Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 9

Lad os begynde med det, som der hersker nogenlunde enighed om – urbaniseringen i grundtræk.

Forskningen i de første danske byer har først og fremmest taget sigte på spørgsmålet om pladskontinuitet i forhold til ældre bebyggelser, byernes karakter som permanente tætbebyggelser eller sæsonbebyggelser, herunder deres handelsmæssige og økonomiske rationale, samt betydningen af politiske og religiøse magtforhold. Man har altså trukket på begreber fra både centralsteds- og netværksteorierne.

Den første konstatérbare formelle afgrænsning af byerne var udskillelsen af dem som særligt beskatningsområde, ‘midsommergælden’, omtalt 1085. I den ældste skriftlige omtale af byerne i Danmark fortæller Adam af Bremen i begyndelsen af 1070’erne, at der i Jylland fandtes “meget store byer”, hvor landet blev gennemskåret af havarme. Så store har de nu ikke været, men enkelte har dog haft nogle hundrede år på bagen på Adams tid, og velkendt er, at Ribes ældste historie i de senere årtier er tilbageført til 704-710, og at Hedeby kan dateres til 804, om end der har været håndværkervirksomhed på stedet i 700-årene.¹³ Netop karakteren af de to steder – bydannelser før byernes formelle opståen – har skærpet de definitoriske krav.

I 1970’erne så man – mig bekendt – de første nyere tegn på en udvidet forståelse af bybegrebet, formodentlig i nær tilknytning til flere og flere fund af handelspladser uden senere bydannelse. Moderne geografiske bybegreber opererer ikke med en juridisk anerkendelse af byen, og Hans Andersson – den senere professor i middelalderarkæologi i Lund og leder af det svenske Projekt Medeltidsstaden – var derfor blot konsekvent, da han tilbageførte sådanne betragtninger på de ældste byer og fremlagde sit syn på, at et centralsted skal defineres ud fra stedets kvaliteter, ikke ud fra en formel anerkendelse. Urbaniseringsprocessen kunne følges ved at se på, hvordan stederne placerede sig på en skala af funktionelle, topografiske og retslig-administrative kriterier (se nedenfor).¹⁴ Der fandtes altså bymæssige bebyggelser før byerne, så at sige.¹⁵

I det lys må man se urbaniseringsprocessen tage sin begyndelse ved de steder, der på basis af de senere årtiers udgravninger og teorier dels kan betegnes som centre for ‘administreret handel’, dels som ‘specialiserede anløbssteder’.¹⁶ Få steder var begge dele – f.eks. Lundeborgpladsen i tilknytning til rigdomscentret (kongesædet?) Gudme – og billedet domineres da også helt overvejende af mindre sæsonbebyggelser, hvorom vidnesbyrd er fremkommet ved arkæologiske undersøgelser. På flere af de undersøgte steder er der fundmateriale fra tiden før midten af 500-tallet, men det synes bortset fra Lundeborg at være af en afgørende anden karakter, og Jens Ulriksen daterer derfor anløbsstedernes historie til tiden ca. 530-1100. Dette tidsrum opdeler han i to faser: ca. 530-700 med 14 kendte specialiserede anløbspladser, og 700-1100 med 32, hvoraf nogle få afløste hinanden.¹⁷

Man skal dog ikke ukritisk opfatte enhver centralitetsbetinget bebyggelse som en direkte forløber for de senere byer, snarere som ‘funktionelle forløbere’ i mere abstrakt forstand. Dette indtryk efterlades dels af Lennart S. Madsens artikel i denne bog om de middelalderlige købstæder i Nordslesvig, dels af Jens Ulriksens ph.d.-afhandling om anløbspladser bl.a. i Roskilde Fjord. “Byaktiviteterne” i denne fjord kan føres tilbage til det 6.-8. århundrede og fortsatte efter alt at dømme kontinuerligt frem til det 11.-12. århundrede. Intet tyder på betydende fremmede kontakter, og handelssporene er forsvindende. Derimod kan de specialiserede anløbspladser typisk fremvise spor efter metalbearbejdning, glasperle- og tekstilfremstilling, mens fundmaterialet efter fiskeri og skibsklargøring er sparsomt.¹⁸ Bygningsstrukturen har været yderst simpel, og der er ikke spor efter parcellering eller anden form for indre organisation.

Af de mange anløbspladser ønsker Jens Ulriksen imidlertid kun at udpege ganske få til egentlige handels- og håndværkerpladser: Hedeby, Ribe og det østskånske Åhus’ to bebyggelser er de eneste klare eksempler, mens Århus, Sebbersund og det ældste Löddeköpinge fremstår mindre klart.¹⁹

Disse ældste markeds- og bydannelser er sket i tilknytning til den økonomiske fremgang rundt om Den Engelske Kanal og i det frisiske område i 600-tallet. Det lokale bygrundlag er dog først for alvor kommet til stede med 700-tallets omlægning af dele af det danske landbrug til større enheder, som ganske givet har skabt en gruppe af bønder med en overskudsproduktion. Rigsdannelsen må imidlertid tillægges afgørende betydning. Markedsfreden blev hermed udstrakt og af mere permanent art, og der er således alle tegn på kongelige interesser i Hedeby.²⁰

Ribes hurtige vækst afspejlede, at det danske område fandt en plads i de vesteuropæiske og kontinentale forsyningslinjer.²¹ Noget hierarkisk bysystem var der jo ikke tale om, snarere var Ribe en udpræget netværksby af den type ‘gateways’, der af Richard Hodges knyttes til monopoliserede udvekslingslokaliteter i et grænseområde inden for rammerne af et delvis kommercialiseret samfund.²² Netop dette forhold har betydet, at der fra de tidligste år må have været aktivitet på bebyggelsen det meste af sejlsæsonen for ikke at lægge hindringer i vejen for de tilrejsende skibsfolk.

Hedeby indtog samme funktion efter ca. 800 og indgik i netværk med Birka i Mälaren i Sverige og Kaupang i Oslo-Fjorden, og spørgsmålet er, om ikke også Roskilde allerede i 900-tallet havde en anløbsplads, hvis ikke en egentlig handelsplads, placeret på stranden nord for den senere byvold?²³