Читать книгу Den klassiske kobstad - Группа авторов - Страница 10

Der kom nye byer, men de var få. Fælles for de nye byer var, at de først og fremmest tilgodeså nye administrative centerfunktioner og kun for en mindre dels vedkommende udsprang af nye afsætningsbehov. Det gælder frem for alt fæstnings- og slotsbyerne, hvis købstadsforhold det ikke altid hastede med at bringe i orden. Hillerød omtales 1661 som købstad, men den havde ingen privilegier; man svarede altså blot skat i forhold til købstadsstatus. Først mod slutningen af 1700-tallet fik byen sine købstadsprivilegier, muligvis i 1757, men i hvert fald i 1778, hvor eligerede borgere omtales.³³ Endnu værre med Hørsholm, der blev købstad i 1737, men det blev hurtigt glemt i takt med slottets forfald. Hals fik i forbindelse med fæstningsbyggeriet privilegier i 1654, men mistede dem hurtigt igen. Skanderborg var hævet over enhver tvivl købstad fra 1583, men alligevel hed det i forordningen om konsumtionen i 1673, at da Hillerød, Skanderborg, Nibe, Løgstør og Rødby ernærede sig ved andre erhverv end landbrug, skulle de i lighed med andre købstæder betale konsumtion.³⁴

Netop konsumtion og told var med til at bringe en række kandidatkøbstæder frem i lyset. Rødby fik ved forskellige lejligheder erhvervsmæssige rettigheder på linje med købstæderne, men byen blev også i 1582 fritaget for at holde nævn, torv og dommergerning, og privilegierne fik byen først 1682.³⁵ Det tog man dog ikke mere bestik af, end at byen som den sidste fik et toldhegn i 1792. Fæstningen Fladstrand fik ligeledes sit første bymæssige stempel i 1681, da den fik toldsted, og i 1700, da den blev pålagt konsumtion. Men købstadsstatus kunne den vente med til 1818. En anden fæstningsby, Christianshavn, var kun købstad fra 1619 til 1674. Sorø opstod som servicesamfund til det ridderlige akademi, som Christian 4. havde oprettet i begyndelsen af 1620’erne. Købstadsrettigheder fik byen så sent som 1638.

Der var således langt fra tale om, at det var i kraft af nye byer, at bysektoren vandt indpas på landet og urbaniserede nye områder. Skanderborgs købstadsprivilegier fra 1583 var et forvarsel om Rys degradering fra købstad til landsby, der endegyldigt fandt sted omkring 1660. Heller ikke en anden ny østjysk købstad, Mariager, med formel opgradering til købstad i 1592, var i virkeligheden udtryk for en urbanisering. Klosterbyen havde da i over hundrede år haft egen byadministration og erhvervsmæssige rettigheder. Mere iøjnefaldende var anlæggelsen af to i religiøs henseende særligt privilegerede byer længere mod syd: Anlæggelsen af fæstningsbyen Frederiksodde i 1650 (fra 1664 som købstaden Fredericia) og herrnhutterbyen Christiansfeld, der fik privilegier som flække i 1771, kan ses som fremgang for bysektoren. De gjorde i hvert fald bykonkurrencen i det øst- og sønderjyske endnu tættere. Hovedformålet med disse byer var – foruden Fredericias fæstninger – at tilføre den jyske økonomi nogle specialiserede egenskaber inden for handel og håndværk.

Omkring Limfjorden fik flere bysamfund en form for bymæssig anerkendelse, ikke for at dække nye, helt anderledes behov, men for at lette omsætningen og handelen, der stadig havde Aalborg som uovertruffent midtpunkt. Det gjaldt både Nibe (købstad 1727 og konsumtionspligt 1673), Løgstør (losse- og laderettigheder 1752), Struer (uden formel anerkendelse, men med udsalgssted fra 1799) og den gamle markedsby Nørresundby (handelsplads 1856).

Vi skal helt frem til denne periodes afslutning, før nye byer opstod på grundlag af afgørende nye økonomiske funktioner. Første tilfælde var fabriksbyen Frederiksværk, der opstod omkring det i 1756 etablerede krudtværk og kanonstøberi ved Arresøens udløb i Isefjorden. Værket ernærede i 1786 ikke færre end 2.800 personer, men først i 1850 blev byen opgraderet til handelsplads. En anden udpræget industriby med udspring i en enkelt virksomhed var Silkeborg, der blev handelsplads i 1847, mens Hadsund blev handelsplads i 1854. Endelig blev Frederiksberg gjort til handelsplads i 1857 på grundlag af sin enestående position som Danmarks første egentlige forstad (til København).

Forskningen i de helt små byer har taget et opsving på europæisk plan, men ikke på dansk. Man må nøjes med at konstatere, at Christian 5.s matrikel 1688 giver oplysninger om 29 landsbyer med lige så mange eller flere ejendomme som de mindste købstæder. Tilsammen kan de have rummet, hvad der svarede til 12 pct. af købstadsbefolkningen.³⁶ Deres bymæssige funktioner var dog få og små, når man ser bort fra maritime samfund som Store Magleby og senere Dragør samt nogle af de vest- og nordjyske skippersamfund. I 1840 var det stadig kun hen ved ti af landdistrikternes bebyggelser, der kunne måle sig med købstæder og da kun med de mindste.³⁷