Читать книгу Viden om vand - Группа авторов - Страница 7

Vand spillede ikke blot en afgørende rolle for kemikere og alkymister, men også i forsøget på at forstå jordoverfladen og dens tilblivelse, hvad vi i dag ville kalde geologi. I middelalderen forlod man sig på den antikke tradition, hvor Aristoteles’ Meteorologica og Plinius’ Historia naturalis hørte til de autoritative skrifter. Vi kan få et indtryk af den senmiddelalderlige opfattelse gennem bogen Lucidarius, der som dansk håndskrift kendes fra omkring 1460, og som blev trykt i 1510. I denne første populærvidenskabelige bog på dansk får vi at vide, at Jorden “flyder i vandet så som en blomme i et æg.” Ikke blot er Jorden omgivet af vand, der går også flere vandhuller gennem den faste Jord, hvorigennem det vand, vi på overfladen kender som floder og kilder, flyder. I et andet afsnit af Lucidarius diskuteres det, hvorfor havene er salte, hvilket forklares som en virkning af solen, der får “den urene ting, der er i Jorden under havet” til at blandes med vandet. Gennem en cirkulationsproces skilles vandet i ferske og salte dele: “Des mere vandet rinder og sies gennem Jorden, fra det kommer fra havet, des renere og sødere er det vand, som vi ser i kilderne.”

Vandet spillede en central rolle i den tidligste videnskabelige geologi, sådan som vi kender den fra Niels Stensen, bedre kendt under sit latinske navn Nicolaus Stenonis eller blot Steno, og andre af 1600-tallets pionerer. De tidligste geologiske teorier var forbundet med geogonier, spekulative teorier om hvordan Jorden var blevet til og havde opnået sin nuværende form. Disse teorier var stærkt prægede af Bibelen, sådan som tilfældet var med englænderen Thomas Burnets The Sacred Theory of the Earth fra 1684 (figur 1.5).

Burnet startede sin mosaisk-geologiske udviklingshistorie med skabelsesberetningen og den globale syndflod, der af alle blev betragtet som et faktum, og som spillede en afgørende rolle i den tidlige geologi. Heller ikke Steno tvivlede om syndfloden som historisk realitet, og i sit geologiske hovedværk De solido fra 1669 fremkom han med forskellige bud på “de måder, hvorpå vandene kan være stegne … [og som] stemmer med naturens love.” Som en blandt flere muligheder foreslog han, at Jorden var et gigantisk hydraulisk system, idet der omkring den centrale ild befandt sig store reservoirer af vand, som på Noas tid strømmede ud over jordoverfladen.

Der var enighed om, at sammen med ilden (i form af vulkaner) var vandet den agent, der havde skabt Jordens overflade, og som stadig omformer den. Det er derfor forståeligt, at den tidlige geologiske videnskab fokuserede på netop disse to agenter. Ifølge den ‘neptunistiske’ lære, der vandt udbredelse i slutningen af 1700-tallet, var vandet den afgørende faktor, mens ‘plutonisterne’ lagde større vægt på vulkansk aktivitet. Omkring 1800 var udviklingen i geologi stærkt præget af striden mellem neptunister og plutonister.

Figur 1.5

Forsiden af Burnets bog fra 1684, hvori Jordens udviklingshistorie fremstilles i form af en kort tegneserie, der skal læses med uret. De to første faser er skabelsen og paradiset, hvorefter syndfloden følger. I fjerde fase er Jorden beboelig igen, men den vil gå under i en katastrofe for at blive genskabt i en paradisisk tilstand. Til slut vil Jorden forsvinde i de himmelske regioner.