Читать книгу VerdenslitterAer kritik og teori - Группа авторов - Страница 10

I denne antologi introduceres både ældre og nyere positioner inden for teorien om verdenslitteratur.

Per Øhrgaard udlægger Goethes dannelse af begrebet i 1827, med baggrund i den historiske situation for litteraturen og kulturen. Georg Brandes forholder sig også til Goethe i sin artikel fra 1899, men er samtidig meget pragmatisk i sin afsøgning af, hvad der kan gælde som verdenslitteratur, blandt andet i forhold til de vilkår, oversættelse giver for små nationers forfattere, og hvilke genrer der har størst mulighed for at begå sig. Han skriver også, at H.C. Andersen ud fra kriteriet om berømmelse er den eneste danske forfatter, hvis værker kan kaldes verdenslitteratur, mens Søren Kierkegaards burde være det.

Jorge Luis Borges argumenterer i sit essay fra 1951 for, at en åbenhed mod verden ikke er uforenelig med ønsket om at skrive litteratur, som udtrykker et lokalt syn på verden. Hele undersøgelsen af, hvordan forbindelse mellem lokalt og universelt kommer til syne i litteraturen, er en af de konstante udfordringer, man må forholde sig til i beskæftigelsen med verdenslitteratur. Erich Auerbach forsøger i sit essay fra 1952 at gøre status over litteraturens situation, og han gør blandt andet opmærksom på, at det engelske sprogs stigende dominans truer med at virkeliggøre utopien om en verdenslitteratur, samtidig med at den ødelægger den, hvormed han meget præcist går ind i verdenslitteraturens sprogproblematik. Verdenslitteratur trives ved forskelle, men har også behov for kontaktzoner, og man risikerer, eksempelvis ved oversættelse til engelsk, at udviske det særegne. Afsluttende slår Auerbach til lyd for, at man må udforske nye måder, hvorpå man kan læse fokuseret i verdenslitteraturen uden at reducere den.

Herpå følger artikler af Franco Moretti, David Damrosch og Pascale Casanova, som er tre af de mest markante skikkelser i den fornyede interesse for verdenslitteratur. Moretti argumenterer i sin artikel fra 2000 for verdenslitteratur som et projekt, der skal kunne forklare mere om litteratur, end nationalfilologierne kan. Hans primære argument er, at genrer og teknikker i litteraturen som regel importeres til en litteratur, og at man må være i stand til at beskrive mødet mellem en fremmed form, et lokalt indhold og en lokal stemme. Samtidig fremfører han også flere opsigtsvækkende argumenter, blandt andet at man er nødt til at forlade nærlæsningen for at kunne se de store bevægelser i verdenslitteraturen, og dermed at man bliver afhængig af andres læsninger af litteraturen, hvis man ønsker at se genrers udvikling og spredning. I samme ånd opstiller han det ideal for litteraturhistorien, at den skal blive til en serie af forbundne eksperimenter, hvormed man løsner op for de hævdvundne konstruktioner og søger efter sammenhænge, der kan underbygges empirisk uden for de vante historiske fortællinger.

David Damrosch har i sit hovedværk What Is World Literature? fra 2003 forsøgt at redefinere begrebet og opstille nogle løsere og komplettære definitioner af verdenslitteratur. Han argumenterer for, at verdenslitteratur er en afbøjning af de nationale og lokale litteraturer, og markerer dermed, at der ikke er tale om, at verdenslitteraturen lever i sit eget rum. Han fremhæver også betydningen af oversættelse ved at definere verdenslitteratur som litteratur, der vinder ved oversættelse, hvormed han både fastslår oversættelsens nødvendighed og betydningen af, at værker ikke kan være verdenslitteratur uden at have sat sig spor i andre kulturer. Det er samtidig vigtigt, at der med denne definition gøres et forsøg på at mediere mellem præferencen for det originale værk og dets oversættelse. Selvom Damroschs position langt hen ad vejen er ganske idealistisk i sin bestræbelse på at introducere nye værker til verdenslitteraturen, så er han også realistisk nok til at vide, at man må leve med oversættelser i mange tilfælde. Endelig definerer han verdenslitteratur som en tilgang til litteraturen snarere end som en verdenskanon. Det er en meget væsentlig definition, som går ud over ideen om verdenslitteratur som et hierarki af kanoniserede tekster, og som åbner for, at man skal blande kendt og ukendt. Men at tingene ikke helt fungerer sådan i virkeligheden, er emnet for hans bidrag i denne antologi. Han peger på, at selvom ideen om kanon er blevet kritiseret, og man ikke kan tage den seriøst som en privilegeret orden, så baserer litteraturkritikken og -historien sig mere og mere på en hyperkanon, hvor vinderne så at sige tager det hele. Det er meget i modstrid med den diversitet, som Damrosch anbefaler, og som han giver nogle bud på, hvordan man kan opretholde.

Pascale Casanova fokuserer i modsætning til Damrosch og Moretti på, at der findes et internationalt litterært rum, hvor der umærkeligt opstår en standard for, hvad stor litteratur er. Hendes indsats i hovedværket La Republique Mondiale des Lettrés fra 1999 har især været at beskrive, hvordan forfattere fra mindre litteraturer har kunnet påvirke de større. Nøgleeksempler her er blandt andre Samuel Beckett, Franz Kafka og Vladimir Nabokov. Hun er kritisk over for den engelsk-amerikanske indflydelse og dominans i dette rum, hvor Paris før var et centrum, der gav mulighed for større diversitet. Derfor ser hun det som positivt, at Nobelprisen har så relativ stor prestige, da den uddeles i forhold til andre kriterier end dem, som styrer bogmarkederne i London og New York.

Andreas Huyssen tager i sit bidrag fat på modernismen og dens stærke kanonisering af vestlig litteratur. Han slår til lyd for, at man inddrager modernistiske bestræbelser uden for Europa og USA i beskrivelsen af perioden, og giver en række bud på, hvordan man konkret kunne gå til værks. Først og fremmest handler det om at nedbryde skellet mellem høj og lav kultur uden at give køb på en æstetisk interesse i litteraturen og kunsten. Med andre ord, så er en tematisk vigtig litteratur ikke nok, den må også være æstetisk interessant, men en sådan litteratur kan så til gengæld også være skrevet i genrer, der ikke fremstår som høj kunst.

Ottmar Ette gør i sit bidrag, der er et forord fra bogen ZwischenWelten-Schreiben fra 2005, rede for de mange begrebslige forviklinger, der ligger gemt i felt af det multikulturelle, transnationale og internationale, og hvad der gives af afledte begrebskombinationer. Fra sit udgangspunkt i romanske sprog argumenterer han kraftigt for en litteraturvidenskab, der har et begreb om bevægelse og om det transnationale.

Endelig skriver Henning Goldbæk om den tyrkiske nobelpristager Orhan Pamuk og hans ståsted i Istanbuls smeltedigel af øst og vest – med referencer tilbage til Goethe og den situation, han stod i mellem det attende århundredes oplysningstid og nationalismen i det nittende århundrede. I forhold til det transnationale enogtyvende århundrede er der mange paralleller, men også mange forskelle, som især peger frem mod en litteratur, der ligger nærmere den internationalisering, Goethe håbede på.