Читать книгу VerdenslitterAer kritik og teori - Группа авторов - Страница 14

I Wilhelm Meisters Wanderjahre siger en person om tidens religiøse tendenser, at det kan være meget godt med ”husfromhed”, men at den må afløses af en ”verdensfromhed”. Husfromheden er fromheden til husbehov, inderligheden, den pietistiske tradition, samvittigheden og meget andet godt. Men den tid, der haster ”velociferisk” af sted, og hvor alt breder sig fra det ene sted til det andet, kræver noget mere; den kræver ”verdensfromheden”, der må forstås som en mere udadvendt fromhed. Fromhed, fordi den stadig væk bygger på respekt for noget objektivt – Goethe mente sidst af alt, at vi blot skal udnytte naturen som det billige skidt, den er – men verdensfromhed, fordi der ikke kun er tale om at udvikle et bestemt syn på tingene, men også om at gøre dette syn virksomt, at gå ud i verden med det, handle og skabe i overensstemmelse med det. Husfromheden forkastes ikke, men får en plads inden for verdensfromheden – som nationallitteraturen inden for verdenslitteraturen.

Milan Kundera har om Goethe sagt, at han levede:

I det korte øjeblik i historien, hvor det tekniske niveau allerede havde givet livet en vis bekvemmelighed, men hvor det dannede menneske stadig kunne forstå alle de redskaber, som det benyttede. Goethe vidste, hvad det hus, han boede i, var bygget af, og hvordan det var bygget, han vidste, hvorfor petroleumslampen lyste, han kendte princippet i den kikkert, som han sammen med Bettina kiggede op igennem mod Merkur; […] De tekniske tings verden var forståelig for ham og ganske åben for hans blik. Det var Goethes store sekund midt i den europæiske historie.

Vor tid søger ikke sin fortolkning i kunsten, men i videnskaben. Det er ensidighedernes tid, hed det i Wanderjahre: specialiseringens. En diskussion om fortolkningsretten føres i virkeligheden allerede af Goethe og romantikerne. Mens de sidstnævnte vil nå frem til en ny mytologi og for fleres vedkommende ender i den gamle religion, så vil Goethe en anden vej. Han tvivler på den store teori og vil gennem empirien nå til en sammenhæng, som kan træde i stedet for den, der er gået tabt. Derfor har hans sidste roman, som han selv sagde det, karakter af ”aggregat”. ”Den lille bog,” skriver Goethe i et brev i 1829 om sin store roman Wilhelm Meisters Wanderjahre, ”fornægter ikke sin kollektive oprindelse […],” og om hele sit værk sagde han til sidst: ”Mit livsværk er et værk af et kollektivvæsen, og det bærer navnet Goethe.”

Et sidste citat:

I stedet for den gamle lokale og nationale afsondrethed og ”væren sig selv nok” kommer en alsidig forbindelse, en alsidig afhængighed mellem nationerne indbyrdes. Og som det går med den materielle, således går det også med den åndelige produktion. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver almeneje. Den nationale ensidighed og afsluttethed bliver mere og mere umulig, og ud af de mange nationale og lokale litteraturer vokser der en verdenslitteratur frem.

Det står ikke i Wilhelm Meisters Wanderjahre, i hvert fald ikke ordret. Ordret står det i Manifest der kommunistischen Partei fra 1848. Og få år i forvejen (1845/46) skrev Marx i Die deutsche Ideologie: ”Den store efterspørgsel efter vaudeviller og romaner i Paris har fremkaldt en organisation af arbejdet med at producere disse artikler, som immervæk præsterer noget bedre end deres enkelte konkurrenter i Tyskland. […] I historieskrivningen er det ganske og aldeles umuligt for den enkelte at præstere noget, og franskmændene har også her takket være deres organisering af arbejdet ladet alle andre nationer bag sig.” Det var praktisk verdenslitteratur – måske ikke den slags, Goethe brød sig om, jf. hans ord om teatrene i Paris, men den han så komme.

Læser man Goethes bemærkninger om verdenslitteraturen i den kontekst, som især Wilhelm Meisters Wanderjahre forsyner dem med, så er der ikke langt til Manifestets betragtninger om verdensøkonomien, om globaliseringen, om nødvendigheden af en ny samfundsanalyse og et nyt handlingsmønster. Goethe blev ved sin litterære læst. Om det nu var, fordi han var en upolitisk tysker, eller om det snarere var, fordi han betragtede nogle af de politisk engagerede på samme måde, som Marx siden betragtede de utopiske socialister, får stå hen. Men Goethes først citerede opråb om en ny verdenslitteratur, som alle bør være medskabende på – det kunne man også formulere sådan: ”Forfattere i alle lande, foren jer!”