Читать книгу VerdenslitterAer kritik og teori - Группа авторов - Страница 9

Verdenslitteraturen er også aktuel, fordi ideen om, at alle tekster tilhører en nations litteratur, er under pres. Ingen bestrider, at al litteratur har udgangspunkt i lokale forhold, men det transnationale er på flere måder et faktum, som rokker ved den naturlige opdeling mellem de nationale litteraturer. Det gælder lige fra forfatterne til bogmarkedet.

En forfattertype, der har fået stigende opmærksomhed, er migrantforfatteren – en figur allerede Georg Brandes var meget opmærksom på – som netop udmærker sig ved ikke ubetinget at tilhøre den ene eller den anden nationallitteratur. Er nobelpristageren Gao Xingjian en kinesisk forfatter? Han er ikke kinesisk statsborger, hans bøger udkommer ikke i Kina, og han tematiserer sine reservationer over for at blive beskrevet som kinesisk. Men han skriver på kinesisk om kinesiske forhold. Eller hvad med Milan Kundera, der gik fra at skrive på tjekkisk til at skrive på fransk? Hvor hører han til? Sådanne tilfælde sætter en kile ind mellem nationernes opdeling af verdenslitteraturen og tvinger os til at nytænke tilhørsforhold på en måde, som også får konsekvenser for forfattere, der ellers synes lette at beskrive.

Sprog og nation hænger få steder så tæt sammen, som det er tilfældet i de skandinaviske lande, men det er mere komplekst mange andre steder, ikke mindst i forhold til den engelske og den franske litteratur. Der findes også forfattere, som selv er med til at udviske ideen om, hvilken litteratur de tilhører, når deres bøger oversættes til en række andre sprog, før de udkommer på originalsproget. Naturligvis er bøgerne stadig skrevet på et modersmål, men der ligger en vigtig gestus i, at værkerne udkommer simultant på flere sprog.

Det transnationale kan endelig også ses i forhold til hele litteraturer. Et eksempel er holocaust-litteraturen, som fra starten var transnational, og hvis primære eksponenter synes knyttet langt mere til denne litteratur end til den nationale litteratur, som de er opvokset med. Primo Levi er naturligvis en italiensk forfatter, men i internationale sammenhænge tilhører han nærmere den litteratur, som udsprang af holocaust.

Den transnationale virkelighed i litteraturen er således et afgørende argument for at tage verdenslitteratur seriøst som en udfordring til læsemåder og til historisering.