Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 15

Som nævnt var de allerældste byer glimrende eksempler på netværksfunktioner som drivende kraft i bydannelsen. Dette handelsmønster med rod i vikingetiden har Bjørn Poulsen kaldt dansk søfarts fase 1. Fase 2 er vanskelig at tidsfæste, men Poulsen anslår den til ca. 1220-1400. Indledningen blev markeret ved Lybæks overtagelse af Slesvigs gamle status som regionens vigtigste handelsby, men ellers er fasen først og fremmest kendetegnet ved Skånemarkedets altdominerende stilling som knudepunkt for udvekslingen af varer mellem såvel danske byer og udlandet som indbyrdes mellem danske byer. Den direkte eksporthandel, skudehandelen på Nordtyskland, var ydermere næppe særlig bydannende, fordi den i høj grad fandt sted fra agrare havne og ladepladser. Fase 3 var præget af Skånemarkedets nedgang, som også ramte den hanseatiske økonomi og for de danske byer medførte, at de i høj grad trak sig ud af Nordsøtrafikken. Fase 4 har sit tyngdepunkt efter middelalderens afslutning, men blev dog indledt i begyndelsen af 1500-tallet. Fra denne tid kan man se begyndelsen på Danmarks integration i større vesteuropæiske økonomiske mønstre, den ‘europæiske verdensøkonomi’.⁷⁰

I dette lange forløb var netværksfunktioner af skiftende vigtighed. I lange tider har først Skånemarkedet, siden Lybæk været rigets vigtigste port til både øst og vest. Men det har ikke udtømt behovet for netværksfunktioner.

Senest har Per Kristian Madsen rejst en velunderbygget hypotese om, at Ribe i højmiddelalderen ved siden af den velkendte Nordsøhandel havde en betydelig Østersøhandel.⁷¹ Byen videreførte således de gamle forbindelser mellem øst og vest ved Jyllands rod, som Hollingsted i vest og først Hedeby og derefter Slesvig i øst havde varetaget siden 800-tallet. Slesvig indtog dog stadig i 1200-tallet en tilsvarende position, og meget betegnende nød Ribe og Slesvig som de eneste toldfrihed på Skånemarkedet fra 1280’erne. Madsen har taget skridtet videre og anført som en sandsynlig mulighed, at Ribes handelsmønster i virkeligheden var tre- eller firesidet og dækkede over et netværk med Skåne-(Norge)-England/Flandern/Nordfrankrig-Ribe, og da med klædeimport som det synlige, hjembragte resultat.

Ribes handelsstatus havde store følger for det østjyske bysystem. Haderslev, Kolding, Vejle, Varde og Ringkøbing lå alle i byens handelsmæssige influensfelt i en sådan grad, så man kan tale om dominans. Forløbet bekræfter dermed til fulde potentialet i en kombineret netværksby og centralsted. Men det er vanskeligt at finde andre bylandskaber opstå i ly af en dansk netværksby.

Derimod er det tydeligt, at vitaliseringen af Østersøhandelen, der for alvor gav dansk søfart fremgang i de sidste årtier af 1400-tallet, har tilvejebragt de nødvendige betingelser for andre netværksbyer. Mest oplagt er Helsingør og København, men også Flensborg og Husum opnår fremtrædende placeringer i bymønstret på grundlag af netværksfunktioner.⁷²

Der synes i et nordisk perspektiv desuden at være en pointe i, at pestens hærgen overvejende svækkede de byer, der som ‘konsumentbyer’ var mest afhængige af tilførslen af renter og indtægter fra landdistrikterne. Byer som Trondheim, Stavanger, Hamar og til dels Oslo. Og omvendt begunstigede udviklingen regionale storhandelsbyer, nemlig ‘netværksbyer’ som København, Bergen, Malmø, Stockholm og Kalmar.⁷³