Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 16

Den stærke betoning af byernes økonomiske forbindelse har krav på en vigtig nuancering.

I økonomisk-institutionel forstand må man fastholde, at markedsøkonomien langtfra var eneste bestemmende faktor bag bydannelsen, heller ikke i senmiddelalderen. Politiske institutioner spillede en rolle, der ikke må overses. I et bredt europæisk perspektiv 1300-1800 har S.R. Epstein demonstreret, hvordan en række landes urbaniseringsgrad på ingen måde direkte afspejler det pågældende lands økonomiske udvikling. Undersøgelsen indikerer

that urbanisation in most countries was trapped in low-level institutional equilibria determined by non-market forces. If so, this conclusion requires taking a closer look at the institutional factors that determined the towns’ role as central places, about which the specialisation model of town-country relations has little to say.⁷⁴

Tesen om ‘det merkantile herredømme’, som Anders Andrén fremsatte i 1985, er interessant i sammenhæng med Epstein’s arbejde. ‘Det merkantile herredømme’ opfattes som et resultat af alliancen mellem kongemagten og byerne med det formål at styrke byerne som omsætningssteder med monopol over handel og håndværk. Gennembruddet sættes til første halvdel og midten af 1400-tallet, hvor man blandt andet satte ind med en række præcise geografiske angivelser af de enkelte købstæders opland, Erik af Pommerns byprotektionistiske købstadsforordning 1422 og kampen mod havne uden for købstæderne.⁷⁵ Med andre ord udtrykker tesen det i forhold til Epstein’s udlægning lidt bagvendte forhold, at arbejdsdelingen mellem land og by blev delvis formet af politiske institutioner.

Det normative materiale er imidlertid ikke helt retvisende. Perioden er præget af udviklingen af de lange internationale forsyningslinjer, der berørte Danmark i form af de baltiske kornruters passager gennem Øresund og kraftigt beskar Skånemarkedets betydning. En effekt af dette var, at hanseaterne i stigende grad søgte alternativer og med deres søgen fremkaldte en omfattende handelsaktivitet i bonde- og fiskersamfundene. Poul Enemark har ment, at den højmiddelalderlige torvehandelsstruktur var ved at kollapse.⁷⁶

I dette lys fremtræder tillige Bjørn Poulsens vigtige artikel “Land og by i senmiddelalderen” som en støtte til Epstein’s generelle antagelse, men må tillige ses som en revision af Andréns synspunkt.⁷⁷

Det er Poulsens tese, at der i senmiddelalderen endnu ikke var tale om et egentligt ‘tvangsforhold’ mellem land og by med gensidig afhængighed på grundlag af en skarpt optrukket sektorøkonomi. På den ene side forstærkede flere byer deres agrare præg ved at forøge bymarkerne i kølvandet på lavadelens krise og kastede sig tillige ind på det agrare jordmarked i et omfang, vi endnu ikke kan overskue. På den anden side var bønderne – med regionale udsving – aktive i handel på både nære og fjerne markeder. Tyske opkøbere havde fra midten af 1300-tallet fremtvunget en omfattende passivhandel på landet, medens bønderne selv sejlede deres varer fra de sydvendte kyster til de nordtyske områder og over Kattegat og Skagerrak til Norge og Sverige. Denne trafik var af så stor betydning, at den mange steder blev legaliseret i anden halvdel af 1400-tallet. Fiskeriet i sammenhæng med sildestrømmen i Øresund stod også delvis uden for den urbane økonomi, og det skal ikke glemmes, at fiskeriet var den største eksportindtægtskilde gennem hele 1500-tallet.⁷⁸

Centraliseringskræfterne var således stærkt inddæmmede. De danske byers opland var endnu i høj grad underlagt de mange lensslottes territoriale underlag, hvad de i øvrigt blev ved med at være frem til enevælden.⁷⁹ Deres privilegier sikrede dem højst forskelligt – mest berømt er Ribes vidstrakte privilegier fra 1480 med toldfrit opkøb af okser i hele landet, men samme by havde allerede i 1368 fået stabelret over Ringkøbing og Varde.⁸⁰ Tilsvarende blev byerne begunstiget med læbælter af forskelligt omfang fra en til fire mil eller et vekslende antal sogne.

Byernes centralitet var derfor ikke af den regelmæssige art, der lader sig tegne som smukke koncentriske mønstre. Byerne i senmiddelalderen var snarere “centre for udvekslinger mellem regionalt specialiserede bønder”⁸¹ – kombineret med næromsætning reguleret af såvel administrative grænser som almindelige afstandsfaktorer. Den voldsomt stigende kvægudførsel fra slutningen af 1400-tallet har bidraget til dette mønster, som vi generelt kan kalde dannelsen af større og mere komplekse økonomiske landskaber omkring byerne. Ja, kvægeksporten har vel mere end nogen anden økonomisk faktor fremkaldt den meget udprægede differentiering af købstæderne fra begyndelsen af 1500-tallet.⁸²

‘Det merkantile herredømme’ hører i realiteten 1500-tallet til – eller måske senere?