Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 11

Centralstedsteorien forudsætter – meget banalt – at den økonomiske balance i omsætningen mellem land og by er i byens favør, men den har i konteksten en blind vinkel over for karakteren af investerings- og forbrugsmønstre, som i høj grad er historisk foranderlige og kulturelt bestemte.³³

Man kan ikke blot gå ud fra, at det overskud, der føres til byen, eller som folk i byen bestemmer over, også omsættes i byen og indgår som en del af borgernes eksistensgrundlag. På samme måde er den underliggende antagelse om rationel økonomisk adfærd selvfølgelig også i denne som i mange andre sammenhænge en tvivlsom størrelse. Ikke desto mindre er der grund til at holde fast ved – som angivet af den amerikanske byhistoriker Stuart M. Blumin – at markedsøkonomiske kræfter normalt er igangsættende for bydannelse ved siden af påvirkningen fra eksisterende bysystemer og statsdannelser.³⁴ Eksisterende bysystemer kan vi i det store og hele se bort fra, de danske byer opstod i et noget nær ‘tomt rum’. Men så meget mere grund er der til at se på skiftet fra ikke-kommercielle til kommercielle drivkræfter, fra ‘konsumentby’ til ‘merkantilby’.

Således taler alt for, at byernes markedsøkonomiske rationale forstærkedes væsentligt ved indledningen til højmiddelalderen – i det kongelige kancelli formuleret som en adskillelse mellem ‘civitas’ og ‘villa forensis’, stad og torvekøbing – med tilhørende fald i stadsherrens magtmonopol.³⁵ Der var vel ligefrem tale om to faser i den danske urbaniserings rationale, som i forhold til en større europæisk sammenhæng udviser både fælles og afvigende træk.

Hvor sociologen Max Weber i høj grad udviklede begrebet om ‘konsumentbyen’, har antikhistorikeren Moses I. Finley i højere grad tids- og stedfæstet den; ikke alene som den dominerende bytype i den græsk-romerske verden, men i det hele taget som et af de konstituerende træk ved denne.³⁶ Som et ikon for byen fremstod agora’en, ikke markedstorvet. En række af de kendetegn, den antikke konsumentby fremviste, giver det ingen mening at overføre på senere forhold, men Blumin trækker alligevel paralleller til den antikke by og dens samspil mellem eksistensgrundlag, socialstruktur og fysisk fremtoning og spørger:

Perhaps on other pre-commercial settings this central institution was the temple, the palace or the defending wall. In any case, the point that emerges here is that where extra-local commerce is but poorly developed we must expect to find towns emerging, when they emerge at all, to serve functions such as religious administration, territorial rule and military expansion or defence. Within those towns we must expect to find that the dominant classes are rentiers, priests, courtiers, bureaucrats and soldiers, and that the primary means of personal ascendancy are land ownership and office-holding.³⁷

Blumin henviser til, at den belgiske middelalderhistoriker og orientalist Henri Pirenne i de af hans værker, der står mest uantastet i dag, har henlagt kommercialiseringen af byerne til en gradvis udvikling fra det 10. til det 13. århundrede. Udviklingen var personificeret i den købmandsstand, der fra en position i byernes yderkant både socialt og bopælsmæssigt blev en kernegruppe i byerne og i forløbet trak omsætningen væk fra de store messer og ind bag byens porte.