Читать книгу Middelalderbyen - Группа авторов - Страница 17

I den sproglige udlægning af bysamfundets funktioner finder man ofte noget, man nærmest kan kalde en ‘organisme’-tænkning. Alene udtrykket ‘bylegemet’ siger alt. Det er mit løse indtryk, at den herhjemme kan føres tilbage til Hugo Matthiessen og Vilhelm Lorenzen, uden at jeg dog har undersøgt det nærmere.

Det er i gadens rum – fra punktudgravninger, meterdybe render eller store fladeudgravninger – at vores detaljerede viden om middelalderens byer vokser stærkest. Kendskabet til middelalderens gader er siden slutningen af 1800-tallet fremkommet i takt med etablering og renovering af kloakker og gadebelægninger i bymidterne. I 1990’erne satte en ny bølge af kloakarbejder ind i en række byer, og det har givet Hanne Dahlerup Koch anledning til at fremlægge den eksisterende viden fra ni af projekt “Middelalderbyens” ti byer. Anlægsaktiviteten i disse byer faldt i to faser: I 1200-tallet udlægges de ældste sammenhængende gadebelægninger, som man så klarede sig med frem til begyndelsen eller midten af 1400-tallet, hvor man genoptog vejudbedringen.

Store dele af vejteknologien blev anvendt konstant gennem hele perioden, først og fremmest den mest simple form med et udspredt stenlag lagt direkte på undergrunden, hvorimod træ som vejbelægning langt fra var så almindelig som tidligere antaget. Indtil ca. 1300 blev selv stenlag dog kun anvendt på enkelte gader, men fra ca. 1300 var det den almindelige vejbelægning på de fleste bygader. Efterhånden blev vejteknologien mere avanceret. Regulære brolægninger med et sættelag af sand og med sten anbragt enkeltvis blev mere almindelige fra begyndelsen og midten af 1300-tallet, stenlag blev da anvendt på mindre betydende gader, mens fortove og rendestene dukkede op i middelalderens slutning, i 1400-tallet.⁸³

Inden for arkæologien indtager byernes ressourceforbrug traditionelt en fremskudt plads i tolkningen af de arkæologiske levningers art og – i bredere forstand – ophavssituation.⁸⁴ Byernes vækst og dermed snævrere byrum har skabt behov for en mere systematisk affaldshåndtering, som kan henføres til 1400-tallet og sikkert hang sammen med myndighedernes mindre tolerance over for affald på gaden. ⁸⁵ Meget betegnende herfor er gadeniveauet stort set ikke steget siden 1400-1500-tallet.⁸⁶

Det er i sig selv spændende, ny viden. Men jeg medtager det også her for at rette opmærksomheden mod, at byens ressourcesystem – økosystemhistorie eller urban environmental history (ikke at forveksle med sociologisk urban ecology) – i de seneste to-tre årtier har været en fremtrædende international disciplin.⁸⁷ Environmental his tory sigter imidlertid langt bredere end vores hjemlige forskning. Dens mål er at skabe totalbilleder af byernes ‘metabolisme’, kemisk, organisk og mineralsk, for at indfange skift i byernes karakter og ligefrem sige noget om metabolismen som drivkraft i byudviklingen. Anders Andrén tog i 1986 et skridt i denne retning, da han stillede spørgsmålet, hvorfor 80 pct. af det arkæologiske kulturlag i Lund kan henføres til perioden 1000-1350/1400, mens de sidste 600-650 år kun svarer for 20 pct.? Større behov for at køre gødning ud af byen og ud på bymarken kan have været en faktor, men ellers hælder Andrén mest til, at kulturlagets størrelse afspejler sociale og organisatoriske forandringer i byen, og at den fremspirende urbanitet efter ca. 1400 har fremkaldt et renhedsbegreb, der skulle markere forskellen mellem borgere og bønder. Således er det omtrent efter midten af 1400-tallet, at de første virkelig strikse bestemmelser om bortskaffelse af affald fra gaderne finder vej til stadsretterne.⁸⁸

I artiklens sidste afsnit vil jeg komme lidt nærmere ind på inddragelsen af tværvidenskabelige teorier som en hjælp til at opnå en dybere forståelse af de arkæologiske landvindinger.