Читать книгу Den klassiske kobstad - Группа авторов - Страница 16

I 1857 blev næringsfriheden indført med virkning fra 1862, og på trods af forskellige overgangsbestemmelser blev de økonomiske fordele ved at være købstad stærkt beskåret. Lavene blev opløst, og borgerskabs- og standsbegrebet blev også lidt efter lidt tømt for indhold. Under det nye kommunalstyre efter 1837 tyder intet således på, at der blev stemt efter stand. Håndværkerforeningerne var måske de første til at tage skridtet væk fra standsbevidst adfærd på den politiske scene. Håndværkernes foreninger var egentlig oprettet for at dæmme op for liberalismen og værne om de gamle privilegier, men de åbnede sig og blev mere en slags borgerforeninger. I lokalpolitikken dannede de det offentlige rum for meningsdannelse, der er Habermas’ kongstanke om en borgerlig offentlighed.⁶⁹ Debatten forud for kommunalvalgene var upolitiseret til klar forskel fra valgene til Rigsdagen, ligesom rekrutteringen til det nationale politiske niveau skete fra andre grupper end det næringsdrivende borgerskab, der befolkede de kommunale forsamlinger. Lokalpolitik og landspolitik var endnu adskilte størrelser.

Borgerne lagde uniformerne og tog arbejdstøjet på. Endnu i 1837 var der borgervæbninger i de fleste byer, om end de var nedlagt i 23 byer, men de resterende kunne stadig mønstre 6.278 borgere. På samme tid var der 9.515 personer i brandkorpsene, og denne forskel tegnede sådan set fremtiden. Købstædernes institutioner havde gennem hele 1800-tallet forskudt vægten lidt efter lidt fra de stands- og borger dydsbetonede sammenslutninger til praktisk opgaveløsning. De kommunale udgifter steg derfor i takt med, at flere opgaver faldt inden for den kommunale virksomhed. I 1787 havde købstæderne opkrævet 73.000 rigsdaler af deres skatteborgere til kommunale udgifter, men i 1837 var tallet steget til 340.000 rigsdaler. Stigningen skyldtes ikke mindst skole- og fattigvæsenet samt indkvarteringen. I 1890’erne lignede man mere end to en halv gange så meget på hver indbygger.⁷⁰ Lignende virksomhed kan ses inden for de områder, hvor kommunekassen ikke betalte, for eksempel provinssygehusene og fattiggårdene fra omkring 1840.⁷¹

Håndværkets og håndværkernes indlemmelse i den industrielle sektor var betinget af opløsningen af lavsvæsenet. For mange håndværkersvende førte de nye tider identitetstab og truende proletarisering med sig. Hvor stærkt opbruddet nogle steder måtte føles, giver Svend Korups artikel “Håndværkere i en brydningstid: Mestrene i Viborg 1860-1870” en klar fornemmelse af. I den gamle stiftsby var håndværkerne endnu karakteriseret ved en relativt svag social mobilitet og generationsmobilitet. Men på den anden side var der opstået store økonomiske forskelle mellem håndværksmestrene, og mange mestre tjente efterhånden mindre end mange svende.

Ikke overraskende, at denne deklassering og lavenes ophævelse gav anledning til en fornyet organisationsdannelse efter fag. Den klassiske købstad førte således på flere områder en vigtig arv med sig over til industribyen. Det blev i høj grad håndværkersvendenes traditioner for kollektive aktioner og selvorganisation, der blev ført videre af den nye arbejderbevægelse.⁷² Købstædernes lokalisering fik også blivende betydning. Det var yderst forskelligt, hvordan og hvornår den industrielle udvikling satte ind i de forskellige byer, og endnu i begyndelsen af 1870’erne fandtes godt 20 pct. af den industrielle arbejdsstyrke i landområderne, særlig inden for tegl- og kalkværker.⁷³ Industrien samlede sig dog udtalt i de gamle, kystnære købstæder, fordi der var tale om hjemmemarkedsindustri baseret på import af udenlandske råstoffer. Det var i disse byer, at en yderligere opdeling af byrummet efter funktionelle og sociale forhold først satte ind, men det hører i alt væsentligt en senere tid til.⁷⁴