Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 21

Set på en afstand af mange hundrede år træder byens befæstning med volde, grave og porte frem som et markant bymæssigt ikon; udadtil som en markør, indadtil som et “banner”, man kunne flokkes under. Ser man nærmere efter, opløses forståelsen imidlertid i perioder med afvigende træk. Ud af de godt hundrede kendte købstadsdannelser i middelalderen, er det kun omtrent tredive, der omtales som befæstede i forskningslitteraturen.

Byens volde indgår i Peter Carellis tese om byens perceptuelle afgrænsning tidligt i 1100-tallet.¹⁰⁵ Carelli fremfører med hensyn til 1100-tallets befæstninger af byer, at de havde en forsvarsværdi, der slet ikke stod mål med det arbejde, de kostede, og som nogle steder kun er blevet overgået af opførelsen af en storkirke. Om deres funktion så ligefrem var perceptuel, og om de primært var rejst som monumenter over det nyslåede og selvbevidste borgerskabs magtfulde position over for 1130’ernes og 1140’ernes svage kongemagt, ja, det står og falder med teorien – igen!¹⁰⁶ Og så dog, for materielle kilder som fæstningsværkerne er jo ikke nødvendigvis udsprunget af samme behov til alle tider.¹⁰⁷ Interessen samler sig her om befæstningernes spredning, bygherrer, forsvarsværdi, nærhed til kongelige anlæg og andre kronologisktypologiske forhold.

Med denne tilgang kan der udskilles følgende faser: 1050-1200 var kun syv bydannelser beskyttet af volde og grave: Ribe, Roskilde, Kalundborg, København, Lund, Århus og Viborg (hertil kommer Lomma, hvis bystatus dog er omstridt). Med undtagelse af Århus lå de alle i tilknytning til en kendt borg, og kongemagten har været nærværende ved alle anlæg. Det kunne f.eks. skyldes, at gravene også tjente som kanaler til den kongelige vandmølle.¹⁰⁸

I et uafklaret forhold til Carelli er Damgaard Sørensen tilbøjelig til at opfatte befæstningerne af Viborg, Lund og Roskilde som afvigere i form af provisoriske anlæg fra 1100-tallets urohærgede tid. Meget tyder på, at befæstninger slet ikke var et fast træk ved byerne. De fleste af de gamle anlæg var nedlagt inden år 1200, uden at de fik en umiddelbar afløser. Fasen 1200-1400 var anderledes. Der kan konstateres 19 kendte bybefæstninger, alle – med undtagelse af Lund – kystbyer og tillige permanente fæstninger, der stod middelalderen ud. Bymure kom til så sent som i 1300-tallet. Under og efter Valdemar Atterdag (1340-1375) var de nye bybefæstninger næsten altid sekundære i forhold til en kongelig borg, men forinden havde der i 1300-tallets første årtier været en tid med et meget broget magtbillede, der gav byerne større råderum over for kongen. Valdemar 3. måtte i sin håndfæstning 1326 tåle en indrømmelse til “Borgerne i Lund og de andre Bymænd fra Torvekøbingerne”, som i fremtiden skulle “have fuld Myndighed og fri Lejlighed til at befæste deres Stad og Byer med Palisader, Voldgrave, Mure og Forsvarsværker til hel Rigets og deres eget Tarv og Forsvar, saa godt de kan”.¹⁰⁹ Tre-seks nye eller forbedrede befæstninger kom til i denne tid – Lund, Åhus og Køge og måske også Malmø, Horsens og Aabenraa. Det var ikke nødvendigvis større anlæg; måske var de kun egnede til at standse mindre styrker og omstrejfere, ikke en egentlig hær.

Men denne defensive position kom kongemagten altså ud af med Valdemar Atterdag, der var ophavsmand til de markante bymure af tegl i Kalundborg, Vordingborg og Flensborg. Byernes befæstning vedblev at være et redskab i magtspillet mellem konge og borgere. Konklusionen må altså være, at man bør tillægge bybefæstningen – mure, porte, palisader, volde – andet end fortifikatorisk værdi. Under Frederik 1. (1523-1533) vedtog en herrredag ligefrem, at alle bybefæstninger uden for Malmø og København skulle nedlægges, og det er Janne Damgaard Sørensens vurdering, at de fleste bybefæstninger herefter blev helt eller delvis nedlagt. Tilbage stod især de befæstninger, der var del af forsvaret af grænsen mod ydre fjender.¹¹⁰