Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 5

Den omfattende bydannelse i middelalderen er en af de vigtigste samfundsændringer overhovedet i vor historie. Det er den både i kraft af det, byerne var i tiden, og på grund af det, de indvarslede for eftertiden som centre for den fremvoksende konge-og kirkemagt, som produktionssteder, handelsmæssige centre og lærdomssæder. Kort sagt som arnested for den moderne kultur i form af urbaniteten.

Samlede fremstillinger af denne epokegørende udvikling i Danmark findes, men de er ikke mange, sjældent holistiske – eller skulle man sige bysystemorienterede – oftere tematiske, og de er typisk præget af deres udspring i specifikke historiske eller arkæologiske miljøer. Frem for alt er de ikke helt nye.¹

Alligevel så Olaf Olsen rigtigt, da han i 1972 varslede et nybrud i den arkæologiske udforskning af de ældste danske byer.² Det kunne da også dårligt komme andre steder fra, fremførte Olsen med henvisning til de få skriftlige kilder fra før 1100. Kildesituationen tvang historikerne og arkæologerne til at opgive enhver tale om bydefinitioner, for hvordan kunne man definere noget, som man knap kendte? Olsen havde de gængse bydefinitioner i tankerne; nærmest intet kunne man vide om ejendoms- og retsforhold, forvaltning eller privilegier. Vejen frem var møjsommeligt at kumulere viden ved arkæologisk feltarbejde.

Endnu i 1972 fandt Olsen anledning til at se langt bagud i sin søgen efter fremtrædende danske arkæologiske arbejder om de tidlige danske byer. Han begyndte med lægmandspionererne H.N. Rosenkjær, H.U. Ramsing og J.O. Brandorff og standsede op ved Hugo Matthiessen og dennes Torv og Hærstræde. Studier i Danmarks Byer fra 1922 og Middelalderlige Byer. Beliggenhed og Baggrund fra 1927. Det vigtigste metodiske fremskridt havde indfundet sig i 1959, da Hans Stiesdal og Mogens Bencard påbegyndte deres fladeudgravninger i Ribe. Herefter fulgte andre fladeudgravninger i Odense, Viborg og Århus.

Olaf Olsens opfordring til de lokalt ansatte museumsinspektører om i højere grad “sowohl die großen als auch die kleinen archäologischen Reste ihrere Heimatstädte zu dokumentieren”, lyder i dag næsten som et påbud. Tankegangen om kumulering af viden fandt imidlertid klangbund i det mest omfattende publikations- og undersøgelsesarbejde i den efterfølgende tid, projektet “Middelalderbyen”, som iværksattes med midler fra Statens Humanistiske Forskningsråd i 1977.

“Middelalderbyen” har været med til at befæste den førende position, arkæologerne har i dag, når det gælder middelalderens byhistorie. Det forhold har Anders Andrén, selv arkæologiprofessor i Lund, for små ti år siden taget under kærlig behandling.³ Byarkæologien er forbløffende ensidig, skriver han, hvis egen position som fagets nestor blev skabt med disputatsen Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark fra 1985. Byarkæologiens problemstillinger er overvejende rettet mod byernes funktionelle forhold: arbejdsdelingen mellem land og by i politisk og økonomisk belysning med inddragelse af den arkæologiske arv. Byernes indre forhold er blevet ladt i stikken, magten har fået for meget.

Jeg er ikke sikker på, at Andrén har ret i det sidste, men hans opfordring til at lade problemstillingerne udspringe og belyse af den materielle kulturarvs egne udsagn udtrykker alligevel en nytænkning, som går igen i flere nyere arkæologiske værker. En tænkning, der søger at afkode den materielle kulturs betydning som medskaber af fortidens samfund, og ikke blot ser den materielle kultur som samfundets afspejlinger eller tilfældige affald.