Читать книгу VerdenslitterAer kritik og teori - Группа авторов - Страница 7

Der er to store paradigmer, som har præget studiet af litteratur på tværs af nationale grænser. Det ene tegnes af det ældre og dominerende forskningsfelt sammenlignende eller komparativ litteratur, som egentlig ikke er komparativt i bogstavelig forstand, men er defineret ved ikke at have en nationalfilologi som basis. Og det andet har sin rod i den nyere retning postkolonialisme, som siden slutningen af 1970’erne er gået fra at være en modreaktion på den vestlige dominans i komparative litteraturstudier til at blive et institutionaliseret paradigme. Postkolonialismen er som retning meget sammensat, og den har bidraget til udvikling af både kultur- og litteraturteori, men den definerer sig især ved ikke at have vestlig litteratur som centrum. Interessen for verdenslitteratur kan til dels forstås i forhold til nogle problemer eller svagheder ved disse to paradigmer.

Først og fremmest er det et problem for komparativ litteraturforskning, at den i sin selvopfattelse har al verdens litteratur som sit område, men at det i de fleste tilfælde er langt mere af navn end af gavn, fordi vestlig litteratur er i centrum. Kun ideelt og ikke reelt er svært tilgængelige litteraturer i fokus, og det har skabt grobund for nøjere undersøgelse af verdenslitteratur. På den måde står verdenslitteratur ikke i modsætning til komparative litteraturstudier, men er snarere en tilbagevenden til sidstnævntes oprindelige projekt.

Den nye interesse for verdenslitteratur er også en reaktion på de komparative litteraturstudiers store fokus på teori i 1980’erne og 1990’erne, hvor teksterne selv i mange tilfælde blev anset for at være mindre vigtige end de teorier, som skulle beskrive dem. Nogle forudså og ønskede en situation, hvor teori selv, Theory med et meget stort T, blev en selvstændig disciplin, så filosofi, litteratur og kritik kunne gå op i en højere enhed. Denne bestræbelse kunne, måske ret indlysende, ikke opretholde sit momentum. Det er i den sammenhæng symptomatisk, at Erich Auerbach er en af de litteraturforskere, som er kommet til at stå mere centralt i de senere år, idet hans litteraturhistoriske tilgang er forpligtet både på teksternes funktionsmåde som tekster og på et kosmopolitisk syn på litteraturen.

Postkolonialismens fremkomst var blandt andet en reaktion på den komparative litteraturforsknings manglende interesse for de litteraturer, der udviklede sig eller opstod med kolonitidens afvikling. På samme måde kan man hævde, at interessen for verdenslitteratur er et forsøg på at forbinde den litteratur, som postkolonialismen bygger på, med den litteratur, som den komparative litteratur arbejder med. At forene øst og vest, eller ”The West and the Rest”, om man vil. For selvom postkolonialismen i høj grad er et paradigme, som dyrkes i vestlige sammenhænge, så har den været præget af berøringsangst over for at indgå i en mere naturlig og mindre antagonistisk sammenhæng med vestlig litteratur. Der er dog tegn på, at det er ved at ændre sig, og det ses konkret ved, at flere og flere engelskinstitutter opgiver opdelingen i britisk, amerikansk og postkolonial litteratur, for slet og ret at undervise i engelsk litteratur, hvorved man reelt opererer med en verdenslitteratur på engelsk.

Men nogle mener, og med en vis ret, at interessen for verdenslitteratur kan medføre, at kun den kosmopolitisk orienterede del af den postkoloniale litteratur bliver indlemmet i litteraturforskningen. Hvorimod den politisk og lokalt engagerede litteratur, som ser sig selv som del af opbygningen af en ny nations litteratur og historie, ikke har fået større opmærksomhed, men tværtimod bliver sat i skyggen af den kosmopolitiske litteratur. Sat på spidsen, så mener man ikke, at Indien skal repræsenteres af Salman Rushdie i verdenslitteraturen, men af forfattere, som er mere rodfæstet i indiske sprog, og som har et større lokalt engagement i Indien.

Men det er svært at komme uden om, at Rushdie er opvokset i Indien, og at han skriver om indiske forhold på et af de mange sprog, som tales i landet. Postkolonialismen er derfor i nogen grad splittet mellem på den ene side en søgen efter autenticitet – ikke naivt i forhold til en førkolonial tilstand, men dog noget som markerer en egensindighed med dybe rødder – og så på den anden side nogle ganske sofistikerede beskrivelser af den moderne verdens komplekse identitetsdannelse, som den globaliserede vestlige læser også oplever.

Verdenslitteratur kan således ses som et forsøg på at syntetisere to fremtrædende paradigmer i bestemte former for litteraturstudier, samtidig med at der, som beskrevet her, er tale om en kritik af specifikke punkter i deres tilgange til litteraturen.