Читать книгу VerdenslitterAer kritik og teori - Группа авторов - Страница 12

Den første brug af begrebet verdenslitteratur kan dateres til 1827, da Goethe ved flere lejligheder anvendte ordet. Tydeligvis var det en betegnelse, han blev glad for, og som han lagde vægt på at udbrede. ”Nationallitteratur,” sagde han den 31. januar 1827 til sin sekretær Eckermann, ”vil ikke sige så meget nu om dage, det er verdenslitteraturens epoke, der er inde, og enhver må virke med på at fremskynde den.” Den allerførste omtale finder man kun 14 dage i forvejen, hvor Goethe i sin dagbog noterer: ”Dikteret til Schuchardt vedrørende fransk og verdenslitteratur.”

Nu mente Goethe ikke altid, at man skulle virke med på det nye. Lige så ofte insisterede han på positioner, han havde skabt sig gennem et langt liv, og i den roman, han skrev færdig samtidig med udtalelsen til Eckermann, Wilhelm Meisters Wanderjahre oder Die Entsagenden – den udkom i 1829 – er der adskillige kritiske betragtninger om verdens gang, for ikke at tale om at romanen som helhed skildrer et paradigmeskift, som Goethe ikke forholdt sig ukritisk til. Hvorfor skal altså den nye epoke netop på litteraturens område være noget efterstræbelsesværdigt?

Begrebets modsætning er i citatet ovenfor ”nationallitteratur”. I betragtning af at det 19. århundrede om noget er nationallitteraturens århundrede – det er i 1800-tallet, at den litterære tradition nationaliseres i videnskab og undervisning, og nationalfilologierne opstår – kunne man spørge, om ikke sætningen rettelig burde vendes om? Er det ikke snarere sådan, at det er verdenslitteraturen, forstået som den fælles klassiske overlevering, der mister sin betydning, og nationallitteraturen, der er på fremmarch?

Jo; men det er derfor, at Goethe siger det, han siger. Goethe ser de nationale – ikke særegenheder, men særheder og unoder, true det fælles, fordi det nationale med det voksende internationale samkvem får stadig større muligheder for at blive – også ukritisk – udbredt til andre lande. Derfor gælder det om at udvikle et begreb om verdenslitteratur, som fortjener sit navn og ikke kun dækker over en enkelt litteraturs eller et enkelt sprogs dominans over alle andre.

Det forklarer dobbelttydigheden i Goethes betragtninger. Den citerede bemærkning til Eckermann er nemlig kun den ene side. I sit tidsskrift – eller sine fortløbende essays – Über Kunst und Altertum skriver Goethe i Sechsten Bandes erstes Heft i 1827, at han for sit vedkommende gerne vil gøre sine venner opmærksom på, at:

jeg er overbevist om, at der danner sig en almen verdenslitteratur, i hvilken der er reserveret os tyskere en ærefuld rolle. Alle nationer ser sig om efter os, de roser, de dadler, tager til sig og forkaster, efterligner og forvrænger, forstår eller misforstår os, åbner eller lukker deres hjerter: alt dette må vi tage imod med roligt sind, i og med at det hele er af stor værdi for os.

Goethe kan forlade sig på, at de fleste af hans læsere ved, at det ikke mindst skyldes hans forfatterskab, at de andre nationer nu ser hen til Tyskland og med iver registrerer det, der kommer derfra – især Mme de Staël havde jo gjort det med sin bog De l’Allemagne fra 1813. Det var noget nyt: Før Goethes tid havde den tyske litteratur været overvejende modtagende, nu var den givende. Var det så verdenslitteraturens epoke?

Så enkelt var det ikke. For det første ønskede Goethe ikke at begå den nationale fejltagelse at betragte den tyske litteraturs udbredelse som begyndelsen til verdenslitteraturen. Dels var han ikke nationalist, dels så han, at den tyske litteratur, som især de franske tog til sig, foruden hans egen var den romantiske, som han havde visse reservationer over for. For det andet skal man ikke mere end to år længere frem i historien, førend Goethe også relativerer det tyskes styrke. I afsnittet Aus Makariens Archiv fra Wanderjahre står der i 1829: ”Nu, da en verdenslitteratur tager sin begyndelse, har for en nærmere betragtning tyskeren mest at tabe; han vil gøre klogt i at tænke over denne advarsel.” Og i et brev til alderdomsvennen Zelter fra den 4. marts 1829 skriver han:

De overdrivelser, som teatrene i det store og vidtløftige Paris nødsages til, kommer også os til skade, for vi er endnu langt fra at føle dette behov. Men det er allerede følgerne af den verdenslitteratur, der er i anmarch, og man kan her ene og alene finde trøst i, at selvom det almene er dårligt tjent med det, så vil enkeltpersoner uden tvivl få noget godt og lykkebringende ud af det; hvilket jeg har fået meget smukke vidnesbyrd i hænde om.

Verdenslitteratur er altså ikke bare den store velsignelse – i hvert fald ikke, hvis den monopoliseres af ét sprog og én litteratur, her det/den franske, som først og hurtigst profiterer af den øgede udveksling landene imellem. Skulle man aktualisere Goethes betragtning, kunne man pege på tilstanden i dag, hvor ”internationalt” er blevet synonymt med amerikansk eller i hvert fald noget, der er på engelsk. Men Goethe er heller ikke den, der trækker sig tilbage i sin nationale skal, for det kan man ikke. Verdenslitteraturen er kommet for at blive, altså må tyskerne virke med på den, gøre sig gældende i det store internationale samkvem. Det vil også for Goethe især sige det europæiske. I den indledning, han i 1830 skrev til den tyske oversættelse af Thomas Carlyles Schiller-biografi, læser man:

Der har allerede i nogen tid været tale om en almen verdenslitteratur, og ikke med urette: for samtlige nationer, gennemrystet af de frygteligste krige og derpå igen ført tilbage på sig selv enkeltvis, måtte bemærke, at de var blevet opmærksomme på dette og hint fremmede, havde optaget det i sig, hist og her følt hidtil ukendte åndelige behov. Deraf opstod følelsen af naboskab, og i stedet for at man havde lukket sig i, nåede ånden lidt efter lidt frem til at kræve også at blive inddraget i den mere eller mindre frie åndelige handelsudveksling.

Samfundsudviklingen

”Handelsverkehr” – her finder man sammenhængen mellem Goethes betragtninger om litteraturen og hans betragtninger om samfundets udvikling i det hele taget, og derfor er det heller ikke tilfældigt, at begrebet verdenslitteratur danner sig hos ham under arbejdet med Wilhelm Meisters Wanderjahre, der beskriver samfundets udvikling. Sammenligningen med vareudvekslingen finder man også i et brev til Carlyle fra den 20. juli 1827, som Goethe skrev bl.a. som tak for oversættelsen af Wanderjahre:

Den der forstår og studerer det tyske sprog, befinder sig på det marked, hvor alle nationer falbyder deres varer, han spiller tolkens rolle, alt imens han beriger sig selv. – Og således må enhver oversætter betragtes; han gør sig umage som formidler af denne almene åndelige handel og gør det til sin forretning at fremme udvekslingen.

Samfundsudviklingen kan man ikke unddrage sig, men den er lige så tvetydig som verdenslitteraturen, eller snarere omvendt: Litteraturens stilling er en funktion af samfundets almene udvikling. Den er på sin side kendetegnet af acceleration og globalisering. I den første af Wanderjahres aforismesamlinger, Betrachtungen im Sinne der Wanderer, kan man læse nogle tidsdiagnoser som f.eks. disse:

Hvad jeg må anse for den største ulykke i vor tid, som ikke lader noget modnes, er at man i det næste øjeblik spiser det foregående op, solder dagen op i dagen og på den måde hele tiden lever fra hånden i munden uden at få noget udrettet. Nu har vi jo allerede blade for samtlige tidspunkter på dagen! et lyst hoved kunne vel endda klemme et til ind. På den måde bliver alt, hvad enhver gør, bedriver, digter, ja, hvad han har for, slæbt ud i offentligheden. Ingen har lov til at glæde sig eller at lide, medmindre det sker til de andres tidsfordriv; og sådan springer det fra hus til hus, fra by til by, fra rige til rige, og til sidst fra verdensdel til verdensdel, alt sammen velociferisk.

Lige så lidt som nu dampmaskinerne kan dæmpes, lige så lidt kan den slags lade sig gøre i det moralske; handelens livlighed, papirpengenes brusen af sted, gælden der svulmer op, for at gæld kan betales, alt dette er de uhyre elementer, som en ung mand nu om dage er sat ud på. Held ham, hvis han af naturen er begavet med et mådeholdent, roligt sind, så han hverken stiller uforholdsmæssige krav til verden eller lader sig bestemme af den.

Den nye udvikling er fuld af trusler og farer, men den er der – og den rummer også muligheder. I den nye verden må mennesket prøve at holde sig lige så bevægeligt som pengene og varerne, derfor er der tale om ”Wanderer”. Nogle af personerne i Wanderjahre emigrerer til Amerika for dér at skabe et nyt samfund ubelastet af det gamle, andre vil kolonisere den gamle verden de steder, hvor den ikke er opdyrket endnu, atter andre vil blive, hvor de er, og ingen af optionerne fremstilles som ubetinget rigtige eller forkerte. Det er deres ensemble, der er interessant og udtryk for den nye tid: der er brug for både det ene og det andet. Vi lever i ensidighedernes tid, siger en person Montan i Wanderjahre og anbefaler at ”lave et organ ud af sig selv”, gøre sig til et instrument, for gør man det, så skal man nok få sin part at spille.

Ingen enkeltperson kan længere repræsentere det almene, det kan alene kollektivet. Også de, der bliver, hvor de er, vil komme til at opleve udviklingen, det gælder f.eks. væverne i bjergene, hvis hjemmeindustri vil blive overtaget af maskiner, af ”maskinvæsenet”, som en af dem siger, der ”trækker op som et uvejr”. ”Es wälzt sich heran wie ein Gewitter”, står der på tysk, og man kan ikke undgå at se forbindelsen til det udtryk, Goethe i sit før citerede brev til Zelter bruger om den ”anmarschierende Weltliteratur”: som en fjendtlig hær. Også udtrykket ”velociferisk”, som før blev citeret, bruges ofte af den gamle Goethe. I et brev til en tysk oversætter af italiensk litteratur skriver han den 26. oktober 1827 om, hvorledes ”de forskellige nationers produkter nu går så velociferisk mellem hverandre, at man må udvikle en ny måde at skaffe sig kundskab og udtrykke sig om dem på.”