Читать книгу VerdenslitterAer kritik og teori - Группа авторов - Страница 8

De mange positivt ladede ord som ideen om verdenslitteratur fører med sig – åbenhed, udveksling, høj kvalitet – giver også grund til at være opmærksom på de forhindringer, som jo netop var medvirkende til, at Goethes vision ikke blev realiseret. Der kan især udpeges fire udfordringer for verdenslitteratur: sproglige barrierer, kulturelle barrierer, den lukkede vestlige kanon og nationalstaternes prioritering af deres egen litteratur.

Uden oversættelser ville verdenslitteraturen være en umulighed. Få mestrer mere end en håndfuld sprog, og ingen favner så vidt, at de kan læse alle betydende forfattere på originalsproget. Så man har valget mellem at afskære sig fra store dele af verdens litteratur eller at benytte sig af oversættelser. Nogle vil hævde, at selve det litterære går tabt i en oversættelse, og selvom det er et noget puristisk synspunkt, så kan man aldrig ryste den tanke af sig, at den egenart, som eksempelvis et japansk haiku har, ikke kan gengives på et indoeuropæisk sprog.

På det akademiske plan er der en konflikt mellem specialister og generalister, hvor de førstnævnte vil hævde nødvendigheden af at læse på originalsproget, mens de sidstnævnte vil hævde nødvendigheden af at sammenligne forskelligartede værker i verdenslitteraturen, og at læsning i oversættelse er uundgåeligt. Men snarere end en konflikt mellem to uforenelige synspunkter har der været problemer med at finde et sted, hvor de to typer læsere har kunnet mødes. Udviklingen af synsvinkler, metoder og mål for verdenslitteraturen fra 1990’erne og frem kan ses som et forsøg på at skabe flere muligheder for synergi mellem en specialiseret og en mere almen tilgang til vanskeligt tilgængelige litteraturer. På nogle punkter har sådanne kompromiser længe været accepteret: Dostojevskijs forfatterskab har aldrig været truet som en del af verdenslitteraturen, på trods af at meget få kan læse det på originalsproget, og en lignende udvikling må forudses i forhold til andre sprogområder.

De sproglige barrierer handler dog ikke kun om, hvad der går tabt i oversættelse, men omfatter også konkret, hvad der overhovedet bliver oversat. Allerede Brandes var inde på, at store litteraturer har lettere ved at blive oversat til mindre sprog, og man kunne tilføje, at kommercielt rentable genrer som romanen har lettere ved at blive oversat end eksempelvis lyrik. Det er i dag uden tvivl langt vanskeligere for lyrik at blive anerkendt som verdenslitteratur, end det er for romaner, i kraft af de betingelser markedet sætter. Lyrikoversættelser kræver i reglen støtte, og selv da vil de have et begrænset publikum. Dertil kommer, at mens engelsk er ved at blive det universelle verdenssprog, er det også fra den engelsksprogede litteratur, der oversættes mest i disse år, selvom man kan hævde, at det netop er meget mindre nødvendigt at oversætte fra engelsk end fra alle mulige andre sprog. Oversættelse er med til at forme verdenslitteraturen på godt og ondt, og den udgør et stærkt faktum, som man ikke kan komme uden om, men som til gengæld også kan anvendes i studiet af verdenslitteraturens geografi.

I forhold til litteraturen er det indlysende at se den sproglige kompetence som den mest afgørende, men i læsningen af litteratur er kulturelle kompetencer i høj grad også væsentlige for, hvad man får ud af værkerne. Manglende kendskab til en genre kan blokere for forståelsen, ligesom referencer til de forhold, litteraturen handler om, kan kaste læseren ud i et utilfredsstillende gætteri om, hvad der menes, og hvad der har betydning. Nogle værker bærer nærmest deres egen verden med sig, så man føler sig oplyst om den historiske kontekst, mens andre skaber en usikkerhed, som kan blokere for en større udbredelse af værket i andre kulturer. Behovet for på et eller andet plan at kunne identificere sig med fiktionens karakterer skal ikke undervurderes som en betydende faktor. Således er værkernes forhold til læsernes kulturelle kompetencer med til at forme litteraturens internationale kanon, akkurat på samme måde som det er tilfældet med deres sproglige kompetencer.

Det kan også ses som en fordel, i og med at den litteratur, der udveksles hen over kulturelle grænser, beskæftiger sig med emner af en mere generel karakter og formår at udfolde dem med midler, som gør litteraturen selv mere end blot lokal, men stadig rodfæstet. En rodfæstet kosmopolitanisme er et ideal, som Kwame Anthony Appiah har formuleret: Det er en vej mellem det lokale eller det nationale og den hæmningsløse kosmopolitanisme, hvor det lokale nedskrives i værdi. Nedskrivningen har den følge, at værkerne fejler ved ikke at have en lokal forankring, sådan som enhver livsverden har det. Erfaringsmæssigt viser det sig, at der må være et eller andet ved værkerne, som giver andre en mulighed for at engagere sig i dem, hvis de skal blive en del af verdenslitteraturen. Kanoniserede ikke-vestlige forfattere, der er blevet oversat til vestlige sprog, har således ofte en stor berøringsflade i forhold til vestlig litteratur. Ligesom de danske forfattere, der i første række kan siges at være verdenslitterære – H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karen Blixen – alle behandler emner af en universel interesse med referencer, som rækker langt ud over deres lokale miljø.

Verdenslitteratur vil altid være verdenslitteratur set fra en bestemt vinkel. Den vestlige tradition, hvor begrebet opstod, er stadig en meget vestlig affære. Man kan eksempelvis hævde, at det mest kanoniserede japanske i verdenslitteraturen ikke er et værk, men en genre, haikuet. Det er næppe heller noget tilfælde, at nogle af nutidens mest betydende kinesiske forfattere er eksilforfattere, som skriver mellem kulturer, og som derfor ikke er så fremmede endda. Og hvis man skal pege på en uomgængelig ikke-europæisk forfatter i den internationale litteraturkanon fra første halvdel af det tyvende århundrede, er argentineren Jorge Luis Borges det bedste bud. Han kan til gengæld ikke siges at være specielt fremmed over for europæisk kultur i kraft af sit spanske sprog, sine ophold i Europa og sin fascination af engelsk kultur. Men Borges fastholdt samtidig på en meget sofistikeret vis betydningen af sin argentinske identitet, som det fremgår af hans bidrag til denne antologi.

Forandringer af kanoner sker i lange, seje træk, og der er ikke udsigt til, at den vestlige kanon vil åbne sig dramatisk. Omvendt er det bemærkelsesværdigt, hvordan den engelsksprogede litteratur i disse år mere og mere bliver præget af forfattere fra alle egne af verden – postkoloniale forfattere såvel som migranter – der forandrer litteraturen indefra. En løsning på problemet med den lukkede kanon er at anvende nye greb i pædagogiske sammenhænge, eksempelvis at blande kanoniseret litteratur med ikke-kanoniseret på basis af tematiske fællesskaber. Det fremgår blandt andet af David Damroschs antologi The Longman Anthology of World Literature, at den vestlige kanon kan blive beriget, hvis den sættes i spil med værker uden for sig selv, om det så angår universelle emner som krig eller kunstneriske avantgardestrategier. Her kan sammenstillingen af kendt og ukendt være en måde at åbne for og give mening til den mindre kendte litteratur, og på længere sigt måske udvide den vestlige kanon lidt mere.

Endelig skal man ikke undervurdere, at nationallitteraturerne understøttes af nationale institutioner gennem undervisning, udgivelsesprojekter og i den almene kritik. Det er på mange måder meget fornuftigt – hvis ikke der skulle studeres og skrives om dansk litteratur i Danmark, hvor så? – men det afgørende er, hvilken balance eller ubalance eksempelvis en officiel dansk kanon for folkeskole og gymnasier er med til at skabe. Balancen mellem det nationale og det internationale, som flere af bidragene i denne antologi også tematiserer, kan blive forskubbet på en måde, så det ødelægger muligheden for at navigere i en globaliseret verden.

Studiet af verdenslitteratur er altså ikke et paradigme, som åbner for et litterært Utopia, men vil til stadighed befinde sig et sted mellem idealisme og realisme. Det forhindrer, at global succes sættes lig med verdenslitteratur, mens man heller ikke ser bort fra, at det betyder noget, hvad den enkelte læser kaster sig over, hvad enten det er Shakespeares Macbeth eller J.K. Rowlings Harry Potter.