Читать книгу VerdenslitterAer kritik og teori - Группа авторов - Страница 13

Når udviklingen lige så lidt som tordenvejret kan standses, må det dreje sig om både at søge ly og at erobre den indflydelse, man kan. I Goethes forestilling om verdenslitteratur ligger altså ideen om, at nationerne vil tage mere og dybere notits af hinanden end før – bl.a. på grund af Napoleonskrigene. Nu er der mulighed for at lære det fremmede bedre at kende, og Goethe har via sin egen berømmelse i Europa erfaret, at den slags kan ske. For ham var det ikke nyt. Han havde været internationalt orienteret, siden han i sin ungdom kom i berøring med Shakespeare og Ossiandigtene for ikke at tale om hele den klassiske arv. Han var en stor tilhænger af oversættelser og foretog adskillige selv med Benvenuto Cellinis memoirer og Diderots roman Le neveu de Rameau som de kendteste. Samtidig var han liberal i sit syn på resultatet – ikke at han var ligeglad med en oversættelses kvalitet, men han accepterede, at et fremmed værk måtte antage en anden karakter, når det blev oversat; for så trådte det ind i en anden tradition. Formålet var jo at tilføre den kultur, man oversatte til, noget nyt; men betingelsen for, at det nye kunne indoptages, var, at det blev gjort kompatibelt med noget kendt. Derfor havde Goethe altid ment, at ufuldkomne oversættelser – f.eks. Shakespeare på prosa i stedet for blankvers – var bedre end slet ingen, og derfor kunne han også leve med, at hans egne værker kom til at se anderledes ud på andre sprog.

Til Eckermann sagde Goethe således den 15. juli 1827: ”Det er imidlertid meget artigt, at vi nu, med det tætte samkvem mellem franskmænd, englændere og tyskere, bliver sat i stand til at korrigere hinanden. Det er den store nytte, som en verdenslitteratur fører med sig, og som vil vise sig stadig tydeligere. Carlyle har skrevet Schillers liv og hele vejen vurderet ham på en måde, som næppe nogen tysker vil vurdere ham. Til gengæld er vi på det rene med Shakespeare og Byron og er måske bedre i stand til at sætte pris på deres fortjenester end englænderne selv.” Og i et brev til Carlyle skrev han den 1. januar 1828 om en engelsk oversættelse af sit eget skuespil Torquato Tasso: ”Men nu ville jeg gerne have Dem til at fortælle mig, hvorvidt denne Tasso kan anses for engelsk. Jeg vil være Dem særdeles forbunden, hvis De oplyser og belærer mig herom; for det er jo netop disse relationer mellem originalen og oversættelsen, som allermest tydeligt udsiger forholdene mellem den ene nation og den anden, og som man til fremme af den fremherskende almene verdenslitteratur ganske særlig skal kende og vurdere.”

I sin ungdom havde Goethe endnu kendt en mere fortrolig meddelelsesform. Flere af hans nu berømte ungdomsdigte blev ikke kendt med det samme. De blev enten slet ikke trykt, eller også blev de det i små tidsskrifter eller først senere. Prometheus-digtet fra 1773 tryktes således først i 1785 og uden Goethes vidende. De lyriske produkter cirkulerede i intime kredse, ofte som del af tidens brevkultur.

Men tiderne skiftede. Litteraturen blev mere og mere markedsorienteret, publikum blev et andet. I digtet Zueignung, som er skrevet i 1797, og som Goethe i 1808 satte foran Første Del af Faust, berettes der bl.a. om tabet af de venner, som var i nærheden, da Faust først konciperedes omkring 1770:

Sie hören nicht die folgenden Gesänge,

Die Seelen, denen ich die ersten sang;

Zerstoben ist das freundliche Gedränge,

Verklungen ach! der erste Widerklang.

Mein Lied ertönt der unbekannten Menge,

Ihr Beifall selbst macht meinem Herzen bang,

Und was sich sonst an meinem Lied erfreuet,

Wenn es noch lebt, irrt in der Welt zerstreuet.

Det er den isolerede digter, der taler her. Han giver sin sang til bedste for et anonymt publikum, og han har svært ved at høre ekkoet, hvis der er et. Det er tankevækkende, at digtet er fra samme år, hvor Goethe i august på en rejse skrev fire breve til Schiller fra Frankfurt am Main: ”Det har gjort et ganske ejendommeligt indtryk på mig,” hedder det den 9. august 1797, ”hvordan det i grunden er fat med publikum i en stor by. Det lever i en konstant tummel af erhvervelse og forbrug, og det, vi kalder stemning, kan hverken frembringes eller meddeles […] Jeg tror endog at have bemærket en slags skyhed over for poetiske frembringelser, eller i det mindste for så vidt de er poetiske, og den forekommer mig af de nævnte årsager helt naturlig.” Her tales allerede om en moderne nytteorienteret verden uden sans for kunst. Goethes brev til Schiller handler om fremmedgørelse – præcis som Schillers få år ældre afhandling om ”menneskets æstetiske opdragelse”.

Oplevelsen af isolation er hyppig hos Goethe i resten af hans liv; men han oplever også den tilfredsstillelse at se sine værker virke, blive indoptaget i andre litteraturer, han får svar, og ikke kun svar, som gør ham ”beklemt” (som i digtet). Det er ikke en vennekreds som i ungdommen, men til gengæld en stor kreds af bekendte, korrespondenter osv., som Goethe står i udveksling med. Hvis den tidlige intimitet endnu var national, så er Goethe i alderdommen på vej til verdenslitteraturen, og derfor er det ham, der præger dette begreb.

Men det dækker ikke kun en udveksling mellem nationerne af deres ypperste produkter. Det kan være meget godt – men hvad er de ypperste produkter? Hvad fortjener navn af verdenslitteratur? Kan det afgøres statistisk ved at se på, hvad der udbredes til alle lande? I så fald kunne Goethes samtidige, romanforfatteren August Lafontaine (1758-1831), snarere gøre krav på ærestitlen: hans bøger læstes i hele Europa, også af dem, der læste Goethe – men måske hellere læste Lafontaine. Nej, verdenslitteraturen er den, der befrugter det fremmede og modtager befrugtning fra det.

Og hvornår sket det? Det sker, når litteraturen er på højde med sin samtid. Goethe sagde om lord Byron, som han beundrede: ”Han er hverken antik eller romantisk, men som selve dagen i dag.” Dermed ville han ikke kun sige, at Byron var et naturtalent, som satte sig ud over de især i Tyskland hedt debatterede stilretninger, men også, at Byron skrev det, som skulle skrives her og nu. Som Hegel sagde, at ægte filosofi var sin tid ”in Begriffe gefaßt”, bragt på begreb, således siger Goethe, at verdenslitteraturen er den litteratur, som kan bringe sin tid på kunstnerisk form.