til ekspressionismen. Wiener Secession var dermed en vigtig del af den internationale avantgardes gennembrud i Wien. Og endelig bliver billedet af Klimts udvikling kompletteret af de sene værker, der udstilles på Belvedere. Generelt kan det fastslås, at Klimt benyttede sig af et hidtil ukendt billedsprog, der forenede symbolisme og jugendstil.

Otto Wagner-pavillonen, også kaldet Stadtbahnpavillon, ved Karlsplatz er et fornemt eksempel på jugendstilens forening af funktionalisme og æstetik © Sarolta Viola

Et ordsprog siger, at man i Wien – eller Østrig for den sags skyld – først bliver anerkendt, når man er død (den østrigske – nu afdøde – rockstjerne Falco har bl.a. sunget derom). Måske har det noget på sig, men det er på ingen måde tilfældet med Klimt, som hverken manglede succes eller popularitet. Men særlig gammel blev han ikke, han døde i 1918, kun 56 år gammel af en blodprop i hjernen. Hans pludselige død er så også skyld i, at der findes så mange ufærdige malerier af ham, som f.eks. Braut (Brud) eller Adam und Eva. Et af de mest berømte Klimt-malerier, som bør ses in natura, er den allegorisk-symbolske fremstilling af Der Kuss (Kysset) fra 1908, som ikke blot illustrerer Klimts åbenhed over for forskellige kunstneriske påvirkninger som f.eks. japansk kunst, byzantinsk mosaikkunst og middelalderens tavlemaleri, men også hans interesse for bl.a. Auguste Rodins og Edvard Munchs værker. Iøjnefaldende er især den rige ornamentering i sølv og guld. Billedet lever af kontrasten mellem de store ornamenterede arealer og den naturalistiske skildring og fine tegning af hudpartierne. En lignende kunstnerisk kontrast findes i det kendte kvindeportræt Judith fra 1901, en modsætning som udvides til det indholdsmæssige plan, idet den fromme og kyske Judith-skikkelse fra Det Gamle Testamente hos Klimt fremstår som en yderst sensuel og erotiseret kvinde, nærmest en femme fatale – en modsætning, som bidrager til maleriets subversive virkning. Men også Klimts landskabsbilleder er absolut værd at beskæftige sig med, f.eks. Mohnwiese (Valmueeng) fra 1907 med dets prægtige farver.

Hvad angår Schiele, så var han godt nok noget yngre end Klimt – han blev født i 1890 – men han døde ikke desto mindre samme år som sin store forgænger af den spanske syge, der hærgede Wien i 1918. Ligesom Klimt benytter også Schiele sig af et formsprog med udgangspunkt i jugendstilen, som man ikke kan tage fejl af, med bl.a. kraftige ekspressionistiske farver, typiske ornamenter og en yderst karakteristisk linjeføring. Schieles malerier kredser gerne om liv og død, kærlighed og ensomhed, og livets kredsløb afspejles f.eks. i et billede som Sonnenblumen (Solsikker) fra 1911, hvor mægtige, lysende blomster og mørke, visnede blade findes side om side.

Har man fået nok af Klimt og Schiele, så er der rig mulighed for at se anden kunst på Belvedere. Ud over impressionister som Millet, Pissarro, Monet, Manet, Renoir, Liebermann og van Gogh findes også værker af Caspar David Friedrich, Edvard Munch, Emil Nolde og østrigeren Friedensreich Hundertwasser, for ikke at tale om de ældre samlinger. Men de fleste kommer vel nok på grund af den store samling af Wiener Moderne. Dog er Belvedere langtfra det eneste sted i Wien, hvor denne kunstperiode er repræsenteret.

Hold udkig efter disse stoppestedsskilte, som præger Wiens gadebillede. Sporvognene holder ved alle stoppesteder © Michael Wenusch