Читать книгу Politisk psykologi - Группа авторов - Страница 6

Da politisk psykologi primært er opstået som en negativ videnskab, må dens modpart, rational choice-teorien, betragtes som en forudsætning for at forstå disciplinen. Rational choice-teorien blev introduceret af matematikeren John von Neumann og økonomen Oskar Morgenstern i 1944 i Theory of Games and Economic Behavior (Kahneman og Tversky 1984: 343). Der er tale om en teori med udgangspunkt i det behavioristiske ideal om objektiv og kvantificerbar forskning. Formålet med rational choice-teorien var oprindelig foreskrivende, da forfatterne tilsigtede at opstille procedurer for, hvordan man træffer rationelle og efficiente beslutninger (Tversky 1975: 173; Schoemaker 1982: 539; Elster 2000: 1, 3). Det skal her bemærkes, at der ikke kun findes én rational choice-teori, eftersom den er formuleret i mange forskellige nuancer (Green og Shapiro 1994). I dette kapitel omtaler vi dog teorikomplekset som værende én teori, eftersom alle rational choice-varianterne beror på den samme grundlæggende antagelse om rational man, om end han iføres forskellige klæder af forskellige forfattere. Det er denne grundtanke, politisk psykologi reagerer på.

Rational choice-teorien i dens oprindelige, foreskrivende form er i det store og hele undtaget for kritik inden for politisk psykologi. De tekster, der udgør nærværende antologi, er derimod rettet mod den udvikling, som rational choice-teorien har taget siden 1960’erne, hvor teorien er blevet langt mere ambitiøs inden for andre grene end økonomi. Udviklingen i teorien kan skitseres således:

FIGUR 1 : Udviklingen af rational choice-teorien

Den første udvikling i rational choice-teorien er udvidelse af dens formål, hvor den går fra at være en individuel præskriptiv teori til at være en deskriptiv teori. Forandringen af teoriens formål betyder, at teorien ikke længere skal kortlægge optimal adfærd, men nu forklare og forudsige adfærd. Konsekvensen af transformationen er, at idealet om fuld information og nyttemaksimering konverteres til deskriptive antagelser om individet (Green og Shapiro 1994: 12). I stedet for at foreskrive, hvordan aktøren kan handle rationelt, såfremt han har en hjerne, der fungerer som en perfekt regnemaskine, antages det nu, at aktøren er en perfekt regnemaskine, der besidder fuld information (Schoemaker 1982: 530; Zuckert 1995: 184). Udviklingen er primært foranlediget af gruppen af økonomer, der går under betegnelsen Chicago-skolen. Denne økonomiske skole rummer prominente teoretikere såsom Milton Friedman, George Stigler, Gary Becker og James Buchanan og har til formål at udbrede principper og tankegange fra det økonomiske domæne til det sociale og politiske (Miller 1962: 65; Lemke 2001: 197). Chicago-skolen har tendens til at sætte lighedstegn mellem det ideelle og det faktiske, således at den virkelige verden ses som værende en forholdsvis præcis udgave af økonomisk teori (Miller 1962: 65).

Den anden udvikling i rational choice-teorien omhandler ligeledes teoriens formål, men også dens genstandsfelt. Med udgangspunkt i den deskriptive version af teorien har Chicago-skolen og andre neoliberale hen ad vejen gjort teorien præskriptiv igen. Dette er en følge af, at teorien i dens deskriptive udgave bruges til at komme med normative synspunkter om, hvordan samfundet bør indrettes. Denne nye form for præskriptiv teori adskiller sig fra den oprindelige individuelle præskriptive teori, fordi den bygger videre på den deskriptive fortolkning af rational choice-antagelserne. Formålet med denne tredje version af rational choice-teori er at forandre samfundets institutioner, hvorfor denne udgave af rational choice-teorien kan benævnes politisk præskriptiv.

Politisk præskriptiv rational choice-teori indebærer en anden central udvikling inden for rational choice-teorien i form af en udvidelse af dens genstandsfelt. I og med at teorien nu er politisk præskriptiv, har teorien udviklet sig fra udelukkende at beskæftige sig med det økonomiske marked til at inkludere både økonomiske, politisk-administrative og sociale domæner (Green og Shapiro 1994). Det betyder, at både problemer og løsninger i adskillige domæner nu defineres ud fra de logikker og termer, der traditionelt kendetegner det økonomiske domæne (Lemke 2001: 197; Gordon 1991: 42). Der er her tale om, hvad mange rational choice-kritikere betegner som kolonisering af andre domæner og livsverdener (Habermas 1984: 8ff; Habermas 1987: 164ff; Horkheimer og Adorno 2002: 11; Monroe og Maher 1995: 1; Scott 2000; Walt 1999: 5; Baynes 1998: 2). Det betyder, at disse domæner, mest tydeligt politiske og sociale, nu indrettes ud fra samme præmisser, antagelser og logikker, som anvendes i den økonomiske sfære.

I udvidelsen af teoriens domæne ligger en implicit antagelse om, at alle relationer grundlæggende er identiske med dem, der eksisterer på markedet, hvorfor de samme rationaler er velegnede til at danne grundlag for institutioner i alle samfundets domæner (Riker og Zavoina 1970: 50). Ifølge teoriens fortalere er det således ikke kun købere og sælgere på markedet, der forsøger at maksimere deres materielle velstand, men også bureaukrater, politikere, organisationer og stater. Sat på spidsen er der i denne økonomiske logik ikke forskel på at købe en bil og begå et mord. Begge handlinger antages at blive begået af en formålsrationel aktør, som mere eller mindre er en tro kopi af rational man. Aktøren opvejer omkostninger og fordele ved en given handling og køber bilen eller begår mordet, såfremt dette giver den største nytte. Det politiske svar på alverdens problemer er derfor at regulere sanktionerne for at begå et mord, hvorefter det forventes, at den rationelle aktør vælger en anden handling. Den økonomiske logik adskiller sig derfor grundlæggende fra den politisk psykologiske forståelse af menneskelig handling, som i langt højere grad inddrager psykologiske og biologiske faktorer.

Konsekvenserne af udvidelsen af rational choice-teoriens formål og genstandsfelt har vist sig at være omfangsrige, eftersom tankegangen dominerer store dele af den politiske sfære. Udvidelsen af formål og genstandsfelt har været stærkt medvirkende til fremkomsten og opblomstringen af disciplinen politisk psykologi, fordi den sætter spørgsmålstegn ved de antagelser, som rational choice-teorien bygger på.