Читать книгу Wien - Группа авторов - Страница 13

De første pølsemænd dukkede op i Wien allerede inden år 1900. Butikken bestod af en jerngryde med spritbrænder, som blev båret på maven, en såkaldt Bauchladen. Ideen om mobilitet og dermed muligheden for at placere sig strategisk blev videreført, da man gik over til pølsevogne. Hjulene stammede nogle gange fra udtjente kanonvogne fra Første Verdenskrig. Udbuddet af varer voksede efterhånden, og pølsevognene blev til stationære boder. Efter Anden Verdenskrig blev det tilladt at udskænke alkohol. Det betyder ikke, at alle drak hindbærvand før; østrigerne er et løsningsorienteret folkefærd: Man fortolkede loven sådan, at pølsemanden godt måtte stille en flaske øl frem, bare kunden selv lukkede den op. I dag findes pølseboderne i alle afskygninger. Der er gamle træboder med et simpelt udvalg, oftest i yderkvartererne. Og i den indre by kan man finde forkromede, moderne pølsetempler.

Siden 1980’erne har pølseboderne haft hård konkurrence fra kebab- og pizzaboder. I løbet af de sidste par år er nudelboderne kommet til. Det er i nogen grad et generationsspørgsmål, de unge har en vis trang til at rase ud i kebab og nudler, før de erkender, at pølse er den sande kilde til næring. Som en slags overgangshjælp til de unge eller blot pervers produktudvikling er der dukket nogle groteske krydsninger op: ruller eller tyrkisk brød med pølse i stedet for kebab og nudelbokse med pølse og ketchup ovenpå. Man ser også flere og flere gadekøkkener, som tilbyder pølser sammen med andre typer fastfood. Det siger næsten sig selv, at man skal holde sig fra den slags kætteri og finde vej til en rendyrket pølsevogn med fokus på det ægte håndværk.

Nogle pølseboder bukker under for konkurrencen, mens andre bliver renoveret og bygget om. Der kommer også helt nye til, f.eks. firmaet Bitzingers to boder ved Albertina og Prater.

Lovgivningen giver også pølseboderne en afgørende konkurrencefordel i forhold til andre fastfood-boder: Kun pølseboder må holde åbent efter midnat, hvor de store penge kan tjenes. Pølsespisning i Wien er i høj grad en natlig aktivitet, ofte kulminationen på en glad nat i byen. Det er helt normalt, at pølseboderne har åbent til klokken 4, 5 eller 6 om morgenen.

Der er ingen tvivl om, at der efterhånden bliver færre pølseboder i Wien, men man skal stadig være mere end almindelig ubehjælpsom for ikke at kunne finde en pølsebod i de fleste kvarterer. Det er også helt utænkeligt, at de skulle forsvinde en dag. Wien kan ikke tænkes uden pølseboder, de er gadegastronomiske hjørnesten i byens identitet, og mange wienere nærer en kærlighed til deres pølseboder, som grænser til besættelse. F.eks. synger wiener-sangskriveren Roland Neuwirth om sin nærmest fysiske afhængighed af pølseboden og den klassiske Burenwurst sådan her:

I ferien lærte jeg noget om en sag:

Man kan leve uden Burenwurst hver dag.

Jeg klarede fjorten dage uden at gi’ fortabt,

så kommer jeg hjem og vakler med min sidste kraft

hen til den første pølsebod, jeg ser.

Glider i en klat bræk og skriger:

Stik mig en Burenwurst med sennep i en fart,

for kun en Burenwurst får mig på højkant snart.

Man kan næsten se for sig, hvordan den hjemvendte wiener klamrer sig til pølsebodens ståldisk, bleg og stadig usikker på benene. Først når kroppen får tilført hjembyens næring, får han igen farve i kinderne og kan efterhånden holde sig oprejst. Først da er han igen integreret i fællesskabet.