Читать книгу Politisk psykologi - Группа авторов - Страница 13

Selvom politisk psykologi har eksisteret i hen mod 60 år, er disciplinens plads på danske universiteter begrænset, til trods for at den er forholdsvis bredt forankret i lande, hvor danske forskere og studerende normalt henter inspiration og viden: USA, England, Tyskland og Holland (Bryder 1988; Adamsen 2004).² I slutningen af 1990’erne udgjorde artikler om politisk psykologi eksempelvis knap 21 % af alle artikler i de tre store amerikanske politologiske tidsskrifter American Political Science Review, American Journal of Political Science og The Journal of Politics (mens tallet for rational choice-artikler var godt 31 %) (Sullivan, Rahn og Rudolph 2002b: 156). Endvidere er disciplinen solidt forankret i spansktalende lande, hvor tidsskriftet Psicologia Politica læses af ca. 30.000 mennesker. Danske forskere anvender i høj grad teori og metode fra disse lande, ikke mindst rational choice-teori, så hvorfor er politisk psykologi blevet underprioriteret? Der er givetvis mange forklaringer på dette fravær, men to aspekter synes vigtigst: 1) forkærlighed for at forklare fænomener i relation til strukturer snarere end individer og 2) en tilbøjelighed til at afskrive psykologi som uvidenskabelig:

For det første kan sociale fænomener forklares i henhold til enten individer eller samfundsstrukturer. Man kan forklare en hvilken som helst hændelse som et udfald af samfundets institutioner, eller man kan knytte selvsamme begivenhed til de individer, der spiller en mere eller mindre central rolle i den. For eksempel kan man forklare udbruddet af Første Verdenskrig med, at der var en ustabil magtbalance i Europa kombineret med ekspansionslystne stater, eller man kan tilskrive Gavrilo Princip den tvivlsomme ære, eftersom han myrdede arvingen til den østrig-ungarske trone, kronprins Franz Ferdinand. Kun de færreste betragter individer og samfundsstrukturer som en dikotomi. De fleste vil hævde, at en hændelse er et resultat af begge faktorer, eller tilskrive sig en dialektisk og strukturationistisk forståelse af dette samspil, hvor individer og strukturer reproducerer hinanden igennem historien (Berger og Luckmann 2004; Giddens 1984, Bourdieu 1989; Bauman 1973). Begge løsninger giver dog plads til at tilskrive henholdsvis individ og samfund den mængde betydning, som man synes, er passende. Tocqueville argumenterer for, at forskere i forskellige samfund og historiske epoker lægger varierende vægt på de to faktorer (Tocqueville 1998). Jo mere hierarkisk et samfund er opbygget, desto større del af historien tilskrives individerne. Det er selvfølgelig ikke alle individer, der har lige stor betydning for, hvordan et givent samfund udvikler sig, hvilket betyder, at fokus rettes imod de individer, der er øverst i hierarkiet. Helt omvendt ser det ud i egalitære samfund, hvor statslige strukturer traditionelt spiller en større rolle, hvormed langt størstedelen af individerne er nogenlunde lige, og hvor samfundet sætter snævre rammer for, hvilke valg individet kan foretage. Det er derfor ikke overraskende, at politisk psykologi har en stærkere forankring i angloamerikanske lande end i europæiske lande præget af lighed og egalitarisme, eftersom individet generelt tilskrives mere betydning i de førstnævnte lande. De samfundsvidenskabelige fakulteter i Danmark har siden 1960’erne taget en forholdsvis klar position i den relative vægtning af henholdsvis individer og samfundsstrukturer, hvor de fleste fænomener forklares i henhold til sidstnævnte. Vigtigst i denne sammenhæng er marxismens solide forankring på de danske universiteter.

For det andet har politologer haft en tilbøjelighed til at sætte lighedstegn mellem psykologi og Sigmund Freuds psykoanalytiske metode. Dermed er kritikken mod Freud blevet generaliseret til at gælde for hele det psykologiske felt, hvormed disciplinen er reduceret til psykoanalyse af underfundige eksistenser. Denne generalisering betyder, at store dele af den psykologiske teori er blevet afskrevet som ufalsificerbar pseudovidenskab. De fleste politologer vil i dag formentligt mene, at denne kritik af en hel disciplin er uretmæssig, hvilket berettiger til en revidering af politologernes syn på psykologiske teorier og deres anvendelighed i samspil med statskundskab (Tingley 2006). Endvidere er metodologien inden for psykologi blevet forbedret væsentligt siden 1960’erne, hvilket betyder, at politologer i andre lande nu anerkender psykologi på lige fod med politologi (Deutsch og Kinnvall 2002: 15). På mange måder er de psykologiske metoder faktisk mere raffinerede og systematiserede, når det kommer til eksperimentelle design og computerbaserede neuro-programmer. Ovenstående illustrerer den brede diversitet, der præger politisk psykologi.