Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 20

Afgørende for den urbane fællesidentitet – borgerfølelsen – var på den ene side de håndgribelige privilegier – retslige og økonomiske rettigheder og pligter – der adskilte byfolket fra bønderne, og som kan belægges fra og med Slesvig stadsret, givet af Svend Grathe 1146, men med tråde tilbage til 1130’erne.⁹⁸ I denne og i andre stadsretter finder man blandt andet den vigtige ret, at en borger ikke må stævnes uden for sin egen by. Man kan også spørge, hvilken betydning det havde, at kirken ihærdigt søgte at opnå et forbud imod udenbys stævning? Og opnåede den det ikke de jure, så betød de mange biskoppelige lokalofficialer i købstaden, at sikringen i virkeligheden gik igennem, støttet af oprettelsen af specielle ‘købstadsprovstier’.⁹⁹

I sammenhængen indgår også “spørgsmålene om et organisatorisk og mentalt sognefællesskab”, som Ebbe Nyborg diskuterer i denne bog. Han hælder mest til, at sognefællesskabet har været sekundært i forhold til gilderne, men dog af større betydning i byen end på landet. Talrige segl bevidner, hvordan man har tillagt byens hovedsognekirke og værnehelgen værdi som vartegn og særlige beskyttere; Lars Bisgaard fremhæver længere omme i denne bog placeringen af markedsdage på dagene for byhelgener og bykirkernes skytshelgener som udtryk for det samme ønske.

Borgerskabsfølelsen har tidligt fået politisk og praktisk indhold. Det sidste kan bl.a. godtgøres gennem ansvaret for at vedligeholde egne gadestrækninger.¹⁰⁰ Det kan skriftligt følges tilbage til Københavns ældste stadsret fra 1254, efter hvilken det var strafbart, “om nogen ikke efter skyldighed anlægger veje eller andet der forekommer borgerskabet gavnligt”. Kan man se det i forlængelse heraf, at Carsten Selch Jensen anvender udtrykket ‘kommunalisering’ om fattigforsorgen i byerne i senmiddelalderen?

Stadsretterne blev almindelige i 1200-tallet (i Skåne i 1300-tallet), og det er stadig et stort spørgsmål, om de afspejler et bykollektivs fælles bestræbelse på at sikre sig et nærmere udmålt råderum i forhold til stadsherren. Det antages normalt, at borgerne selv valgte medlemmerne til de første råd efter mønster fra gilderne.¹⁰¹ Gildepræget er da tilsyneladende også stærkt både i stadsretter som Slesvigs fra 1242 og i den hyppige anvendelse af ordet oldermand (senior, senator) i både diplomer og på segl.

Man kunne næsten frygte, at der er tale om en ‘guldaldermyte’ i stil med højmiddelalderens frie bønder, men opfattelsen er langt fra ubefæstet. Gildeforskningen hælder i dag til, at “de ældste gilder synes at have haft kommunal karakter, således at forstå, at de mere eller mindre omfattede alle, der var med i den fremvoksende borgerstand i byerne, der ønskede uafhængighed fra en byherre”.¹⁰²

Tesen om tidlig identitet mellem gilde og kommune har været dannet ud fra opfattelsen af Knudsgildet som eneste betydningsfulde organisation i Slesvig forud for stadsretten af 1146. Men den har efter alt at dømme udspillet sin rolle.

Christian Radtkes analyse af Slesvigs borgerskab, der i 1131-1134 agerede som en autonom edsvoren enhed frem mod mordet på kong Niels 1134, retter et nådesstød mod opfattelsen af gildet under en eller anden form som ophav til rådsinstitutionen.¹⁰³ I stedet var der tale om rendyrket kommunalisme efter kontinentalt forbillede. I større europæisk sammenhæng ses fyrstemagtens senere tildeling af rådsrettigheder normalt som en indrømmelse fremkaldt af modstanden fra edsfællesskabet af alle borgere, og Radtke ser på samme måde Slesvigs stadsret som en kodificering af de friheder, byen tilkæmpede sig i 1130’erne og siden udvidede.

Radtke konkluderer, at den kommunale fase var et vigtigt overgangsstadium mellem byherre og rådsstyre. Stadsretten var det retstiftende bevis, men fra en helt anden metodisk skole kan man også fremhæve værdien af ‘symbolske markører’. Anders Andrén har således argumenteret stærkt for, at flere mønter og bysegl fra 1100-tallet symboliserer et stærkt bykollektiv. Det sætter han i forbindelse med kommunal aktivitet i Lund, Viborg, Roskilde og måske Aalborg og Århus i første halvdel af 1100-tallet.¹⁰⁴

Nye indsigter i byernes tidlige magtstruktur lader sig således indfange ved hjælp af både traditionel diplomatisk historie og moderne kulturhistorisk arkæologi. Diplomer får vi jo næppe mange flere af, så ny viden må skaffes ved en kombination af nye teorier og en erkendelse af, at materielle kulturgenstande kan skifte betydningsindhold over tid og ikke må bindes op på enkle og uforanderlige forklaringer.

Det eksempel, jeg vil give herpå er byvolde, spørgsmålet er urban identitet, og det tager tråden op fra kommunalismen i første halvdel af 1100-tallet.