Читать книгу Wien - Группа авторов - Страница 8

Sporvognsturen fortsætter ned ad Prinz-Eugen-Straße gennem et af Wiens ambassadekvarterer med den flotte franske ambassadebygning for enden af gaden. Vi er nu nået ned til den store åbne Schwarzenbergplatz, der byder på lidt af hvert. I dens sydlige del, dvs. tættest ved Belvedere, finder vi et monument, der er historisk knyttet til efterkrigstiden: Heldendenkmal der Roten Armee, der blev opstillet i 1945 – man er fristet til at sige i en typisk sovjetstil – til minde om de faldne sovjetiske soldater i slaget ved Wien i slutningen af Anden Verdenskrig. Og ifølge uafhængighedstraktaten er Østrig forpligtet til at vedligeholde samtlige monumenter, der repræsenterer de allieredes kamp mod Hitler-Tyskland.

Monumentet – bestående af en statue af en sovjetisk soldat på en 20 meter høj søjle i midten af en halvkredsformet kolonnade af i alt 26 søjler på otte meter hver og yderligere to soldater i kamp for hver ende af søjlegangen – ligger lidt skjult, men trods alt tydeligt synligt bag ved springvandet Hochstrahlbrunnen, der skyder vandet op i en højde af 25 meter. Springvandet blev bygget i 1873 for at markere Wiens dengang nye vandforsyning fra den såkaldte Erste Wiener Hochquellwasserleitung i 1853. Og det er en kendsgerning, at man den dag i dag har det ufattelige privilegium, at der i en storby som Wien sprudler kildevand af højeste kvalitet fra alperne fra Erste og Zweite Wiener Hohquellwasserleitung, der blev indviet i 1910, ud af vandhanerne (og for den sags skyld også skylles ned gennem toiletterne), vand, som i andre lande sælges på flaske til høje priser. I 1906 blev springvandet af uransagelige årsager lavet om til et lysende springvand, som om natten – nogle ville måske kalde det for kitsch – lyser i alle regnbuens farver.

Det er lige før, man skal skynde sig for at få et glimt af de seværdigheder, der ligger inden for rækkevidde, for kigger man til højre, er der Akademietheater og Wiener Konzerthaus at se; ser man til venstre, kan man skimte den barokke Karlskirche med dens imponerende kuppel. Men vi skal jo videre og drejer ind til venstre på Ringstraße eller bare Ring, som wienerne kalder den.

Wien har som kun få andre europæiske byer beholdt sine bymure indtil 1850’erne. Det var kejser Frans Josef I, der i 1857 beordrede bymurene sløjfet og i stedet lod Ringstraße bygge. Den danner stort set en ring omkring 1. Bezirk, den indre by, og er planlagt som en repræsentativ boulevard med de vigtigste offentlige bygninger på begge sider. Således ligger f.eks. både parlamentet og rådhuset ved Ringen, men også en række museer, statsoperaen og nationalscenen Burgtheater samt universitetets hovedbygning. Derudover er der en hel del parker og grønne områder, oaser midt i byen.

Det er dog ikke kun bygninger med en officiel, statslig funktion, der findes på Ringen, men også en del såkaldte Ringstraße-palæer og private bygninger. Således ligger f.eks. rundt om hjørnet fra Schwarzenbergplatz et af byens dyreste og fineste hoteller, Hotel Imperial, fra 1869 som det første i en række af eksklusive hoteller på Ringen. Mere interessant er det måske, at man bag ved Imperial kan skimte Wiener Musikverein, koncerthuset, hvor den verdensberømte nytårskoncert finder sted. Kort efter nærmer vi os den første af de repræsentative Ringstraße-bygninger, nemlig Staatsoper på højre hånd, faktisk den allerførste bygning, der blev indviet på den nye boulevard.

Når man sådan ser operaen i dag i al dens flot renoverede (og om aftenen velbelyste) pragt, er det vel svært at forestille sig, at den engang var en stor arkitektonisk skandale. I dag ville man tværtimod nok hellere synes, at det er bygningen over for operaen, Opernringhof fra 1955, der er en skændsel. Før stod her det fornemme palæ Heinrichshof, ligesom Musikverein tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen, som blev ødelagt ved et bombeangreb under Anden Verdenskrig. Men dengang var det altså operaen og dens arkitekter, Eduard van der Nüll og August Sicard von Sicardsburg, kritikken gik ud over. Man kritiserede, at der var for mange forskellige arkitektoniske stilarter i spil, således rimede wienerne dengang: Sicardsburg und van der Nüll, die haben beide keinen Styl, griechisch, gotisch, Renaissance, das is denen alles ans! (Sicardsburg og van der Nüll, ingen af dem har forstand på stil, græsk, gotisk, renæssance – alt det er ét fedt for dem!). Derudover talte man – og dette var ikke ment smigrende – om ”byggekunstens Königgrätz”. Dette må gælde som noget af det værste, man dengang kunne sige, da slaget ved Königgrätz mod Otto von Bismarcks Prøjsen var et af monarkiets mest forsmædelige nederlag kun få år forinden, i 1866. Ikke nok med det, også selveste kejseren kaldte operaen for en ”nedsunken kasse”.

Den barske kritik, der rettedes mod operaen lige fra den almindelige befolkning til selve kejseren, gjorde van der Nüll så sønderknust, at han allerede i 1868 valgte at hænge sig – endda inden operaen stod færdig. Og heller ikke hans arkitektkollega Sicardsburg skulle nå at se det færdige operahus – han døde af et hjertetilfælde kun nogle få uger efter van der Nüll. Efter sigende følte kejseren sig også så personligt ramt af selvmordet, at han fremover undgik overhovedet at sige sin mening i lignende tilfælde og i stedet for valgte blot at ytre sig neutralt med den uskadelige frase: ”Es war sehr schön, es hat mich sehr gefreut” (Det var meget fint, det har glædet mig meget) – et ofte citeret ordsprog blandt wienerne (og det kan ikke skade at vinke kejserligt med hånden, mens man siger ordene).

Hvorom alt er, operaen blev indviet den 25. maj 1869 med Mozarts Don Giovanni og under overværelse af kejseren. Nu var al kritik glemt, og wienerne var simpelthen begejstrede – ikke blot for operahuset, men også for den høje kunstneriske kvalitet, der kendetegner operaen den dag i dag. Også en række danskere har i årenes løb været tilknyttet Wiens opera såsom August Bournonville, Julius Price, Helge Rosvænge, Michael Schønwandt og Bo Skovhus.

Ikke langt fra Staatsoper ligger, også på højre hånd, det kæmpestore Hofburg-kompleks, den forhenværende kejserlige residens, mens man på venstre hånd kan få øje på den smukke placering af to museumsbygninger over for hinanden, nemlig Kunsthistorisches Museum og Naturhistorisches Museum med et grønt område imellem og en statue af kejserinde Maria Theresia, som regerede i 1700-tallet, i midten. Krydser man Maria-Theresien-Platz, som pladsen hedder, når man frem til MuseumsQuartier, en hyggelig kultur- og museumsoase i de tidligere kejserlige staldbygninger, som byder på forskellige kulturinstitutioner, bl.a. Leopold Museum, hvor man kan se yderligere mesterværker af Klimt og Schiele.

På Hofburg-siden er det første, man lægger mærke til, den imponerende portal, Burgtor, med den monumentale Neue Burg bagved, der i dag rummer Nationalbiblioteket, med Heldenplatz foran, hvor Hitler proklamerede Østrigs Anschluss til Nazi-Tyskland i 1938. Men det er kun en lille del af det store Hofburg-areal, som f.eks. også omfatter den gotiske Augustinerkirche fra det tidlige 14. århundrede, der var H.C. Andersens yndlingskirke i Wien. Her venter den kunstinteresserede både et smukt gravmonument af den italienske billedhugger Antonio Canova over Maria Theresias datter Maria Christina og den såkaldte Herzgruft, hvor en række afdøde habsburgeres hjerter ligger opbevaret, mens deres kroppe er blevet bisat andetsteds, gerne i Kaisergruft i Hofburg. Traditionen fortsatte, oven i købet på en mere radikal måde, da den sidste kejsersøn, Otto von Habsburg – at kalde sig ’von’ er faktisk ulovligt i dagens Østrig – døde i 2011. Hans jordiske rester fandt deres sidste hvilested i Kaisergruft, mens hjertet blev bisat i Ungarn som en sidste hilsen til det østrig-ungarske dobbeltmonarki.

Det er nærliggende med Heldenplatz som udgangspunkt at spadsere en tur, imens man tænker på, at en stor del af Nationalbibliotekets gigantiske underjordiske bogarkiv befinder sig lige under denne plads. Faktisk findes der en underjordisk labyrint, som forbinder de forskellige officielle bygninger med hinanden, som f.eks. Bundeskanzleramt, statsministeriet, og den del af Hofburg, hvor forbundspræsidenten holder til. Sidst denne underjordiske forbindelse blev benyttet, var i 2000, da den dengang nydannede regering bestående af den stærkt omstridte koalition mellem det borgerlige parti ÖVP og det højrepopulistiske FPÖ skulle præsentere sig for og blive godkendt af forbundspræsidenten. Man frygtede protestaktioner fra befolkningens side. Ikke blot fordi der blev dannet en koalition med Jörg Haiders yderst omstridte FPÖ, der ved valget var blevet næststørste parti efter socialdemokraterne, men også fordi man betragtede ÖVP’s fremgangsmåde som et rent løftebrud. ÖVP’s daværende formand, Wolfgang Schüssel, havde under valgkampen forsikret befolkningen, at han ville gå i opposition, hvis ÖVP endte som det tredjestørste parti; i stedet blev han selv forbundskansler.

Den imponerende Neue Burg i Hofburg-komplekset, hvor Nationalbiblioteket befinder sig i dag

Det er kun logisk, at parlamentet ligger tæt på, kun ét stop fra Hofburg. Parlamentsbygningen er – ligesom Musikverein, Børsen, Kunstakademiet og en lang række andre bygninger i Wien – tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen i neoklassicistisk stil og blev indviet i 1883. For sine betydelige bedrifter blev Hansen, der boede i Wien fra 1846 til sin død i 1891, udnævnt til Freiherr von Hansen og ligger – ligesom Beethoven og Schubert – begravet i en æresgrav på Wiens Zentralfriedhof. Springvandet foran parlamentet kom til senere – i 1898-1902. Dets fire figurer, som er tegnet af forskellige kunstnere, er personificeringer af de vigtigste floder i 1800-tallets Østrig: forrest Donau som kvinde og Inn som mand samt Elben og Moldau bagved. På en søjle midt i gruppen står visdommens gudinde Pallas Athene, der er fire meter høj. I venstre hånd holder hun et spyd, mens hun i højre hånd holder Nike, sejrens gudinde. Onde tunger påstår, at det er nok så betegnende, at Pallas Athene og dermed visdommen vender ryggen til parlamentet, hvor landets love vedtages.

Inden man når frem til universitetet, passerer man lige rådhuset til venstre og Burgtheater til højre. Det nygotiske rådhus er en stilmæssig efterligning af flamske gotiske rådhuse som f.eks. rådhuset i Bruxelles. En sjov detalje er den såkaldte Rathausmann, rådhusmanden, en statue på 3,5 meter, der er anbragt på rådhustårnet i 103 meters højde. En nøjagtig kopi kan ses i den sydlige del af parken foran rådhuset.

Ikke mindst Burgtheater – eller også bare Burg – er et begreb i hele det tyske sprogområde og gælder som målestok for det kultiverede tyske sprog. Således er Burgtheaterdeutsch et internationalt kendt begreb. Og det får man et tydeligt indtryk af, når man f.eks. en gang imellem kan opleve store navne som Klaus Maria Brandauer på scenen. Ligeledes er betegnelsen Burgschauspieler et fast begreb og faktisk en officiel titel og dermed en hædersbevisning. En endnu større hædersbevisning er at blive æresmedlem af Burgtheater (i øjeblikket kun 11 personer), hvortil er knyttet en del traditioner. Således er det skik, når et æresmedlem dør, at han eller hun bliver båret en gang rundt om teatret i kisten, hvorefter den bliver placeret i foyeren, så teaterpublikummet kan tage afsked med den afdøde. Ja, man skal ikke komme og sige, at man i Wien ikke dyrker sine kunstnere – og døden.

På rådhussiden længere fremme dukker så endelig universitetet op, som blev grundlagt helt tilbage i 1365, mens bygningen stammer fra 1884. Har man tid, betaler det sig at kaste et blik ind i f.eks. Arkadenhof eller – når den ikke er optaget – i Großer Festsaal. Også her har Klimt sat sine spor. Til festsalen havde han som loftudsmykning malet de såkaldte fakultetsbilleder, som udløste en skandale og mangeårige hidsige diskussioner. I billederne, der viser disciplinerne medicin, filosofi og jura, kom en udpræget negativ holdning over for videnskaben til udtryk, hvilket ikke svarede til de retningslinjer, som kunstneren forventedes at overholde; resultatet af kritikken blev, at Klimt valgte at købe sine billeder tilbage. De tre billeder blev siden en del af en jødisk mæcens kunstsamling, men i 1938 blev de ’ariserede’ og fra 1943 opmagasineret på Schloss Immendorf i Niederösterreich som beskyttelse mod de allieredes bombeangreb. Flygtende SS-soldater brændte dog det meste af samlingen den 8. april 1945, og i dag hænger der kopier af de oprindelige malerier under loftet i Großer Festsaal.

Nationalscenen Burgtheater tæt på Burggarten, rådhuset og universitetet © Michael Wenusch

Lige over for universitetet på den anden side af Ringen kan man for øvrigt se resterne af den gamle bymur, der nu hedder Mölker Bastei; går man op ad nogle trapper dér, befinder man sig pludselig i et hyggeligt kvarter med huse, der alle har deres historie. Således er huset i Schreyvogelgasse 8 kendt fra filmen Den tredje mand, nummer 10 er det såkaldte Dreimäderl haus, hvor komponisten Franz Schubert efter sigende kom, fordi han havde et godt øje til tre smukke wienerpiger, der boede der – søstrene Hannerl, Hederl und Heiderl – og i nummer 16, i det såkaldte Pasqualatihaus, har Beethoven en overgang boet og bl.a. komponeret operaen Fidelio, som Staatsoper meget betegnende genåbnede med efter krigen – operaen har frihed som overordnet tema.

Vi skal videre. Lige efter at have passeret universitetet ankommer linje D til stoppestedet Schottentor, et knudepunkt for sporvognstrafikken på to niveauer, hvor ti sporvognslinjer krydser hinanden; også ubanelinjen U2 fører forbi her. Set i fugleperspektiv ligner stoppestedsanlægget en gryde, hvorfor wienerne kalder det for Jonasreindl (Jonasgryde), navngivet efter borgmester Franz Jonas, der indviede det i 1961. På venstre hånd skimtes den nygotiske Votivkirche, lige over for det sted, hvor den unge kejser Frans Josef I blev forsøgt myrdet i 1853. Kejseren var så taknemlig over at have overlevet attentatet, at han beordrede kirken opført som tak. Byggeriet påbegyndtes i 1854, men blev ikke færdiggjort før mere end 20 år senere, hvorimod opførelsen af f.eks. rådhuset tog ti år, og universitetet stod færdigt efter kun syv års byggetid.