Читать книгу VerdenslitterAer kritik og teori - Группа авторов - Страница 18

Nonnulla [enim] pars inventionis est nosse quid quaeras¹

Augustin, Quaestionum in Heptateuchum, Prooemium

Det er på tide at spørge sig selv, hvilken betydning ordet verdenslitteratur endnu kan have – når det, som hos Goethe, sættes i relation til samtiden, og hvad fremtiden kan forventes at ville bringe. Denne vor klode, som er verdenslitteraturens verden, bliver mindre og mindre, og den er ved at miste sin mangfoldighed. Verdenslitteratur knytter imidlertid ikke an til det fællesmenneskelige på nogen simpel måde, men derimod i form af mangfoldighedens gensidige berigelse. Menneskehedens opsplitning i et væld af enkeltkulturer er verdenslitteraturens felix culpa.² Og hvad er det så, der foregår i dag? Hvad er det, vi har i vente? Af et utal af forskellige årsager, som vi kun kender alt for godt, udvikler menneskenes liv sig over hele kloden i retning af større og større enhed. Den overlapningsproces, der oprindelig udgik fra Europa, spreder sig mere og mere og undergraver alle særtraditioner. Overalt gør nationalviljen sig ganske vist stærkere og mere højrøstet gældende end nogensinde før, men alle steder tenderer den mod de samme moderne livsformer, og for den upartiske iagttager er det tydeligt, at det indre grundlag for det nationale liv er under opløsning overalt. Endnu er det de europæiske kulturer, herunder de af europæere grundlagte kulturer, som er fortrolige med hinanden efter lang tids frugtbart samkvem og tillige kan støtte sig til bevidstheden om deres egen betydning og modernitet, der har lettest ved at fastholde deres selvstændighed over for hinanden, om end udligningsprocessen også her skrider frem med langt større hast end tidligere. Alle andre kulturer bliver imidlertid underlagt standardiseringen, det være sig af europæisk-amerikansk eller af russisk-bolsjevistisk tilsnit; og hvor forskellige disse tilsnit end måtte være, forekommer forskellen mellem dem at være forholdsvis begrænset, når man sammenligner dem, i deres aktuelle udformninger, med de for tiden fremherskende grundmønstre i for eksempel den islamiske, den indiske eller den kinesiske tradition. Hvis det skulle lykkes menneskeheden at klare sig gennem de rystelser, som en så voldsom, så hastigt frembrusende og indadtil så dårlig forberedt koncentrationsproces fører med sig, må man indstille sig på, at kun én litterær kultur vil overleve i en enhedsligt organiseret verden, og at der i løbet af forholdsvis kort tid ligefrem kun vil være ganske få litterære sprog tilbage, snart måske kun ét. Og dermed vil forestillingen om en verdenslitteratur på én gang være realiseret og ødelagt.

I sit tvangsprægede forløb og i sin betingethed af massebevægelser kunne denne situation, hvis jeg anskuer den ret, ikke ligge Goethes tanker om verdenslitteraturen fjernere. Goethe selv yndede ikke at tænke i sådanne baner; undertiden gjorde han sig tanker, der trak en smule i den retning, men kun en smule, da han jo ikke kunne vide, hvor hurtigt og hvor forbløffende radikalt det, der for ham ville være mere nedslående end noget andet, skulle nærme sig sin realisering. Hvor var den dog kortlivet, epoken han tilhørte! Kun de ældste blandt os nåede at opleve dens afslutning! Der er gået rundt regnet fem århundreder, siden de europæiske nationallitteraturer vandt forrang for den latinske og tilkæmpede sig deres selvbevidsthed, og knap to århundreder siden frembruddet af den sans for det historisk-perspektiviske, der muliggjorde dannelsen af et begreb som verdenslitteratur. Goethe selv, som døde for 120 år siden, bidrog på afgørende vis, både i kraft af sit eget virke og ved at anspore andre, til dannelsen af denne sans for det historisk-perspektiviske og til det filologiske forskningsarbejde, der udsprang deraf. Og allerede i dag er vi vidner til fremkomsten af en verden, hvori denne sans ikke længere kan forventes at have nogen nævneværdig praktisk betydning.

Den goetheske humanisme var kortlivet, men den nåede at udvirke og påbegynde mangt og meget, som endnu videreføres den dag i dag og ligefrem har forgrenet sig og vundet stadig større udbredelse. Sammenlignet med det stærkt begrænsede kendskab, man havde til verdenslitteraturen, da Goethe blev født, havde han mod slutningen af sit liv adgang til en stor del af verdens litteraturer, fortidige såvel som samtidige – men sammenlignet med, hvad vi råder over i dag, var det ikke meget. Når vi råder over så meget i dag, skyldes det imidlertid netop den impuls, der er udgået fra den historiske humanisme i Goethes tidsalder – og i den forbindelse drejer det sig ikke kun om opsporingen af materialet og udviklingen af metoder til udforskning af det, men også om den egentlige gennemarbejdning af dette materiale og udnyttelsen af det som led i udarbejdelsen af en menneskehedens indre historie, som led i tilegnelsen af en netop i sin mangfoldighed enhedslig forestilling om mennesket. Med Vico og Herder blev dette filologiens egentlige sigte, og det var i kraft af dette sigte, at filologien blev toneangivende. Den banede vejen for de andre discipliners historiske udvikling, religionshistorien, retshistorien og den politiske historie, og den indflettede sig på kryds og tværs i disse i kraft af fælles ordensbegreber og målsætninger. Det vil ikke være nødvendigt at erindre om de resultater, forskningsmæssigt såvel som syntesemæssigt, der blev skabt i den forbindelse.

Giver det stadig mening at videreføre dette arbejde under helt andre omstændigheder og med helt andre fremtidsudsigter? Det blotte faktum, at det vitterlig bliver videreført, ja sågar stadig udvides, siger ikke så meget. Hvis noget først er blevet vane og institution, vil det kunne fortsætte meget længe; især hvis selv de, der opfanger en gennemgribende forandring af livsomstændighederne og erkender den fulde betydning heraf, alligevel ikke er parat og ofte end ikke i stand til at tage konsekvensen af deres erkendelse i praksis. Men på baggrund af den lidenskabelige tiltrækning, som filologiskåndshistorisk virksomhed fortsat udøver på et ganske vist begrænset antal unge mennesker, der til gengæld udmærker sig ved deres begavelse og originalitet, vil man dog godt kunne nære forhåbning om, at disse unge mennesker ikke har ladet sig føre bag lyset af deres eget instinkt, men at denne virksomhed virkelig giver mening og har en fremtid selv den dag i dag.

Den videnskabelige udforskning af verdensvirkeligheden udfylder og behersker vore liv. Den er, om man vil, vor tids mythos – vi råder ikke over noget andet af tilsvarende almengyldighed. Inden for verdensvirkeligheden er det historien, der rammer os mest umiddelbart, der griber os dybest og mest indtrængende ansporer os til selvbevidsthed. Kun i form af historien nemlig fremstår menneskeheden for os i sin helhed. I den sammenhæng skal historien ikke blot forstås som det forgangne, men som begivenhedernes fremadskriden overhovedet, altså som noget, der også inddrager den givne samtid. Som historisk disciplin beskæftiger filologien sig med det seneste årtusindes indre historie, hvor menneskeheden opnåede at kunne udtrykke sig selv. Denne indre historie rummer de dokumenter, der knytter sig til menneskets drabelige og eventyrlige fremstød mod en bevidsthed om sin egen stilling og mod en aktualisering af de muligheder, der er blevet det til del. Det er et fremstød med et endemål, som længe (også blot i den ganske fragmentariske form, hvori det fremtoner i dag) fortabte sig i det uvisse, men det er også et fremstød, som i sit forløbs snoede slyng forekommer at have fulgt en nøje plan. I denne historie ligger hele det væld af spændinger, som vort væsen kan opvise; i denne historie udspiller sig et skuespil, som i sin fylde og dybde sætter alle kræfter i bevægelse hos beskueren og ydermere i kraft af den berigelse, det bibringer, giver denne beskuer mulighed for at finde fred i det givne. At miste blikket for dette skuespil – som må forestilles og fortolkes for overhovedet at komme til syne – ville være en forarmelse, som intet ville kunne råde bod på. Ganske vist vil det kun være de, som endnu ikke helt har været udsat for et sådant tab, der registrerer det, men den betragtning må ikke afholde os fra at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at undgå et sådant tab. Hvis de fremtidsudsigter, hvormed jeg indledte disse betragtninger, har blot en vis berettigelse, udgør det en dybt presserende opgave at indsamle materialet og bringe det til enhedslig virkning. Netop vi er, i hvert fald i princippet, endnu i stand til at løfte den opgave: ikke alene, fordi vi råder over så omfattende et materiale, men frem for alt fordi vi har arvet den fornødne sans for det historisk-perspektiviske. Sidstnævnte er vi endnu i besiddelse af, eftersom vi stadig lever midt i den erfaring af historisk mangfoldighed, uden hvilken denne sans, frygter jeg, hurtigt kunne miste sin levende og konkrete karakter. Det forekommer mig altså, at vi lever i en kairos for den forstående historieskrivning – hvor mange kommende generationer der endnu vil tilhøre denne kairos er tvivlsomt. Allerede nu er vi truet af den forarmelse, der er forbundet med en historieløs dannelse. Denne forarmelse er ikke blot indtrådt, den gør allerede i dag krav på magten. Alt, hvad vi er, er vi blevet gennem vores historie, og kun i historien vil vi fortsat kunne være og udfolde det, vi er. At vise, at det forholder sig sådan, så det trænger ind og ikke bliver glemt igen, det er verdensfilologiens opgave i vor tid. Mod slutningen af kapitlet ”Tilnærmelsen” i romanen Der Nachsommer lader Adalbert Stifter en af sine personer sige følgende: ”Det ville være det højeste ønske værdigt, hvis der efter det menneskeliges endeligt fremtrådte en ånd, der kunne overskue og sammenfatte hele menneskehedens kunst lige fra dens opståen og frem til dens forsvinden.” Her tænker Stifter imidlertid kun på billedkunsten. Og jeg mener da også, at det endnu er for tidligt at tale om det menneskeliges endeligt. Men vi forekommer unægtelig at være nået frem til et afslutnings- og vendepunkt, der samtidig frembyder et større overblik end nogensinde før.

Forestillingen om verdenslitteraturen og dens filologi forekommer i dag at være mindre aktiv, mindre praktisk og mindre politisk end tidligere. Åndelig udveksling, sædernes forædling og mellemfolkelig forsoning er ikke længere på tale. Dels har disse mål ikke ladet sig realisere, dels er de blevet overhalet af udviklingen. Fremragende enkeltpersoner tillige med små grupper af personer af højere dannelse har ganske vist kunnet drage nytte af den udveksling af kulturgoder, der er blevet organiseret i disse måls tegn – en udveksling, som den dag i dag finder sted i stor målestok og vil vedblive at gøre det. Denne form for ’tilnærmelse’ har imidlertid kun haft ringe indflydelse på moralsk forædling og kulturel forsoning i det hele taget – udsat for interessemodsætningernes propagandastorm forstøver tilnærmelsens resultater øjeblikkeligt. Udvekslingen er kun virksom, hvor den politiske udvikling i forvejen har medført tilnærmelse og gruppedannelse: Her vil udvekslingen fungere internt i gruppen, hvor den vil have en fremskyndende indvirkning på gensidig tilpasning og forståelse og således være befordrende for den fælles målsætning. I øvrigt er kulturernes gensidige tilpasning som nævnt allerede mere fremskreden, end hvad en humanist efter goethesk tilsnit ville have brudt sig om, om end der ikke er nogen grund til at tro, at de modsætninger, der alligevel gør sig gældende, vil finde en løsning gennem andet end en prøve på magt. Den her forfægtede forestilling om verdenslitteraturen som en broget baggrund for en fælles skæbne gør sig ikke længere forhåbninger om at kunne udvirke noget, som alligevel er sket af sig selv, om end ikke på den måde, man havde håbet; den opfatter derimod den aktuelle standardisering af verdenskulturen som noget uundgåeligt. Forestillingen om en verdenslitteratur ønsker at skærpe og fastholde bevidstheden om folkeslagenes skæbnesvangre sammenvoksning i slutfasen af en frugtbar mangfoldighed, således at denne sammenvoksning får karakter af en myte, der kan forhindre, at disse folkeslag mister blikket for den rigdom og dybde, der ligger i de seneste årtusinders åndelige bevægelser. Ikke alene kan man ikke vide, hvilken virkning en sådan bestræbelse vil have på lang sigt, det kan end ikke betale sig at spekulere derover. Derimod påhviler det os at skabe mulighed for en sådan virkning, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at den vil kunne være af afgørende betydning for den overgangstidsalder, hvori vi befinder os i dag – ligesom den også meget vel vil kunne medvirke til, at vi tager det, der vederfares os, med større sindsro og ikke hader vore modstandere med et alt for uforstandigt had, ej heller når det er os pålagt at bekæmpe dem. På den måde er vores forestilling om verdenslitteraturen og dens filologi ikke mindre menneskelig og ikke mindre humanistisk end den tidligere – ganske som den historieopfattelse, der ligger til grund for den, ikke er identisk med den tidligere, men dog er vokset ud af den og ville være utænkelig uden den.

Ovenfor blev det sagt, at vi grundlæggende er i stand til at løfte den opgave, som en verdenslitteraturens filologi indebærer, eftersom vi råder over et uendeligt og fortsat voksende materiale, og eftersom vi endnu er i besiddelse af den sans for det historisk-perspektiviske, vi har arvet efter Goethetidens historisme. De store forhåbninger, situationen giver anledning til som helhed betragtet, modsvares af lige så store vanskeligheder på detailplan og i praksis. Hvis den opgave, der ligger i gennemarbejdningen og gestaltningen, skal kunne løses, må der i det mindste endnu være enkelte tilbage, der behersker verdenslitteraturen i dennes helhed eller i hvert fald store dele af den på baggrund af egne erfaringer og egen forskning. Dette er imidlertid, på grund af det umådelige omfang af materialet, metoderne og synsvinklerne, blevet nærmest umuligt. Vi råder i dag over materiale fra seks årtusinder, fra alle dele af verden, affattet på måske halvtreds litteratursprog. Mange af de kulturer, vi har kendskab til nu, havde man slet ikke opdaget for hundrede år siden, og for atter mange andres vedkommende, havde man kun adgang til en brøkdel af de vidnesbyrd, der foreligger i dag. Selv hvad angår de epoker, man har beskæftiget sig med gennem adskillige århundreder, er der blevet fundet så meget nyt materiale, at det har bevirket en radikal ændring i opfattelsen af disse epoker og har bragt helt nye problemstillinger på bane. Dertil kommer, at man jo ikke kan nøjes med at beskæftige sig med litteraturen i én kulturepoke – man må også studere betingelserne for denne litteraturs udvikling; man må tage de religiøse, filosofiske, politiske og økonomiske forhold med i betragtning foruden billedkunsten og eventuelt også musikken, og på alle disse områder må man følge med i resultaterne af den uophørlige strøm af specialstudier. Materialets enorme omfang er forbundet med en stadig stigende grad af specialisering – det resulterer igen i et væld af special-metoder, således at der for hvert enkelt fagområde, ja ligefrem for hver af de mange synsvinkler på det enkelte fagområde, opstår en slags kodesprog. Men ikke nok med det. Fra de ikke-filologiske videnskaber og strømninger trænger udefrakommende begreber og metoder ind i filologien: De udgår fra sociologien, psykologien, fra de mange forskellige filosofiske strømninger og fra den samtidige litteraturkritiks gebet. Alt dette må bearbejdes, om det så blot er for, i givet fald, med god samvittighed at kunne hævde en foreslået metodes ubrugelighed i filologisk sammenhæng. Indskrænker man sig ikke konsekvent til et snævert specialområde og en begrebsverden, der er fælles for en lille kreds af fagfæller, vil man være udsat for et hæsblæsende virvar af fordringer og indtryk, som vil være nærmest umulige at yde retfærdighed. Ikke desto mindre bliver det mere og mere utilfredsstillende at befatte sig alene med ét specialområde. Hvis man som provencalist ikke behersker andet end de relevante dele af lingvistikken, palæografien og historien, vil man i vore dage formentlig end ikke være en god provencalist. På den anden side er der også specialområder, der efterhånden er så vidtforgrenede, at det vil være en hel livsopgave at sætte sig ind i dem. Det gælder for eksempel Dante-forskningen, der ganske vist dårligt kan betegnes som et specialområde, da det jo er et felt, der breder sig som ringe i vandet, og det gælder studiet af den høviske roman og dens tre problemgrupper, høvisk kærlighed, keltisk stof og gral-litteratur: Mon ikke det er de færreste, der har tilegnet sig hele det stof, der knytter sig til dette ene område, med alle dets forgreninger og forskningsretninger? Hvordan kan man overhovedet tænke på en videnskabelig-syntetisk filologi for verdenslitteraturen under sådanne omstændigheder?

Endnu findes der enkelte, som har fuldt overblik over i hvert fald hele det europæiske stofområde, men det er mit indtryk, at de alle hører til den generation, der er vokset op før verdenskrigene. Det bliver ikke let at tage over efter dem, når de falder bort: Siden da er den senborgerlige humanistiske kultur, for hvilken almindelig skolelærdom indbefattede græsk-, latin- og bibelkundskab, nemlig brudt sammen næsten overalt – og hvis jeg må have lov at drage slutninger ud fra mine egne erfaringer i Tyrkiet, vil jeg mene, at der sker noget tilsvarende i andre lande, som kan føre deres kultur tilbage til oldtiden. Tidligere kunne man altså forudsætte, at universitetsstuderende eller (for de angelsaksiske landes vedkommende) graduate students allerede var i besiddelse af en viden, som de i dag først må tilegne sig, og på så fremskredent et tidspunkt vil denne tilegnelse ofte være ufuldstændig. Ydermere har tyngdepunktet også forskudt sig inden for universiteter og graduate studies: Der bliver i dag i langt højere grad undervist i moderne litteratur og den allernyeste litteraturkritik, og blandt de ældre epoker foretrækker man de perioder, der ligesom barokken først er blevet genopdaget i moderne tid og kan indordnes under moderne litterære slagord. Hvis historien overhovedet skal have nogen betydning for os, er vi ganske vist nødt til at begribe den historiske helhed ud fra det sindelag og den situation, der kendetegner vor egen tid, men samtidsånden vil den begavede studerende jo kende på egen hånd, og derfor har jeg svært ved at se, hvorfor en sådan studerende ikke skulle kunne tilegne sig Rilke eller Gide eller Yeats på egen hånd uden hjælp fra en universitetslærer. Anderledes forholder det sig, når det gælder forståelsen af antikkens, middelalderens og renæssancens sprogformer og livsomstændigheder, og når det gælder tilegnelsen af de metoder og hjælpediscipliner, der knytter sig til udforskningen heraf. Den samtidige litteraturkritiks problemstillinger og ordenskategorier er altid et vigtigt udtryk for tidens tendens og vil derudover ofte være både åndfulde og oplysende. Det er imidlertid kun et fåtal af dem, der umiddelbart vil kunne anvendes i en historisk-filologisk sammenhæng endsige erstatte overleverede begreber. De fleste af dem er alt for abstrakte og mangetydige, ligesom de i øvrigt ofte har en alt for privat drejning. De forstærker den fristelse, som mange nybegyndere, men vel at mærke ikke kun nybegyndere, i forvejen har alt for svært ved at modstå – nemlig fristelsen til at forsøge at mestre materialets umådelige omfang gennem en hypostaserende indføring af abstrakte ordensbegreber, hvilket fører til en udviskning af genstanden, en diskussion af pseudoproblemer og, når alt kommer til alt, det rene ingenting.

Det er imidlertid ikke disse foreteelser, hvor forstyrrende de end kan være, der forekommer mig at være virkelig farlige, i det mindste ikke for den sande begavelse med et oprigtigt sagligt engagement. Der er jo trods alt enkelte, som formår at tilegne sig de generelle forudsætninger for historiskfilologisk virksomhed og at finde den rigtige balance mellem åbenhed og uafhængighed over for modestrømningerne. I mange henseender vil disse også være gunstigt stillede i sammenligning med forgængere i de foregående årtier. De seneste fyrre års begivenheder har udvidet synsfeltet, åbnet nye verdenshistoriske udsyn og fornyet og beriget den konkrete anskuelse af strukturen i de mellemmenneskelige processer. Den indøvelse i verdenshistorie, vi har deltaget og endnu deltager i, har givet os større indsigt og forestillingsevne i forhold til historiske genstande, end hvad man har været i besiddelse af tidligere, således at endog mange af den historiske filologis ypperligste frembringelser i den senborgerlige epoke i dag kan forekomme os en smule virkelighedsfjerne og indskrænkede i deres problemstillinger. I den forstand har man det lettere i dag.

Men hvordan kan man løse synteseproblemet? Et enkelt liv forekommer ikke engang at række til en etablering af blot grundlaget for en sådan løsning. Organiseret samarbejde, som kan have stor værdi i andre sammenhænge, er ikke en udvej her. Selvom den kun vil give mening på baggrund af en videnskabelig gennemarbejdning af materialet, vil den historiske syntese, vi har i tankerne her, altid være et produkt af personlig intuition, og således vil den aldrig kunne forventes at udgå fra andet end den enkelte. Hvor en sådan historisk syntese lykkedes til fulde, da ville den på én gang være en videnskabelig præstation og et kunstværk. Allerede det at finde frem til det rigtige udgangspunkt, hvilket vi skal komme tilbage til senere, er intuition – og selve udførelsen er en gestaltning, som må være enhedspræget og suggestiv for at kunne udfylde sin funktion i den sammenhæng. Ganske vist beror den egentlige præstation også i enhver anden sammenhæng på en form for kombinatorisk intuition, men dertil kommer for lige netop den historiske synteses vedkommende, at dens ypperligste produkter, hvis de skal have den rette virkning, også for læseren må fremstå som et kunstværk. Den traditionelle indvending, at den litterære kunst må være fri for at kunne bemægtige sig sine genstande og altså ikke må være bundet af kravet om videnskabelig pålidelighed, vil næppe kunne rejses her, idet de historiske genstande, som de præsenterer sig i dag, giver indbildningskraften al ønskelig frihed i forbindelse med udvælgelse, problemformulering, kombination og udformning. Ja, faktisk kunne man hævde, at den videnskabelige pålidelighed er en god restriktion: når fristelsen til at løsrive sig fra virkeligheden er så stor, det være sig gennem banal afglatning eller gennem grotesk forvrængning, vil den videnskabelige pålidelighed fastholde og garantere det sandsynlige i det virkelige – for det er det virkelige, der er det sandsynliges mål. I øvrigt overskrider det på ingen måde rammerne for den europæiske overlevering, når man hævder, at den syntetisk-indre historieskrivning er en litterær kunst: Den antikke historiografi var en litterær genre, og den filosofisk-historiske kritik, der blev grundlagt i den tyske klassik og romantik, søgte at finde sit eget kunstneriske udtryk.

Vi er altså henvist til individet: Hvordan vil dette individ kunne nå frem til syntesen? I hvert fald ikke, forekommer det mig, ved hjælp af encyklopædisk indsamling. Der er ingen tvivl om, at syntesen forudsætter en udvidet horisont, men det må være en horisont, der erhverves tidligt, uforsætligt og ikke er styret af andet end en instinktiv personlig interesse. Erfaringerne fra de seneste årtier har imidlertid vist, at forsøget på en fuldstændig indsamling af materialet inden for et enkelt område, sådan som det normalt behandles i de store referenceværker (for eksempel behandlingen af en nationallitteratur, en stor epoke, en litterær genre), næppe fører til syntetisk gestaltende virksomhed. Dette beror ikke alene på omfanget af det materiale, som den enkelte forsker kun sjældent har formået at beherske fuldt ud, og som derfor ofte har været mest oplagt at behandle i form af et forskningssamarbejde – det beror også på selve materialets struktur. Uanset hvor uundværlige de måtte være for disponeringen af stoffet, egner de traditionelle kronologiske, geografiske eller typologiske inddelinger sig ikke, i hvert fald ikke længere, til en energisk-enhedsbetonet fremgangsmåde: De felter, sådanne inddelinger aftegner, stemmer ikke overens med syntesens problemfelter. Det er endog kommet så vidt, at jeg, til trods for at vi råder over så mange fortræffelige af slagsen, er begyndt at nære tvivl om, hvorvidt monografierne over enkelte særlig betydningsfulde skikkelser endnu kan tjene som udgangspunkt for den form for syntese, der sigtes til her. Den enkelte skikkelse frembyder ganske vist allerede i udgangspunktet den konkrete livsenhed, der altid udgør en langt bedre genstandskerne, end hvad man blot har konstrueret sig frem til, men det er samtidig en alt for ubegribelig livsenhed, der er alt for belastet af den mangel på alternativer og udveje, hvori det individuelle, i modsætning til historien, altid udmunder.

Blandt de værker, man forbinder med de senere års historisk-syntetiske litteraturbetragtning, er det vel Ernst Robert Curtius’ Europäische Literatur und Lateinische Mittelalter, der gør størst indtryk. Denne bogs succes synes at bero på den omstændighed, at den til trods for sin titel ikke tager udgangspunkt i det omfattende og almene, men derimod i et skarpt afgrænset, ja nærmest snævert enkeltfænomen: den retoriske skoletraditions efterliv. Derfor er værket i sine bedste dele, uanset hvor uhyre omfattende et materiale det mobiliserer, ikke en ophobning af elementer i stort tal, men derimod en udstråling, der udgår fra nogle få enkeltelementer. Værkets mest generelle genstand er antikkens efterliv op gennem den latinske middelalder og dens indvirkning, i sine middelalderlige former, på den nyere europæiske litteratur. I første omgang kan man overhovedet ikke stille noget op med en så generel hensigt. Den bearbejdende, som på dette stade endnu ikke tilsigter andet end at fremstille dette bredt definerede emne, vil være konfronteret med en helt uoverskuelig og forvirrende mængde af forskelligartede materialer, som indordnet efter mekanisk anlagte synsvinkler (såsom den enkelte skribents efterliv eller antikkens samlede efterliv inddelt efter middelalderlige århundreder) blot ville forhindre den tilsigtede gestaltning på grund af sit blotte omfang. Først med et på én gang fast afgrænset, overskueligt og centralt fænomen som udgangspunkt (nemlig overleveringen af retorikken og navnlig de forskellige topoi) blev projektet gennemførligt. Om det valgte udgangspunkt i dette tilfælde er helt igennem tilfredsstillende, om det er det bedst tænkelige udgangspunkt for et sådant projekt, skal vi ikke komme ind på her – skulle man være af den opfattelse, at udgangspunktet er utilstrækkeligt i forhold til formålet, måtte man alligevel blot nære desto større beundring for den præstation, der er blevet lagt for dagen. Det er en præstation, der beror på det metodiske princip, der lyder som følger: Det første skridt i gennemførelsen af et stort syntetisk projekt er at finde et udgangspunkt, et bestemt greb så at sige, der gør det muligt at håndtere genstanden. Udgangspunktet må udhæve en klart afgrænset og overskuelig kreds af fænomener, og fortolkningen af disse fænomener må have så stor udstrålingskraft, at den kan omfatte et langt større område og bibringe det sin orden.

Der er ikke noget nyt ved denne metode. Den har længe været anvendt inden for eksempelvis stilforskningen, hvor den er blevet brugt til at beskrive en stils ejendommelighed ud fra bestemte kendetegn. Det forekommer mig imidlertid at være nødvendigt at fremhæve metodens helt generelle betydning som den for indeværende eneste metode, der åbner mulighed for en syntetisk og suggestiv fremstilling af afgørende passager af den indre historie på bredere baggrund. Denne mulighed åbner metoden også for den yngre forsker, ja selv for nybegynderen – en forholdsvis beskeden oversigtsviden, understøttet af en smule råd og vejledning, vil være nok, når blot intuitionen har fundet et heldigt udgangspunkt. Under den videre bearbejdning af materialet vil synsfeltet udvide sig ganske naturligt og helt tilstrækkeligt, fordi udvælgelsen af det, der skal inddrages, vil være givet i kraft af udgangspunktet.

Eftersom udvidelsen er så konkret, og eftersom de indbyrdes forbindelser mellem elementerne i den er præget af så stor nødvendighed, vil man kun vanskeligt kunne miste det tilegnede igen – og de resultater, der opnås ad den vej, vil i kraft af deres tværsnitskarakter besidde både enhed og universalitet.

I praksis vil det selvfølgelig ikke altid begynde med en generel hensigt eller et generelt problem, som man efterfølgende må finde et konkret udgangspunkt for. Undertiden vil man opdage et enkeltstående ansatsfænomen, som så udløser erkendelsen og formuleringen af det generelle problem – hvilket ganske vist kun kan ske, hvis man i forvejen har været sporet ind på det på det pågældende problem. Det er afgørende at indse, at en generel intention af syntetisk karakter eller en generel problemstilling ikke er nok i sig selv. Det gælder derimod om at finde frem til et delfænomen, der må være så konkret og så klart afgrænset som muligt og samtidig må kunne beskrives med teknisk-filologiske hjælpemidler, hvorudfra problemerne så at sige vil udfolde sig, og hvorudfra det bliver muligt at bringe projektet til gestaltning. Sommetider vil det være nødvendigt med mere end et enkelt ansatsfænomen, men når blot det første foreligger, vil de øvrige lettere kunne indfinde sig, især fordi de vil være af en sådan art, at de ikke blot lægger sig i forlængelse af hinanden, men netop konvergerer i deres relation til hensigten. Det handler altså om specialisering, ikke i henhold til de nedarvede inddelinger af stoffet, men derimod om en specialisering, der er tilpasset den givne genstand, og som man derfor hele tiden må finde frem til på ny.

Udgangspunkterne vil kunne være stærkt forskellige: Det vil ikke være muligt at opregne alle muligheder her. Det gode udgangspunkts særkende ligger dels i dets konkrete prægnans, dels i dets potentielle udstrålingskraft. Det kan være betydningen af et ord, det kan være en bestemt retorisk form, en enkelt syntaktisk vending eller fortolkningen af en sætning eller en række udsagn, som er blevet ytret på et givet sted og et givet tidspunkt – men det må forplante sig til alle sider, således at der kan bedrives verdenshistorie på grundlag af det. Hvis man for eksempel vil beskæftige sig med forfatterens stilling i det nittende århundrede, det være sig i et bestemt land eller i hele Europa, vil man på baggrund af et forsøg på at indsamle det fulde materiale måske nok kunne frembringe et nyttigt opslagsværk, som vil blive mødt med taknemmelighed, fordi det vil have sin anvendelighed – men en syntetisk præstation som den, vi har i tankerne, ville man snarere kunne opnå ved at tage udgangspunkt i, hvad nogle helt bestemte forfattere har ytret om det læsende publikum. Noget lignende vil gøre sig gældende, hvis det drejer sig om eksempelvis et genstandsfelt som digternes eftermæle (la fortuna). Vi er i besiddelse af et omfattende tekstmateriale om Dantes efterliv i de enkelte lande, som utvivlsomt er helt uundværligt, men måske ville der komme noget mere interessant ud af det, hvis man (for tilskyndelsen til denne pointe er jeg Erwin Panofsky tak skyldig) i stedet fulgte fortolkningen af bestemte enkeltpassager af komedien, eksempelvis fra de første kommentatorer og ind i det sekstende århundrede – og igen fra romantikken og frem. Det ville være en eksakt form for åndshistorie.

Et godt udgangspunkt må være præcist og konkret; abstrakte ordenskategorier og begrebsliggjorte kendetegn egner sig ikke til det formål. Hverken ’det barokke’ eller ’det romantiske’ kan altså bruges til noget, ej heller ’dramatik’, ’skæbneforestilling’, ’intensitet’ eller ’mythos’ – også udtryk som ’tidsbegreb’ og ’perspektivisme’ er farlige. Sådanne ord vil måske nok kunne anvendes i selve fremstillingen, hvis deres betydning fremgår af sammenhængen, men som udgangspunkter betragtet er de alt for flertydige til at kunne betegne et præcist fikspunkt. Udgangspunktet må ikke være noget generelt, som genstanden bibringes udefra – det må derimod være noget, der er vokset ud af den, et stykke af genstanden selv. Det må være tingene selv, der kommer til udtryk, og det vil aldrig kunne lykkes, hvis ikke udgangspunktet er konkret og klart afgrænset. Selv med et optimalt udgangspunkt vil det dog stadig være noget af et kunststykke altid at holde sig til selve genstanden. Overalt ligger færdigudformede, men kun sjældent helt dækkende begreber på lur. Straks den skrivende mister det stofliges fremdrift, træder disse begreber til med deres indimellem forførende klange og tillokkende modestatus. Ad den vej er en del skribenter og endnu flere læsere blevet forledt til at substituere sagen selv med en nærliggende kliche – og eftersom mange læsere i det hele taget kun er alt for tilbøjelige til at gøre dette, må man sætte alt ind på at afskære dem fra at omgå den tilsigtede betydning. De fænomener, den syntetiske filologi behandler, bærer deres stoflighed i sig. Det er denne stoflighed, der ikke må gå tabt under syntesen – en målsætning, som er overordentlig svær at indfri. Ganske vist er det ikke den i sig selv hvilende glæde ved det partikulære, der sigtes til her, men derimod det at blive grebet af helhedens bevægelse. Helheden fremstår imidlertid først i sin fulde klarhed, når man har forstået dens elementer i deres egentlighed.

Så vidt jeg ved, råder vi endnu ikke over syntetiske tilløb til en verdenslitteraturens filologi, men blot over nogle enkelte ansatser i den retning inden for den vesterlandske kulturkreds. Det syntetiske og perspektiviske virke må imidlertid udvide sig mere og mere, efterhånden som livet på denne klode vokser tættere og tættere sammen. Der ligger en helt overvældende stor opgave i at få menneskene til at se sig selv i lyset af deres egen historie. Men i betragtning af at vi jo ikke kun befinder os på jordkloden, men også i verden, i universet, forekommer denne opgave pludselig at være en smal sag, hvor man nærmest har givet afkald på at kunne besvare det egentlige spørgsmål. Hvad tidligere epoker vovede, nemlig at placere mennesket i universet, ligger os fjernt i dag.

Under alle omstændigheder er det nu hele jorden, der er vores filologiske hjemstavn – det kan ikke længere være nationen. Den dyrebareste og uundværligste del af filologens arv vil naturligvis altid være det sprog og den dannelse, der er særegen for hans nation, men først med adskillelsen fra og overvindelsen heraf, træder denne arv for alvor i kraft. Vi må, om end på et andet grundlag, vende tilbage til den erkendelse, som middelalderens før-nationale dannelse allerede havde opnået, nemlig at ånden ikke er national. Paupertas og terra aliena [i fattigdom og på fremmed grund] lyder devisen med vekslende formuleringer hos Bernhard af Chartres, hos Johannes af Salisbury, hos Jean de Meun og mange andre. Magnum virtutis principium est, skriver Hugo af Skt. Viktor (Didascalicon, III. bog, 20. kapitel), ut discat paulatim exercitatus animus visibilia haec et transitoria primum commutare, ut postmodum possit etiam dere-linquere. Delicatus ille est adhuc cui patria dulcis est; fortis autem iam, cui omne solum patria est; perfectus vero, cui mundus totus exsilium est … [Det er et godt princip for dyd og dygtighed, at ånden lidt efter lidt bør indøves i at kunne kende det synlige og forgængelige for siden at kunne opgive det. Den, der forbinder fædrelandet med sødme, er endnu for sart, stærk derimod er han, for hvem hvert et land er fædrelandet, men i sandhed fuldkommen er han, for hvem den ganske verden er landflygtighed …] Hos Hugo er dette møntet på den, der søger at frigøre sig fra kærligheden til verden. Men også for den, der ønsker at finde frem til den rette kærlighed til verden, vil det være en god vej at gå.