Читать книгу Viden om vand - Группа авторов - Страница 5

I den sumeriske skabelsesmyte Enuma Elish beskrives verden som opstået ud af et urhav kaldet Apsû og en kvindelig guddom kaldet Tiamat. De to avler sammen en række andre guddomme, heriblandt An (himlen) og Enlil (Jorden). Myten starter således:

Dengang da foroven himlen ikke var nævnt,

Da forneden jorderig ikke var kaldt ved navn,

Dengang fandtes kun Apsû, deres urfader,

Og skaberen Tiamat, hun som fødte dem alle.

Deres vande blandede sig med hinanden,

… da skabtes guder i deres indre.

Også i den kinesiske kai thien-kosmologi, der var tæt knyttet til alkymistiske forestillinger, havde vandet en særstilling. “Himlen er stor og Jorden lille,” hedder det i et skrift. “Inden i himlens nedre dele er der vand. Himlen støttes af damp, Jorden flyder på vandene.”

Mens beskrivelsen i de mesopotamiske, kinesiske og egyptiske skabelsesberetninger var ren mystik, optrådte der i det græske kulturområde i 500-tallet f.Kr. en ny, naturalistisk måde at se og forklare verden på. Perspektivet var et andet og mere videnskabeligt, men udgangspunktet var stadig vand hos Thales af Milet, der traditionelt betegnes som den første naturfilosof i historien. Der kendes intet til Thales’ skrifter, men ifølge Aristoteles mente han, at alt stof kunne føres tilbage til et grundelement, og at dette urstof var vand. Denne opfattelse – sådan skriver Aristoteles – “fik han måske, fordi han så, at al føde indeholder væske, og at selv varme opstår og næres af væske.”

Figur 1.1

Forestillingen om de fire elementer holdt i næsten 2000 år. I denne afbildning fra 1532 er elementerne angivet sammen med deres tilhørende kvaliteter, der for vand (aqua) er kulde (frigiditas) og fugtighed (humiditas).

Blandt græske filosoffer blev ideen om et enkelt urstof dog opgivet til fordel for den lære om de fire elementer, Empedokles foreslog omkring 450 f.Kr., og som Aristoteles tilsluttede sig. Efter denne lære bestod al jordisk materie af sammensætninger af jord, vand, luft og ild i forskellige forhold (de himmelske legemer bestod af et særligt femte element, en quinta essentia). Hvert af de fire elementer var karakteriseret af to ‘kvaliteter’, således at jord var tør og kold, mens vand var fugtigt og koldt (figur 1.1).

Da elementerne kunne have kvaliteter til fælles, var der mulighed for, at et element kunne omdannes til et andet. Ved at inddampe vandet ville kvaliteten ‘fugtig’ ændres til ‘tør’, svarende til at noget af vandet ændredes til jord i form af et bundfald. Det elementære ‘vand’, der optrådte i antikken og i middelalderen, skal dog forstås som et princip og ikke som den væske, vi normalt betegner som vand.

Figur 1.2

Endnu i slutningen af 1700-tallet kunne de fire elementer optræde i lærebøger i kemi, som her i Tychsens Chemisk Haandbog, hvor de er suppleret med et “brændbart Væsen”, hvilket var Tychsens betegnelse for flogiston.

Også i oldtidens Kina opfattede man stof som bestående af nogle få elementer, men typisk fem i stedet for fire. De tidlige tilhængere af den taoistiske filosofi anerkendte ikke blot vand, jord og ild som grundelementer, men også principperne træ og metal. Derimod optrådte luft ikke som en elementær kategori hos kineserne.

I antikkens litteratur findes der flere omfattende beskrivelser af vand og dets egenskaber, forekomst, virkninger osv., især skrevet af Aristoteles og Plinius. I sin omfangsrige Historia naturalis kunne Plinius berette om, hvordan opløst kalk (calciumcarbonat) kunne adskilles fra hårdt vand, hvilket han fortolkede som, at noget af vandet var blevet omdannet til kalk. Det var almindelig anerkendt til op i 1700-tallet, at vand (eller særlige former for vand) kunne omdannes til mineraler. En anden romersk forfatter, Diodorus Siculus, fortalte således om kvartskrystaller, at de dannedes ud af det reneste vand ved hjælp af solens kraft. Så sent som 1783 kunne Christian Kratzenstein, der var professor i fysik ved Københavns Universitet, beskrive et forsøg, hvorved vand blev omdannet til hårde krystaller.