Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 7

Byerne i middelalderen behandles normalt som undtagelser, hvor det agrare samfund så er reglen. Ud fra mange betragtninger forholdt det sig selvfølgelig også sådan. Byerne lå – som det ofte læses – som øer i agrarsamfundet. De definitioner, der typisk er blevet anvendt for at få mere hold på byer som begreb, har samme udgangspunkt. Funktioner og erhverv som handel og håndværk har slagside mod byen og inddrages ofte som kriterium. Landbrug og husdyrhold var ikke kun afgrænset til bondesamfundet, men inddrages i praksis normalt til at definere en by negativt. Byens fysiske rum med regelmæssig og velafgrænset bebyggelse er et tredje kriterium og hænger sammen med det fjerde kriterium, som er byernes administrative og retslige særstatus.

Ønsker man at sætte disse betragtninger i fastere system, griber danske historikere oftest til centralsteds- eller servicecenterteorien. Andre teoridannelser trænger sig dog på – uden at vi herhjemme dog har taget særlig notits af dem.

Problemet falder som så meget andet tilbage på den stadsmonografiske tradition, og man kan kun tilslutte sig Per Kristian Madsens ord om, at “regionshistoriske undersøgelser på tværs af land og by er en mangelvare i Danmark, når det gælder middelalderen”.⁶ Af samme grund er der næppe endnu forskningsmæssigt grundlag for at anstille landsdækkende betragtninger over den danske urbanisering ved hjælp af f.eks. regionaliserings-, specialiserings- og klyngeteorier eller ‘økonomiske landskabsmodeller’, som ellers i vekslende former tegner den urbane geografi i dag. Gode eksempler på, hvor langt man kan komme ved hjælp af sådanne teorier, er ellers Bjørn Poulsens studier af økonomiske landskaber i 1400-tallets Slesvig og Poul Holms undersøgelse af Aalborg som regionalt centrum 1400-1800.⁷

Jeg vil derfor indskrænke mig til en kort omtale af ‘centralstedsteorien’ og ‘netværksteorien’, bl.a. fordi danske historikere i høj grad henter ord og argumenter fra disse – ofte uden at vide det.

Kernen i centralstedsteorien, som udvikledes af tyskeren Walter Christaller i 1933, er antagelsen om, at det økonomiske grundlag for enhver by består af de økonomiske, administrative og kulturelle serviceydelser, som går fra byen til oplandet.⁸ Der består således ifølge teorien en klar arbejdsdeling mellem den urbane og den agrare sektor. Den skyldes behovet for at fortætte efterspørgslen på bestemte steder – centralsteder – for at tilgodese basale transportøkonomiske hensyn. Hvis byens købekraft efter bestemte varer ikke er til stede, fordi befolkningen er for lille og erhvervslivet derfor ikke er specialiseret nok, må varen udbydes på et større marked, dvs. i en større og mere specialiseret by. Ifølge teorien er det den mindre og mere uspecialiserede by, der træder i forbindelse med den større og mere komplekse by – det er ikke bonden selv, der opsøger fjerntliggende byer. Det er således større centralsteder, der servicerer mindre centralsteder. På dette grundlag opbygges et pyramideformet hierarki af byer, hvor byer på samme niveau er lige store, og hvor alle niveauer tilsammen danner en region med et klart center.

Teorien kommer næsten altid til kort over for virkeligheden. Især fordi den forudsætter homogene geografiske, kulturelle og politiske forhold. Aflives kan den tilsyneladende ikke, for man kan ikke komme uden om betydningen af centralitet og afstandsproportionalitet. Men så kan man nuancere den, og som et forsøg på det vil jeg anse den tilgangsvinkel, som af Hohenberg og Lees er samlet under kategorien ‘netværksteorien’.⁹

Hvor centralstedsteoriens primære sigte er byhierarkiet, lægger netværksteorien hovedvægten på bevægelsen af varer, tjenester og informationer uden noget klart centrum. Den afgørende forskel er, at netværksteorien anser bysystemet for lineært og foranderligt over tid. Langs det lineære bysystem ligger byer som perler på en snor, men nogle af disse perler forbinder imidlertid netværket til andre netværk og fremstår derfor som gateways – porte, typisk havnebyer. Over et langt tidsforløb fremstår det ofte, som om det økonomiske centrum flytter med netværksbyerne, at det er disse, der fremkalder vækst i ‘baglandet’. Dermed er centralstedsteorien vendt på hovedet.

Medmindre man har tænkt sig selv at gå ud og grundlægge byer efter det ene eller det andet skema, er der imidlertid ingen grund til at fastholde skarpe grænser mellem centralitet og transportabilitet. Hohenberg og Lees foreslår et kompromis – “a dual perspective”. Det indbefatter for det første, at der i oplandet til netværksbyerne kan dannes bylandskaber efter centralstedskriterier, for det andet, at begge kræfter kan være på spil i samme bydannelse, enten på samme tid eller i en vekselrytme.