Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 19

De ovennævnte værker er klare vidnesbyrd om, at forskningen i dag er blevet meget klogere på de sociale forhold ved at forskubbe optikken fra socioøkonomiske til mentalitetshistoriske forhold. Efter min opfattelse er et af de væsentligste nybrud i byforskningen nøje forbundet hermed, nemlig spørgsmålet om identitetsflader i byen, som både Ebbe Nyborg og Lars Bisgaard berører eksplicit i deres artikler i denne bog. Væsentligt, fordi spørgsmålet giver arkæologien og historieforskningen alle muligheder for et frugtbart samspil, og fordi det i ubrudt linje fører frem til vore dages forestillingsverden og kommunale institutioner.

Nogle citater af Helge Paludan kan tjene som affyringsrampe. Først – “Byen og bylivsformen bragte Danmark mere på højde med de nyeste tendenser”. Dernæst – “Byerne med deres kirker blev moderniseringens centre”.⁹² Og endelig (det er handelen uden om stadsherren fra midt i 1100-tallet, der vurderes): “Dermed var vejen åbnet for en overgang til den selvbevidste stad.” Hvad Helge Paludan her berører på et – sådan forekommer det af sammenhængen – tentativt plan, er siden mere udførligt fremlagt af Peter Carelli.

Carelli går i sin svenske doktorafhandling fra 2001 helt nye veje, hvad angår den udtalte brug af teori og arkæologisk empiri. Hans grundlæggende spørgsmål er urbansociologisk inspireret: Hvilke følger havde det kompakte byrums opståen på det mentale plan? Og hvordan kan den mentalitetshistoriske udvikling aflæses i byrummets forandringer? Den dualistiske tilgang er et nøje udtryk for Carellis videnskabelige eklekticisme, hvor han søger at sammentænke aktør, mentalitet og struktur inden for en totalhistorisk ramme.⁹³ Han klandrer i den forbindelse den skandinaviske byforskning for, at den har været blind for den omfattende teoretiske litteratur inden for urbansociologen fra Chicagoskolen i 1930’erne til den strukturalistiske sociologi i 1970’erne. Den traditionelle arkæologi har vist sin styrke til at genskabe byen som “livsrum”, men har forsømt at rekonstruere byen som “livsform”. Ikke desto mindre var den begge dele.

Bymennesker lever i flok, når de er mange nok, kan man sige med et digterisk lån. Og ikke nok med det, de kan heller ikke undslippe det. Det er vel urbansociologiens inderste budskab, som derfor også må være gyldigt for de ældste byer. Under alle omstændigheder ser Carelli den omfattende og hurtige bydannnelse i Lund, som er hans vigtigste reference, som noget nær tilstrækkelige rammebetingelser for en urban livsstils opståen.⁹⁴ Enhver, der begrunder sine konklusioner i konsistente og velafprøvede teoretiske betragtninger, er utvivlsomt på lødig videnskabelig grund, men har også lagt sin skæbne i hænderne på den fortsatte teoretiske diskussion. Den står og falder Carelli derfor med, men nybruddet er en kendsgerning, og det kan i øvrigt ses som del af en interessant udenlandsk opinion mod den fremherskende danske empiriske tradition.

Axel Christophersen, som nævnt professor i Trondheim og direktør for Vitenskapsmuseet, har i flere år været en stærk kritiker af det, han kalder den danske historiske arkæologis stærke præg af weibulliansk forskningstradition med afhængigheden af skriftlige kilder og dens manglende kulturhistoriske teoribevidsthed.⁹⁵ Christophersen er inspireret af blandt andet fænomenologien og Pierre Bourdieus’ ‘habitus-begreb’ og søger – kort sagt – at finde ind til det usagte eller underforståede i dagliglivets handlinger. Det er efter denne opfattelse gennem hverdagslivets handlinger, at mennesker udvikler de normer og attituder, der giver struktur, sammenhæng, dybde og mening i deres tilværelse.⁹⁶ Identitetsskabende handlinger er særlig vigtige, om end de måske ikke er så mærkbare for den enkelte i hverdagen. Men det bliver de, når identiteten for den enkelte eller for gruppen enten skal etableres eller møder stærk udfordring.

I denne sammenhæng er det selvfølgelig særlig interessant, hvordan hverdagslivets praksis omsættes til rumdannende handling – fordi det er rummet og de større og mindre genstande, der udgør rummet, som arkæologerne finder i og på jorden og ønsker at få til at tale. Christophersen fremfører, at vigtige arenaer for kommunikative handlinger kan være bolig, boligindretning, påklædning, madlavning, fritidsaktiviteter og selskabelig omgang.

Den urbane livsstil indeholdt elementer af kommercialisering, ændrede forbrugsmønstre og politisk og juridisk selvforvaltning. Tilsammen skabte de en særegen urban identitet, en urbanitet. Identitetsbegrebet har længe, alt for længe, været forbeholdt studier af etniske og nationale emner, men det er nu klart, at der her er et stort potentiale i byhistorien.

Identitet er jo et mangesidet begreb, som i forenklingens navn kan siges at rumme den enkeltes bevidsthed om sig selv udviklet i relation til andre, enten individuelt eller som medlem af en gruppe. Hovedindholdet er altså selvfølelsen som et resultat af den sociale interaktion.⁹⁷

De identiteter, der kan tilbageføres til bylivets specifikke betingelser, rummer derfor to hovedretninger: Identificeringen med hele byen og identificeringen med enkelte grupper i byen. Jeg vil i det følgende veksle mellem de to retninger.