Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 10

Som nævnt var det Hans Andersson, der for alvor lancerede centralstedsteorier på den tidlige bydannelse. Han opdelte bykriterierne i tre grupper: Funktionelle, som henviser til en bys placering i forhold til dens opland og med andre byer – et ‘Ortlandschaft’. Topografiske, hvormed han både mente byens indre morfologi med gadenet og byplan og byens institutioner. Indre retslige og administrative, som i denne periode udtrykkes ved privilegier, byråd, egen ret, eget segl osv.²⁴

Det var på grundlag af Anderssons kriterier, at Anders Andrén i 1985 opgjorde bybestanden i Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark, som uantastet fremstår som hovedværket for tidlig dansk middelalderbyhistorie. Ved siden af andre kriterier som møntprægning og byplaner tillagde Andrén kirkestrukturen stor betydning. To eller flere kirker blev anset som et væsentligt byindicium, og det samme gjorde forholdet til oplandet i form af landsogne. Ebbe Nyborg præsenterer i denne bog en vigtig og gennemgribende kritisk revision af denne metode.

Andrén fandt frem til 112 købstæder i området fra Skånelandene til Ejderen. Da nogle byer mistede deres bystatus i perioden, var der rundt regnet 100 byer i 1400-og 1500-tallet.²⁵ De 76 ligger inden for de nuværende danske rigsgrænser.

Blandt de ældste byer finder man stiftsbyerne, og fra skriftlige kilder kendes foruden den ældste by, Ribe, til otte andre byer fra 1000-tallet: Hedeby/Slesvig, Århus, Aalborg, Viborg, Roskilde, Helsingborg og Lund. Dertil kommer møntslagningssteder som Slagelse og Ringsted og formodentlig også de byer langs den jyske østkyst, der fandt vej til Adam af Bremens krønike omkring 1070.²⁶ I alt kan 20 byer henføres til perioden før 1200.

Det store gennembrud for bydannelsen var imidlertid 1200-tallet, hvorimod perioden 1350-1400 med Andréns ord var en ‘urbaniseringslakune’. En fornyet bydannelse fandt sted 1400-1550, men den var langt mindre omfattende og først og fremmest rettet mod perifere områder.

Det er blandt andet denne opfattelse, Bjørn Poulsen efterprøver nærmere i sin artikel i denne bog. Urbaniseringen er i Andréns værk ikke særlig flerdimensional og inddrager alene byernes kirkelige, retslige og administrative struktur, men ikke deres erhvervsliv, størrelse og interne forskydninger. Byerne lader sig nu engang også lettere tælle, end centralfunktionerne lader sig bestemme og opgøre.²⁷ Poulsen peger på, at byerne ved indvandring kunne dæmpe det demografiske problem efter pesten i 1300-tallet, men at de øde grunde vedblev at være et alvorligt problem frem til midten af 1400-tallet. Så vidt var der krise, og i det lys er de nye byer og det store rådhus-, kirke- og klosterbyggeri i 1400-tallet lidt af et paradoks, som Poulsen imidlertid opløser med en konklusion om en stigning i den relative pengerigelighed fremkaldt af handelsomlægninger til fordel for den hjemlige handelsstand.

Byernes størrelse er det naturligvis vanskeligt at kende med sikkerhed, men en række skattelister giver et godt grundlag, desværre oftest først for tiden lige efter reformationen. I senmiddelalderen har langt hovedparten været ganske små med indbyggertal fra nogle få hundrede til de tusinde. Stiftsbyerne og de mest betydende handelsbyer har været større med et indbyggertal mellem 1.000 og 5.000. Roskilde har dog været endnu større med et anslået indbyggertal i middelalderen på 5.000-10.000 med højdepunkt i 1200-tallet.²⁸ Indbyggertallet i Malmø er vurderet til 3.365 i 1517, i København til 4.460 i 1517, i Helsingør til ca. 1.700 i 1550’erne.²⁹ Ribes indbyggere er anslået til 4.200 i 1549 og Århus’ lidt senere til nogenlunde det samme.³⁰

Det senmiddelalderlige danske bysystem havde således en relativ homogen og flad struktur med tre hovedniveauer: ganske små, mellemstore og større byer. Iøjnefaldende i et europæisk perspektiv er fraværet af helt store byer. Vel blev København residensstad fra 1400-tallet³¹, men det er først fra 1600-tallet – og helt frem til i dag – at der var tale om et egentligt indre ‘dansk’ primatbysystem. I stedet skal man uden for de nuværende rigsgrænser for at finde den dominerende centralby, nemlig Lybæk.³²

Spørgsmålet er nu, hvordan udviklingen kan beskrives på skalaen med forklaringer fra centralsteds- til netværksfunktioner.