Читать книгу Viden om vand - Группа авторов - Страница 6
Alkymiens æra
ОглавлениеMed aristotelismens dominerende position i middelalderen og frem til midten af 1600-tallet blev fire-elementlæren det naturlige udgangspunkt for enhver tænkning over stoffer og deres forvandling, sådan som vi finder den blandt alkymisterne i senmiddelalderen og renæssancen. Blandt de fire elementer var det dog ilden og ikke vandet, der havde alkymisternes særlige interesse. Deres eksperimenter var netop karakteriseret ved en udstrakt brug af ovne og destillationer, som de med stor ekspertise anvendte i ofte meget langvarige opvarmningsprocesser. “Ildens filosoffer” betegnede de sig selv. Den første form for kemisk symbolik optrådte i alkymien, hvor vand blev tilskrevet symbolet ∇. Trekanten, der peger nedad, hentyder til, at vand er et element, der søger mod Jordens indre, mens ilden, der søger opad, blev symboliseret med en modsat pegende trekant, som ∇ (figur 1.2). I alkymistiske opskrifter optræder ‘vand’ hyppigt, men navnet kunne både henvise til almindeligt vand, princippet vand og flydende stoffer af enhver art, hvilket gør det vanskeligt at forstå de alkymistiske skrifter. I 1600-tallet var det almindeligt at skelne mellem fx destilleret vand og regnvand, der symbolsk blev fremstillet som henholdsvis ∇D og ∇P; som det fremgår af figur 1.3, kunne man også møde symboler som ∇F og ∇R, der dog kun havde deres tilstandsform og navn fælles med vand. Mens det første symbol henviser til salpetersyre eller ‘skedevand’ (aqua fortis), er ∇R betegnelsen for kongevand (aqua regia), en blanding af salpetersyre og saltsyre. I figur 1.4 ses nogle af de andre symboler for forskellige typer vand.
Figur 1.3
Allerede i 1600-tallet fandtes der kemiske symbolsystemer, som dette fra 1664. I modsætning til det nutidige system dækkede alkymiens symboler ikke blot stoffer, men også apparater og operationer. I skemaet angives to symboler for vand, henholdsvis den nedadrettede trekant og to bølgelinjer. Bølgesymbolet for vand er det ældste, idet det har sin oprindelse i egyptiske hieroglyffer.
Figur 1.4
Symboler for vand i den franske Encyclopédie fra 1751-72. Bortset fra det almindelige symbol ∇ er der symboler for regnvand, kogende vand og havvand; det sidste symbol betegner spiritus eller ‘livets vand’, aqua vita.
I det store og hele holdt den aristoteliske fire-elementlære sig til starten af 1700-tallet, selvom den flere gange blev udfordret af andre kemiske systemer som den af Paracelsus indførte tria prima-teori. Her var der tre grundelementer eller principper, nemlig salt, svovl og kviksølv, hvor kviksølvet havde mange af de egenskaber, der i fire-elementlæren blev tilskrevet vand. Den belgiske kemiker og alkymist Jan Baptista van Helmont afviste både de fire elementer og den paracelsiske teori om tria prima. I stedet antog han, at der kun findes to egentlige elementer eller urstoffer, nemlig vand og luft. Vand kan omdannes til alle andre former for stof, dog undtagen luft. Det interessante er ikke så meget den centrale rolle, Helmont tildelte vandet (og som kan minde om Thales’ opfattelse), men at han argumenterede for sin opfattelse ved hjælp af eksperimenter. I det mest kendte af disse plantede han et piletræ på fem pund i 200 pund tørret jord, hvorefter han gennem fem år vandede det med regnvand. Han fandt, at træet havde øget sin vægt til ca. 169 pund, mens jorden efter tørring stadig vejede 200 pund. Heraf sluttede Helmont – noget naivt, vil vi nok sige – at de ekstra 164 pund af træet udelukkende var blevet dannet af vand.