Читать книгу Den klassiske kobstad - Группа авторов - Страница 12

Med en spidsformulering kan man sige, at byerne var lidt af en demografisk fælde. I 1600- og 1700-tallet skulle en by have en årlig tilgang på ca. 4 pct. for at lukke hullet efter afvandring og det negative fødselsoverskud.⁴² På den anden side var købstæderne også garant for en evig udveksling med fremmede befolkningsgrupper. På trods af deres ofte ringe størrelse og tiltagende stagnation var de åbne samfund.

Denne åbenhed kan blandt andet tilskrives enevældens hvervede soldater, der blev lagt i garnison i ca. hver femte af landets købstæder, hvor alene soldaterne (uden deres familier) udgjorde mellem 10 og 25 pct. af den samlede befolkning. Karsten Skjold Petersen beskriver i denne bog, hvordan soldaterne som frifolk – permitterede soldater – stod til rådighed som arbejdsstyrke, men alligevel aldrig blev en fuldt integreret gruppe i byerne.

Udlændingene – her forstået som indvandrere født i hertugdømmerne, Norge, Skåne og resten af verden – var overraskende vigtige for lukningen af det demografiske underskud og udgjorde for landet som helhed godt en fjerdedel af alle med borgerskab i 1700-tallet. En lidt større andel kom fra landet, mens kun en fjerdedel var borgere i deres fødeby og endnu færre var født i andre købstæder.⁴³ Stagnation er derfor en utilstrækkelig beskrivelse af købstædernes befolkningsudvikling og gælder da slet ikke for hele perioden eller for alle byer. “Dynamisk stagnation” foreslår historikeren Jørgen Mikkelsen i stedet som overskrift for 1700-tallets købstadshistorie. Som sammenfattet af en anden historiker, Knud Prange, var byernes befolkningsudvikling “et spørgsmål om balance mellem fødsler og dødsfald, tilflytning og fraflytning”.⁴⁴ På overfladen var der ikke de store bevægelser i byernes befolkningstal, men bruttobevægelserne var overraskende store. Af indbyggerne i en lille købstad som Præstø med 1.144 indbyggere i 1855 var det kun en tredjedel, der havde boet i byen ti år tidligere, og af denne tredjedel var to femtedele endda tilvandret i de foregående år. Denne flytningsaktivitet genfindes i andre byer og er blandt andet påvist for Skælskør, hvor halvdelen af byens befolkning i 1787 var flyttet igen i 1801, flest af de yngre, men også mange myndige personer og husstandsoverhoveder.⁴⁵

De store befolkningsflytninger bør henlede vores opmærksomhed på byernes indbyrdes konkurrence, mens en anden forklaring ligger på statslig-militært plan. Fra 1774 til 1810 blev hærens organisation lagt om, så den kom til at bestå af udskrevne soldater, der ikke opholdt sig året rundt i garnisonsbyerne. Det fik den civile andel af mange byers befolkning til at vokse. Både provinsbyernes og hovedstadens befolkningsvækst var afhængige af den før-industrielle bys administrative centerfunktioner. I 1787 udgjorde gejstlige og civile embedsmænd samt soldater ikke mindre end knap 21 pct. af Københavns og godt 18 pct. af provinsbyernes befolkning. Hertil kom matroserne i København, der udgjorde næsten 15 pct. Ikke mindst København var “en førindustriel fæstningsby” med vægt på begge led. Fra 1840 til 1870 faldt andelen af beskæftigede inden for militæret og før-industrielle erhverv fra 55 pct. til 41 pct. som indledning til, at denne bytype var ved at forsvinde fra det danske bylandskab.⁴⁶