Читать книгу Wien - Группа авторов - Страница 15

Basisserveringen er altid pølse med brød og sennep. Ketchup findes naturligvis, men det er sekundært. Når man har valgt sin pølse, er det derfor almindelig praksis, at der kun bliver stillet to spørgsmål. Skal det være sød eller stærk sennep? Ønsker man Semmel eller Brot? Det er synd at snyde sig selv for Brot, som her betyder rugbrød. Det er så godt som altid helt friskt med en usædvanlig saftig krumme og en tynd, sprød skorpe. Det østrigske rugbrød er forholdsvis lyst og har en let syrlig smag. Det er hævet i kurv og er derfor bueformet. Mange foretrækker en god humpel og beder om endeskiven – a Scherzl. Det er en god idé, som forøger mæthedsfaktoren ved det hurtige måltid.

Der er blot en enkelt undtagelse fra reglen om rugbrød: Et par frankfurtere lever deres korte liv på paptallerkenen i symbiotisk forbindelse med en Semmel, og det kan man ikke sådan lave om på.

Alt, hvad der ligger hinsides brød og sennep, overlades til kunden. Begrebet mersalg er ukendt her. Det ville være påtrængende på en måde, som slet ikke er foreneligt med den mere respektfulde og elegante stil i Wien. Det er nu også temmelig åbenlyst, hvad man ellers kan få: Bag pølsebodens vinduer står glas fyldt med syltede grøntsager. Der er altid agurker i eddike (Essiggurken) eller saltlage (Salzgurken) og slanke peberfrugter, både stærke (scharfer Pfefferoni) og milde (Ölpfefferoni). Perleløg er også en del af det klassiske tilbehør, og de hedder Perlzwiebeln eller Silberzwiebel.

En pølsebod med respekt for sig selv bør også tilbyde peberrod, som i Østrig hedder Kren og er meget mere brugt end i Danmark. Jeg har altid hørt til dem, der kun bliver rigtig glade, når de får friskrevet peberrod. En dag diskuterede jeg emnet med pølsemanden på Rotenturmstraße, som kun havde peberrodspasta på glas. Min præference gjorde ikke indtryk på ham. Han sagde blot: ”Folk ved ikke, hvad der er godt”. Så gav han mig en ordentlig skefuld gratis og overlod det til mig selv at bearbejde min fordom. Jeg måtte overgive mig: Begge dele er rigtig godt.

I Wiens pølseboder vil man finde et større eller mindre udvalg af øl og vin. Det er noget, der løfter totaloplevelsen til et langt højere civilisatorisk niveau, end man som dansker er forberedt på. Desuden findes et lovbefalet sortiment af sodavand til lavere priser end øl og vin, så de yngre pølsespisere ikke drives ud i præmatur alkoholisme. Ved siden af storkapitalens globale mærker møder man et par retro-produkter med kultstatus, nemlig Frucade og Himbeerkracherl. Sidstnævnte er en vidunderligt kemisk sodavand, som for mig har en kraftig bismag af børnefødselsdag. Schartnerbombe og Almdudler er to andre forbavsende velsmagende, traditionelle østrigske læskedrikke.

De syltede grøntsager i de høje glas er næsten skulpturelle i pølsebodens vindue © Paul Klitnæs

Som man fornemmer, kan man faktisk få stablet en hel frokostmenu på benene, hvor pølsen og det gode brød – enkelte steder endda på en rigtig tallerken – ledsages af øl eller vin og sekunderes af espressokaffe og f.eks. en pakke Mannerschnitten, de hvinende søde hasselnøddevafler, som er et lokalt klenodie. Fabrikken kæmper med Ottakringer-brygggeriet om duftherredømmet over netop hele bydelen Ottakring, Wiens 16. Bezirk. Andre klassikere er Milka-chokolade og de bizarre produkter fra firmaet Auer: Tortenecken og Baumstämme, to udformninger af kakaocreme i vaffelindpakning.

Samlet set kan man ikke komme uden om, at pølsebodens udvalg hælder svagt til den usunde side. Men det er blot en luksus, man skal unde sig selv. Det er en synd, man øjeblikkeligt tilgiver sig selv – vi er jo på katolsk jord – og veksler til et kortvarigt sus af lykke og jordnær tilfredshed.