Читать книгу Politisk psykologi - Группа авторов - Страница 12

De forskellige faser er på mange områder udtryk for forskellig vægtning af metoder og empiri. Samtidig er de udtryk for, at ny psykologisk viden udvikles i takt med opfindelsen af nye teknologiske værktøjer i studiet af hjernen. Det nyeste skud på denne stamme og den primære motor i fjerde fase er neurovidenskab, som har givet ny og bedre indsigt i, hvordan hjernen fungerer (Marcus 2008: 321). Neurovidenskab viser eksempelvis, at det kun er en brøkdel af alle beslutninger, der træffes bevidst, hvormed hjernen automatisk klarer resten. At man ikke engang registrerer størstedelen af de beslutninger, man træffer, står i stærk kontrast til rational choice-modellens forventning til grundige cost-benefit-analyser forud for beslutninger. I forlængelse heraf står neurologen Antonio Damasio som en central figur i nyere politisk psykologi. I sit værk Descartes’ Error sætter han spørgsmålstegn ved adskillelsen mellem følelser og fornuft, eftersom det i høj grad er følelser, der bestemmer, hvornår rationelle og bevidste beslutninger igangsættes (Stein 2008; Damasio 1994). Gennem studier af hjernens præfrontale cortex forklarer Damasio, at en kombination af følelser og rationalitet er udgangspunktet for at træffe sunde og hensigtsmæssige beslutninger. Gennem en række analyser af mennesker med læsioner i den præfrontale cortex viser Damasio, at folk, der ikke formår at inddrage følelser i beslutninger, træffer patologiske beslutninger (Damasio 1994; Montague 2006: 125). Drew Westen anvender denne neurovidenskabelige forskning inden for politologi ved at se på, hvordan henholdsvis republikanere og demokrater appellerer til forskellige dele af hjernen. Demokraterne til fornuft, og republikanerne til følelser. Som oftest vinder republikanerne, fordi mennesker primært handler ud fra emotionalitet frem for formålsrationalitet (Westen 2007).

Ovenstående historiske gennemgang understreger to pointer: at politisk psykologi er et meget fragmenteret og pluralistisk emneområde, og at disciplinen formår at tilpasse sig de udfordringer, vestlige samfund står over for i en given tid. Som alle andre akademiske discipliner har politisk psykologi både sine stærke og svage sider. Den høje grad af diversitet inden for politisk psykologi er et eksempel. Diversiteten er en styrke, fordi den giver megen fleksibilitet, hvormed forskerne har mulighed for at skifte emne og metode for at forklare begivenheder, som sker netop nu i samfundet. Den er en svaghed, fordi den skaber flygtighed og mangel på et overordnet forskningsparadigme. Den største begrænsning ved politisk psykologi, som disciplinen ser ud i dag, er, at det er en samling af meget små og partikulære teorier. Der mangler et samlende forskningsprogram, der kan integrere de mange små, men vigtige eksperimenter og resultater. I det sidste kapitel i denne bog vil vi således forsøge at etablere et felt for politisk psykologi baseret på en række centrale antagelser. På den baggrund er det hensigten, at politisk psykologi skal kunne udvikle sig til en middle range-teori, der kan anvendes på lige fod med mere etablerede samfundsvidenskabelige teorier. Hermed tilsigtes, at der opstilles en række grundlæggende antagelser, som sammen med en række ad hoc-hypoteser kan forklare en lang række konkrete, samfundsmæssige begivenheder.