Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 14

Centralstedsfunktioner har en række nærmest forbløffende gamle og regelmæssige træk. Men hvor gamle og hvor regelmæssige?

På en måde vender Paludan sagen lidt på hovedet i ovennævnte værk. Det afgørende må dog være, at der blev skabt et større overskud, og først derefter, hvordan det blev fordelt. Carelli ofrer – som påpeget af Nyborg i dennes artikel – ikke kirkens strukturer megen opmærksomhed, så en direkte sammenligning med Paludan er næppe mulig, men det skal påpeges, at han i stedet hælder til ‘den øgede privatisering, som de agrare næringer gennemgik’ i det lange 1100-tal.⁴⁵ Med andre ord fremhæver Carelli det stationære, private jordbrug som forudsætning for teknisk innovation og økonomisk ekspansion.

Centralstedsfunktioner kan vel næppe tænkes uden både et produktionsoverskud i landbruget og et afsætningsmønster reguleret af proportionalitet mellem en vares eksklusivitet og den geografiske udstrækning af dens efterspørgsel. Dette finder vi da også. Et skoleeksempel på afstandsproportionalitet er guldsmeden Jacob Rød fra Svendborg, der i første halvdel af 1200-tallet afsatte sine røgelseskar inden for en radius af 30 km fra byen, den typiske dagsrejse over land.⁴⁶ Og et senere eksempel er bronzestøber Peter Hansen i Flensborg, der omkring år 1500 afsatte sine mere eksklusive klokker og fonter fra Skagen i nord til Odense i øst.⁴⁷ Men andre betingelser skal også være opfyldt, før bevisførelsen er tilstrækkelig.

Én betingelse er opfyldt derved, at håndværket afgrænses til byerne på et tidligt tidspunkt.⁴⁸ Specialiseret håndværk fandtes således næsten ikke uden for de skånske byer ca. 1050-1200.⁴⁹

Men byens specialiserede erhvervsliv er jo kun den ene side af forholdet. Varestrømmen til og fra byen er den anden side. Torvehandelen – næromsætningens midtpunkt – med regler om torvefred, oplysninger om handelsinventar med videre træder frem i mere eller mindre klare billeder fra en række kilder fra de større byer omtrent ved midten af 1100-tallet og særligt fra og med midten af 1200-tallet.⁵⁰ Den traditionelle forklaring på torvekøbingernes fremvækst har rødder tilbage til Kristian Erslev og Erik Arup og lyder på, at årsagen var byernes korneksport til de nygrundlagte tyske byer ved Østersøen. Eksport af denne art kan belægges ved, at målesystemet for korn skiftede fra det ældre nordiske mark, øre og ørtug til det tyske læst og pund og – i forbindelse hermed – skibslæsten i de første årtier af 1200-tallet.⁵¹ Men da intet tyder på, at denne tidlige eksport har været langvarig eller omfattende, peger Per Kristian Madsen og Jakob Kieffer-Olsen i stedet på byernes gryende centralitet for næromsætningen som forklaring på torvekøbingernes fremkomst.⁵²

Alligevel skal man nok være varsom med at føre denne centralstedsopfattelse af torvet for langt tilbage.⁵³ Vel viser Peter Carellis bidrag i denne bog, hvordan spredningsmønstret i møntfund afslører byen som monetær arena i samme periode, men f.eks. det arkæologiske keramikmateriale fra Ribe viser ikke tegn på, at importerede varer er gået ud til oplandet i nævneværdigt omfang i tidlig middelalder og højmiddelalder.⁵⁴ Andrén mente således allerede i 1985, at de protektionistiske torvebestemmelser hørte tiden omkring 1350 til, og den vurdering bestyrkes af de mange forsøg fra samme tid på at udelukke fremmede købmænds opkøb og landprang.

Eksporthandelen bør derfor ikke helt udelukkes. Nils Hybel har nyligt vist, at korneksporten næppe var regelmæssig i 1200-tallet. Men heste blev uden tvivl eksporteret fra danske byer til engelske og flamske byer i 1200-tallet sammen med kød og animalske fedtstoffer.⁵⁵ Korneksport fra de fleste danske havne til Lybæk fremstår som en kendsgerning omkring 1400.⁵⁶

Siden Hugo Matthiessen har der været en tradition for at danne slutninger om byernes opland og eksistensgrundlag ud fra samspillet mellem deres indre morfologi og placering i det nære og det fjerne landskab. I andre fag er denne funktionalitet stadig altafgørende for moderne byplanlægning mv. Tilgangen finder på et overordnet plan således støtte i den bygeografiske litteratur, for – som Blumin fremfører med reference til den fremtrædende britiske geograf Arthur E. Smailes: “commerce has its own locational imperatives, which differ in varying degrees from those of defence, administration and industry”.⁵⁷ De seneste års udgravninger i København illustrerer dette skisma med påvisningen af, hvordan små civile bydele i 1200-tallet voksede frem på indvundet land ved stranden ved Højbro og Lille Kirkestræde – i ly af Clemensstaden på højdedraget og borgen på strandholmen.⁵⁸

Mens søvejen i dansk sammenhæng altid har været den vigtigste kommunikationskanal for bymæssige netværksfunktioner, er det gaderne, deres forbindelse til oplandet og forløb gennem byen, der bogstaveligt talt har båret centralstedsfunktionerne. Hvor kom de fra? Hvor førte de hen? Og hvad gik de forbi?

Jørgen Elsøe Jensen har gennem flere år forfulgt disse spørgsmål. Sammenhængen mellem alder, størrelse og lokalisering i landskabet viser, at bydannelserne har bevæget sig fra center mod periferi inden for rammerne af en oplandsdeling. Afgørende for antagelsen er, at middelalderbyerne som hovedregel ikke er flyttet siden anlægstiden, og at deres lokalisering derfor afspejler oprindelige behov. Dette behov var – konkluderer Elsøe Jensen på grundlag af sine landsdækkende undersøgelser – centralitet – ‘den kortest mulige vejs princip’. Regelmæssigheden var dog i praksis noget opblødt af højdeforhold og adgang til havet.⁵⁹

Byernes lokalisering i landskabet var altså bestemt af deres oplandsfunktion. Det samme var, hævder Elsøe Jensen, deres indre morfologi fra første færd. Det sidste er dog omstridt. Bedst belyst er udviklingen i Lund.

I Lund ser man en tydelig udvikling, hvor de tidlige storparceller fra slutningen af 1000-tallet til begyndelsen af 1100-tallet opløstes i mindre jordstykker med en samtidig udskillelse af den merkantile aktivitet til de områder, der vendte ud til gaden. Det merkantile gaderum var under etablering, og hertil hørte stationære håndværkere med en specialiseret og sandsynligvis markedsorienteret produktion. Fra begyndelsen af 1200-tallet flyttede det økonomiske centrum til Stortorget og dets nærmeste omgivelser.⁶⁰ Tomtstrukturen kan således efter Carellis opfattelse afgive klare vidnesbyrd om byens kommercialisering. I Trondheim fremtræder for øvrigt lignende tendenser fra udgravninger af Kaupmannastretet, men Axel Christophersen drejer sin fortolkning af dette mere i retning af, at zoneopdelingen kan skyldes ønsket om at værne sit privatliv ved at trække bopælen væk fra det fremvoksende gadeliv.⁶¹

Også andre byers grundplaner var på samme måde foranderlige og tillige berørte af magtforholdene i byen. I Slesvig har fladeudgravninger vist, hvordan gadenettet først fastfryses med en gadefront i 1200-tallet.⁶² I Horsens ser man nu, hvordan den gamle by omkring 1300 forandrer sin byplan radikalt.⁶³ Noget fast mønster for den skandinaviske byplanudvikling kan langt fra fastslås.⁶⁴ Blandt andet er det meget forskelligt, hvornår bygningerne rykker frem på grundene og danner lukkede gaderum. I Køge kan det først anes et par årtier inde i 1400-tallet.⁶⁵ Man bør derfor henholde sig til Hanne Dahlerup Kochs nylige konklusion om, at “de skriftlige og i mindre grad de arkæologiske kilder [således ofte] viser, at gadeforløbene ikke var så stabile i middelalderen, som vi ofte er tilbøjelige til at tro”.⁶⁶

Når man alligevel har haft et indtryk af uforanderlighed, skyldes det vel især, at hovedfærdselsårerne – indfaldsvejene – i langt højere grad har ligget fast på grund af deres tilslutning til veje uden for byens porte.

Vender vi tilbage til Elsøe Jensen, må man sige, at hans tese om centralitet og lokalisering står langt stærkere og i et overordnet perspektiv givetvis er korrekt.

Det interessante er så, fra hvornår denne centralitet er dikteret af handelsøkonomiske behov? Elsøe Jensen hælder vist mest til tiden efter ca. 1175, bestemt ud fra den stærke bydannelse. Han opstiller den interessante hypotese, at det var landbrugets stærkt forøgede behov for jern, der var den væsentligste faktor bag fremkomsten af en økonomisk og regional specialisering.

En anderledes betoning af forholdet mellem centralitet og netværksfunktioner er fremført af Jan Bill. Også han fremhæver sammenhængen omkring 1200 mellem den intense bygrundlæggelse og den økonomiske aktivitet – udtrykt ved “a more economical approach to seafaring” målt i skibsudvikling og -teknologi.⁶⁷ Ved en komplet kortlægning af de danske byers adgang til havet og vandtransportlinjer fra byen og ind i landet er han i stand til at opstille en kronologi, der understøtter opfattelsen af et afgørende skifte i byernes rationale. De ældste byer havde generelt ikke havadgang, og kun otte ud af de tyve indlandsbyer overlevede middelalderen, mens kun 8 ud af 92 havbyer ikke slap frelst igennem. Hovedparten af de mange fjordkøbinger kan desuden dateres til 1200-tallets hektiske bygrundlæggelse.⁶⁸

Bill og Elsøe Jensen er på linje, når det gælder vurderingen af, at de danske byers byplaner afspejler underliggende økonomiske behov, og at dette medførte en transportmæssig funktionalitet bestående af indfaldsveje, torv og havn. Bill lader arkæologien tale mere direkte som støtte for nye hypoteser. Havneanlæggene bør ikke ses som fastlagte fra begyndelsen. Udgravninger i Slesvig har vist et skifte fra individuelle anløbsbroer til et fællesanlæg i første halvdel af 1200-tallet.⁶⁹ Det er tidligere blevet udlagt som et resultat af den nedgang, der ramte byen på grund af Hansaen, men Bill har en anden hypotese: Samlingen kan ses som en del af en kommunal fællesbevægelse, der omlagde byens rum og skabte den nære og enstrengede forbindelse mellem én havn og ét torv. Støtten finder Bill dels i de mange byer med et tilsvarende gadenet, dels i etableringen af byrådet som institution i samme århundrede.

Ideen om bykollektivet vender vi tilbage til. Hér kan vi konkludere, at den foreliggende forskning peger i retning af årene omkring 1200 som det tidspunkt, hvor byernes eksistensgrundlag skal findes på markedet, i havnen og på torvet, og ikke primært i kirken og klosteret eller på borgen og tinget.