Читать книгу Politisk psykologi - Группа авторов - Страница 8

Politisk psykologi opstod for alvor som akademisk disciplin i 1940’erne, men grundtanken i disciplinen strækker sig tilbage til i hvert fald 1700-tallet. I 1725 skrev Giambattista Vico således: “Governments must conform to the nature of men governed” (Vico citeret i Stone 1981: 1). Den første akademiske interesse for politisk psykologi spirede frem i 1920’erne, og det var i denne periode, at Walter Lippman begyndte at undersøge perception og hvordan begrænsede koginitive ressourcer reducerer vælgernes evne til at træffe hensigtsmæssige politiske beslutninger. Samtidig hermed vakte Graham Wallas interesse for politisk psykologi på London School of Economics, hvor han beskæftigede sig med instinkter i politik og beslutningsrationalitet (Stone 1981: 10). Wallas’ linje blev fulgt af Harold Lasswell, som i 1930 udgav bogen Psychopathology and Politics, hvori han eksperimenterede med freudianske metoder inden for statskundskabens genstandsfelt. Der er på den måde produceret vigtige og øjenåbnende værker inden for politisk psykologi i 1920’erne og 1930’erne, men de var forholdsvis enkeltstående og skabte først for alvor akademisk debat fra 1940’erne og frem.

Politisk psykologi kan som disciplin opdeles i fire faser, der strækker sig fra 1940’erne til i dag. Skiftene mellem de forskellige faser i politisk psykologi er forårsaget af de aktuelle politiske udfordringer, som især vestlige stater har stået over for. Selvom hver fase betyder et brud med den tidligere fase, er det væsentligt at påpege, at der er en høj grad af kontinuitet i disciplinen. De metoder og empiriske genstandsfelter, der præger en given epoke, kan derfor ofte også findes i andre faser. Dette skyldes bl.a., at de fleste forskere bliver ved med at forske i den samme subdisciplin, også selvom det overordnede fokus i politisk psykologi konstant flytter sig (McGuire 1993: 30).

Figur 2 : Faserne inden for politisk psykologi