Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 22

Der kan altså argumenteres for, at den fællesborgerlige identitet blev gestaltet i befæstninger, og man skulle da tro, at det var en samdrægtig og harmonisk flok, der boede bag byens mure. Men da ingen kun rummer ét identitetslag, har der været rigelig plads til konkurrerende og modstridende identiteter. Det er i øvrigt i god tråd med Louis Wirth’s klassiske essay “Urbanism as a Way of Life”, der postulerer frivillige – men vel at mærke indbyrdes stridende – kollektiver som en typisk urban organisation.

På det formelle plan fortonede 1100-tallets bykollektiv sig således snart, og byrådets magtfuldkommenhed blev senest indvarslet omkring 1300.¹¹¹ Traditionel socialhistorie kan selvfølgelig anvendes til at skildre det konfliktfyldte bysamfund, men er ikke velegnet til at integrere arkæologiens og historiefagets metoder. Her bør blikket vendes mod mere teoribevidste tilgange med inspiration fra blandt andet antropologien.

Dansk middelalderbyhistorie har her en stor arbejdsmark foran sig. Internationalt er situationen en anden og bedre.

Cambridge-professoren og kulturhistorikeren Peter Burke har i en kort sammenligning af byantropologers og byhistorikeres tilgang til forskellige emner som slægt, migration, frivillige sammenslutninger, arbejde, kriminalitet, naboskab, social lagdeling og mentalitet fremdraget en række felter, hvor historikerne med fordel kan anvende antropologernes metoder.¹¹² Han refererer Chicagoskolens leder, Robert E. Park, for det berømte udsagn i den skoledannende artikel “The City” fra 1915, hvori det hedder følgende om byen: “the individual’s status is determined to a considerable degree by conventional signs – by fashion and ‘front’ – and the art of life is largely reduced to skating on thin surfaces and a scrupulous study of style and man-ners.”¹¹³ Park mønter sin passage på byens mest mobile og omkringfarende grupper, og vel kan de aldrig have været de fleste, men Burke anvender nu også betragtningen mere generelt på byens mere flygtige sociale kontakter og på bymenneskets tendens til – med Parks ord – at leve sit liv “in several different contiguous but otherwise widely seperated worlds”.

Selvfølgelig må man sige, at Park overdrev ikke så lidt med al sin tale om, at kunsten at leve udfoldede sig på den tyndeste overflade. Byforskere af mange slags fag har da også mere hæftet sig ved forestillingen om bymenneskets behov for at manifestere sig med “conventional signs”, hvad enten det drejer sig om ‘presentation of self’ eller kollektive demonstrationer.

På dette felt er meget opnået inden for de senere år, og jeg skal kun give nogle eksempler, både fra arkæologien og historieforskningen.

Carelli har nu demonstreret, hvordan den mangfoldighed af klædedragter, sko og smykker, som viste sig ved overgangen fra 1100-til 1200-tallet, udtrykker, at bymennesket i middelalderen begyndte at betjene sig af kulturelle markører for at skabe sig position og personlighed inden for de ekspanderende bysamfund. Bjørn Poulsen har tilsvarende fremlagt et billede fra senmiddelalderen, hvor luksusforbrug ses som et spejl på konvertering af økonomisk kapital til symbolsk i Bourdieus terminologi. Men det skal tilføjes, at Poulsen tager sine forbehold for, hvor langt ud til landets byer importerede luksusvarer nåede, for importen var tydeligvis begrænset til enkelte centre som Aalborg og København og til opkøb på de hollandske skibe, der løb gennem Øresund. På den anden side kunne sjældne krydderier i anden halvdel af 1400-tallet tilsyneladende købes selv hos kræmmere i de større danske byer, medens de egentlige købmænd altid var leveringsdygtige af øl og vin til adelen og lensmændene. Klæde af udenlandsk forekomst var den mest almindelige luksusvare, der fandt vej til såvel borger- som bondehjem.¹¹⁴

Noget samlet billede af borgerstandens statusbetonede forbrug og import af klæde, krydderier og luksusvarer har vi dog ikke, men at der foregik en stadig forfinelse i de højere sociale lag, er hævet over enhver tvivl.¹¹⁵

Det er ikke vanskeligt at pege på “konkurrerende identiteter” i den senmiddelalderlige by. Magistratsborgerskabet – bestående af borgmester- og rådmandsslægter – forstærkede generelt dets position fra slutningen af 1300-tallet og ind i 1400-tallet og vandt blandt andet stor indflydelse på udpegelsen af byfogeder.¹¹⁶ Tore Nyberg har antydet en opdeling i Odense i første halvdel af 1300-tallet med gejstlig, adelig, kongetro og borgerlig standsbevidsthed. Tiggermunkene og deres virksomhed ser han som omfattet af borgernes og ikke kirkens standsbevidsthed på grund af deres arbejdsetiske fællestræk og munkenes retslige og skriftlige bistand til det unge borgerskab.¹¹⁷ Man kan forestille sig, at fremkomsten af rådhuse har bidraget til at skubbe tiggermunkene ud af den borgerlige inderkreds, fordi rådmandsborgerskabet hermed fik egne mødelokaler og ikke længere mødtes i klostre og kapeller.¹¹⁸

Samhørigheden – for så vidt den overhovedet stadig eksisterede – blev ydermere brudt af håndværkernes stadig mere trængte politiske stilling fra Erik af Pommerns tid, hvor modsætningsforholdet mellem håndværkere og købmænd formaliseredes med magistraternes kontrol med håndværkerlavene, der fandt sted samtidig med detailhandlernes og håndværkernes udelukkelse fra rådet.¹¹⁹ Forordningen 1422 indgår i en nær sammenhæng med den bureaukratisering, der ifølge Grethe Jacobsen var resultatet af, at betalingen af byskatter til kongen fandt ind i fastere former, givetvis fra 1300-tallet og i hvert fald i 1400-tallet, og som gav rådet det fornødne påskud til at sikre sig kontrol over byens økonomi.¹²⁰ Fra slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet kom det til flere åbenlyse konflikter mellem magistraten og byens ‘menige’ indbyggere både med og uden borgerskab.¹²¹

Fronterne var trukket skarpt op, og i det senmiddelalderlige byikonografiske univers – som vi i dag næppe kan siges at have forsøgt at forstå ordentligt – har det vel været en magtdemonstration, at borgere uden segl kunne og i en vis udstrækning var nødt til at lade sine dokumenter forsyne med en af rådmændenes segl.¹²²

Den skitserede udvikling skal også betragtes sammen med et andet felt i rivende udvikling, forskningen i gilder og broderskaber. Lars Bisgaards artikel i denne bog tilhører denne retning, som også kan ses som en del af tendensen til at forlade anakronismerne og tage fat på samtidens egen forestillingsverden. Det er et sigende udtryk herfor, at man har forladt tanken om gilderne som primært korporationer med faglige funktioner.¹²³

Burke går i ovennævnte artikel uden om et andet antropologisk inspireret tema, som internationale historikere i de senere år har taget til sig, og som i høj grad kalder på dansk byhistorie. Det er forestillingen om ‘contested’ eller ‘representational space’. I virkeligheden er det et mangfoldigt felt, men dets bærende idé kan udtrykkes således:

The point of particular interest is that space acquired meaning through perform ances. Some of the performances were purely symbolic in content: marching through the Friday market with a guild’s banner, kneeling before the duke at a gate, or staging a royal inauguration on the town market square. Others were more instrumental but no less powerful as symbols: a beheading on a bridge, the burning of a belfry, or the destruction of a town charter. These examples corroborate [Henri] Lefebvre’s idea of space as a mix of conceptual, perceptual, and representational attributes. ¹²⁴

Ad disse linjer bevæger dansk middelalderbyhistorie sig ikke! Leif Søndergaard er dog en undtagelse herfra. I sin undersøgelse af kulturelle aktiviteter i gilder og lav har han blotlagt spændende mønstre i samspillet mellem gildeaktiviteter og bevægelser i byens rum. Det gælder konstateringen af gildehuset som en art ‘forsamlingshus’, men først og fremmest gælder det undersøgelsen af processioner og fester i forbindelse med majfester, papegøjeskydning og Guds Legemes Lav. Vel var de til fest og farver, men alvoren i løjerne lå i fire bagvedliggende funktioner: Styrkelse af fællesskabet, skabelse af kulturel identitet, markering af social status og understregning af magtforholdene.¹²⁵ Hertil kan man føje begravelsesoptogene mv.

Speciel interesse knytter sig til papegøjeskydningen, der blev foretaget af de socialt mest eksklusive gilder.¹²⁶ Og det er vigtigt at erindre, at de processioner, der var særlig knyttet til byens fornemme gilder – Guds Legemes Festen (hvor de fornemme gilder bar baldakinen over det hellige legeme), papegøjeskydning, valg af majgreve og fakkeldans ved fastelavn – voksede i glans, hyppighed og omfang i senmiddelalderen. I det hele taget har byens rum ved denne tid været tæt befolket med semi-offentlige handlinger. Gildernes antal steg, og der har – med Bisgaards ord – i sommerhalvåret i de større byer næppe været en helgendag uden en eller flere gildedrikke.¹²⁷ Og så har vi slet ikke nævnt de retslige handlinger på torvet, markedsdagene og sognekirkernes processioner.