Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 6

Man kan indvende mod Olaf Olsens modstand mod at opstille bykriterier, at det er svært at tælle byerne, hvis man ikke kan definere dem. Mod denne indvending kan man igen anføre, at det kan da være ligegyldigt! Ønsket om at skabe en syntese over de ældste byers historie deles for eksempel ikke af Axel Christophersen, professor i Trondheim og direktør for Vitenskapsmuseet. “Stikk imot sin hensikt”, sagde han med provokerende brod mod en forsamling af nordiske byhistorikere i 1999, “vil den syntetiserte fremstilling av byhistorien måtte redusere det tids- og stedspesifikke i ethvert urbant fenomen, og er slik med på å ‘avhistorisere’ fremstillingen av urban utvikling”. Syntesen vil næsten naturnødvendigt få slagside mod makrohistorien, undergrave arkæologiens egne indsigter og placere denne som et vedhæng til den i øvrigt skriftbaserede ‘fortælling’ om det feudale samfund. Syntesen er altså et umuligt produkt af de diskurser, den er skabt inden for, og den forfladiger vores forståelse af tidligere tiders byer.⁴

Nu kan man imidlertid vanskeligt tale om ‘urban utvikling’ og ‘urbant fenomen’ uden at opfatte ‘urbaniteten’ som noget, der berører mere end én by. Og man bør fastholde, at syntesen også giver værdifulde bidrag til vor forståelse af byernes kontekstualitet – deres samfundsmæssige betydning.⁵

Her har vi et berøringspunkt med historiefagets metodiske udvikling i retning af det funktionelle kildesyn. Det, som Andrén fremstiller som et opgør med den klassiske byarkæologi, er nok i virkeligheden et hjørne af en generel kulturhistorisk renæssance med vægt på samspillet mellem teorier og empiri. Og dermed er historikerne på banen igen!