Читать книгу Den klassiske kobstad - Группа авторов - Страница 7

Senmiddelalderens byrum var ladet med symboler. Udøvelsen af kongens, byens og torvets ret var understøttet af rettens synlige redskaber: tingstedet, træhesten, kågen, markedskorset, galgen og gabestokken. Byens halsjern og gabestok modtog ved byportene og havnen de tilrejsende fra land- og søsiden og forkyndte skæbnen for den, der brød byens torveorden.³ Denne brug af symbolske manifestationer i rettens, byens og kongens tjeneste tog man med sig over i nyere tid, og når vi skal have et første indtryk af de klassiske købstæder, deres selvforståelse og position i forhold til det omgivende samfund, kan vi derfor med sindsro se på købstædernes ydre fremtræden. Mens byens porte og andet forsvarsværk i middelalderen både havde tjent forsvarsformål og stået som en del af det selvhævdende borgerskabs perceptuelle grænsedragning mod bønder og kongemagt, så greb en stærkere kongemagt senere ind og tvang byerne til at fremstå i kongens og ikke deres eget billede over for omverdenen.⁴ Enhver løs idé om, at byernes ydre forsvarsværker kunne vendes mod rigets soldater, blev umuliggjort. Det skete i forlængelse af reformationstidens borgerkrige: En herredag under Frederik 1. (1523-1533) vedtog at nedlægge alle bybefæstninger uden for Malmø og København, hvorefter de fleste bybefæstninger faktisk blev sløjfet. De tilbageværende tjente nu som del af rigets forsvar mod ydre fjender.

Med Christian 4.s og Frederik 3.s bygrundlæggelser samt rigsmarsk Anders Billes generalplan 1646 blev fremtiden for bybefæstningerne tegnet af bastionære anlæg i udvalgte byer af særlig militærisk værdi.⁵ Disse byer vedblev at træde markant frem i forhold til det omgivende land. De to konger virkeliggjorde 12 nye byanlæg mellem 1600 og 1660, heraf de syv i kongeriget og Slesvig. Af de nye byer blev især Christianshavn og det senere Fredericia lukket inde bag store anlæg, men også Gammel København, Nykøbing på Falster, Køge, Assens, Nakskov, Rudkøbing, Aalborg, Stege og Skanderborg fik udvidede befæstninger. Københavns nye landbefæstning, der stod færdig i 1624, bestod således af seks meter høje jordvolde bag en 37 meter bred vandgrav. Svenskerne benyttede i øvrigt lejligheden til frem mod krigens afslutning i 1660 at forstærke fæstningsværkerne i flere af disse byer. Hovedparten af de nye fæstningsbyer blev grundlagt uden for kongerigets grænser, men to nye skød op inden for. Den ene af disse, Fredericia, blev en seriøs konkurrent i et i forvejen tæt østjysk bysystem, mens den anden, Fladstrand – det senere Frederikshavn – langsomt sugede kræfterne ud af Sæby. Men ellers falder Danmark uden for det øvrige nordeuropæiske mønster, hvor nye, befæstede byer havde en større gøgeungeeffekt. Renæssancens fortikationsteknik rokkede ikke meget ved det samlede bybillede, men satte dog et stærkt præg på en række gamle købstæders ydre fremtræden.

Uden for disse fæstningsbyer var byernes fysiske fremtræden ikke længere præget af mure, palisader og grave, men af byporte og plankeværk. Det spektakulære ved de middelalderlige byers indgangsportaler blev i store træk skubbet til side af mere pragmatiske løsninger. Der er kendskab til bygningsmaterialet for 171 af enevældens byporte, og ikke færre end 111 af disse var opført i træ, ni var i bindingsværk, og 51 var murværk. Man kender i grove træk udseendet af 201 byporte under enevælden: 88 var simple bomme, og 42 var blot stakitter. Så var der større format over de 45 porthuse og 26 portbuer; nogle af disse var rejst i byer uden for fæstningsbyernes rækker, hvor de havde stået fra før enevælden, men ellers var det netop fæstningsbyerne, som længst lod deres gennemstrømning af mennesker og varer løbe gennem porte af ydre format.⁶

FIG. 1. Maleri af Byporten i Sorø af ukendt kunster omkring 1770. Her ses byportlængerne for enden af Storgade. Porten virker ganske stor og med en ret høj portåbning, der ikke sidder helt midt i portgavlen. Porten var forsynet med en høj kvist over portbuen, hvori der sidder fire små vinduer. En vigtig detalje er, at den ene ende af portlængen, mod venstre, fremstår i bindingsværk, mens den anden ende, byporten og resten af længen mod højre, er kalket blågrå. Det må ses som et udtryk for, at portlængen på denne tid var fordelt på to forskellige matrikler.

Enevældens byporte tjente i højere grad hverdagens og den enevældige stats egne formål. Som det fremgår af Karsten Skjold Petersens artikel i denne bog, stillede garnisonerne skildvagter ved byportene. Det vigtigste blev at klargøre skellet mellem landets og byens jurisdiktion. Grænsen mellem land og by blev mest af alt til en sag om hverdagens handel. Da man i 1670’erne indførte portkonsumtionen, så enevælden kunne tolde på varestrømmene ind og ud af byen, gav det faktisk flere nye byer end renæssancens planlagte fæstningsbyer. Flækker hed de byer, der ikke fra begyndelsen var købstæder og måske aldrig blev det, men som staten alligevel pålagde sin omsætningsafgift. I flækkerne følte man ikke noget behov for at dække sig ind bag ydre pragt. I Christiansfeld lod man ikke sit nye, rationelle bydesign forstyrre af en gammeldags port, hvad selv en bondesøn fra Fyn studsede over.⁷ I Fladstrand stillede man sig tilfreds med bomme, også da byen var blevet til købstaden Frederikshavn, mens man i Nibe kort overvejede at rejse sig et plankeværk, men nøjedes med gærder om haverne. Hvilken forskel var der ikke mellem disse byer og en af 1600-tallets nye byer, Sorø, der i forbindelse med anlæggelsen af Sorø Akademi i 1623 ønskede et voldanlæg opført; ikke for at holde fremmede soldater ude, men for at skærme byens velhavere mod de mange tiggere, den tiltrak. Byporten værnede man om og erstattede den i 1730 med en ny konstruktion, der stod til den bitre ende i 1863, da portene faldt overalt.

Byerne bød fremmede velkomne med porte og volde. Det kan synes som en ligegyldighed, men da anlæggene forsvandt, stod de som et sindbillede på en tid, der nu stod i nostalgiens lys.⁸

På et overordnet plan genspejler de to typer byporte – konsumtionens bomme og plankeværk og militærets bastioner – de to dominerende købstadsfunktioner: På den ene side oplandshandelen og andre merkantile funktioner og på den anden side købstædernes rolle som centre for administration og magt.